Til min kære moder ved hendes begravelse

Et livstræ vil du, Gud, da rykke
med disse svage rødder op,
det skal med løv, med blomst og knop
din vingårds helligdom udsmykke.
Dets skønhed slår du nu om kuld
og med ét slag så mange sårer:
mit øje lukkes af dets tårer
og åbnes atter ved dets muld.

Som menneske kan jeg ej glemme:
min sorg er værdig, sand og stor.
Jeg ser en huld og elsket mor
som indtager her sit kolde gemme,
hun som sit varme hjerte gav.
Det koster mer end livet klarer
at kysse pilen som henfarer
og lægger kærlighed i grav.

Af ømhed har jeg nu i sinde
mens alt jeg føler, tier mest,
at tale om at hjertet vist
er gravkrypt for min moders minde
og stedet hvor jeg kvalfuldt lær’
at døden her brutalt vil øde
et liv som nåede at føde
ham ofre for hans valgs begær.

Men, holdt, jeg falder den til fode
som råder over liv og død,
og sukker af min svare nød:
hvad har et støv hos Gud til gode?
Nej, himmel, ak, du har beredt
den tid enhver kan råde over.
Mit syn er blændet, øjet sover
fordi det har din styring set.

Mit syn, min tanke bliver trange –
dog ser jeg rum og evighed,
en sol helt uden pletter ved,
et dugfriskt land med vuer lange,
et sted hvor liv og lyst tør bo,
og midt blandt glade i en skare
står Gud og vil sit værk forklare,
og alting ånder fred og ro.

En munter sjæl hvis ler var sprukket,
hun tog af Herrens stærke hånd,
og tog med kys, de strenge bånd
på hvilke alt besvær var trukket.
I strid på liv og død hun gik,
men ville dem til sidst forsone,
som hun har kæmpet for sin krone,
så skete det da, hun den fik.

Kom, verden, se her midt i striden
heltinden, kvæstet, smiler stolt!
Med troens skjold og banner holdt
højt løftet trodsede hun tiden
og vandred ad den vej hun så,
tilfreds som i den største lykke
når ud hun kunne hjertet stykke
til dem som under hjertet lå.

En tankens kraft her havde bolig
som så sit støv og Gud som Gud,
at ringhed er et prægtigt skrud,
fortræffeligt, for Gud fortrolig,
den gode ved det forudsat
at ondskab vel sin magt udøver,
men én der er som alting prøver
i livets dag og dødens nat.

Så skulle skønne livstræer sættes
i evighedens løvsal, alt
når jordelivets bladhang faldt,
når alt som her har tynget, lettes,
da tændes andre sole an,
og andre dage, aftner gløder,
i hellig andagt alle møder
omkring vor Gud og ophavsmand.

Nu sover hun da sødt og stille,
nu tidens lænker de er brudt,
og hendes mål af sorger slut
her hvor forvildelse skal spille.
Nu kommer hendes frihedsdag,
forløsningsklokken, hør, den ringer,
og til sit hjem Gud sagte bringer
den han har skabt, med sikre tag.

Og nødstedt står en elsket mage
og savner svært den der var hans.
Hvordan er paradisets glans
når kærligheden bliver den svage
i kampen mod den stærke død?
Vi børn står blege, kan blot sige:
Kom, giv os trøst, du uden lige,
kom, giv os styrke i vor nød!

Guds fred har den som flyr vor snare
med raske skridt og sjælen fri,
som bød farvel, Gud, stå jer bi,
som gjaldt det til en højtid bare.
Min moder flyr – så lad det ske. . .
Ved hendes grav skal man få høre
at nid ej andet har at gøre
end her, se, mine tårer, se.
Foråret 1765.