Over evangeliet på første søndag efter jul Lukas 2,33

Simeon! Hvad mon du ser?
Det som slår dig inderst inde,
Himmelvendt står du og ler,
Og dog ser jeg tåren rinde,
Du forstår, nu skal det ske.
Jo, du ser at solen stiger.
Ser du nu at angsten viger?
Du får frelseren at se.

Ja! Jeg ser dig, gamle ven,
Der i templet, hvor du taler,
Og nu kommer Anna hen,
Sammen står I og husvaler
Jeres sjæl i kærlighed
Til den lille som de bærer
Frem for Herren, som I ærer
Og som øjet dvæler ved.

Men du gamle Simeon!
Med din lovsang og din beden
Viser du dig redebon
Til at søge himmelfreden
Bag om gravens svale ro.
Inden længe skal du tale
Med din Gud i Himlens sale,
Himmelvidt fra sorgens bo.

Åh, så ivrig er din røst,
Når du i en hellig dvale
I din høje alders høst
Profeterer og må tale
Om det faldne Israel.
Håb og tålmod bar du trolig,
Alskens lyster har du rolig
Lært at sige så far vel.

Se! din Anna glæder sig!
Lad os høre hvad du synger!
Dine øjne væder sig,
Dine læber, de udslynger
Ivrigt Jesu søde navn.
Jesu kærlighed dig tænder,
Og med troens stærke hænder
Ta’r du barnet i din favn.

Hvor ærværdigt dette par!
Syn og hjerte dybt sig bøjer
Nu for ham du for dig har,
Deler det som dig fornøjer,
Vil din Herres glæde nå.
Vi ser frem til frihedstimen,
Da vi hører klokkers kimen,
Kan fra Kedars hytter gå.

29. januar 1771