Om morgenen den 21. juli 1779

(mel.: Snart är jag ryckt ur tiden sköte FS 18)

Drottningholm, din pragt henriver,
Glæden føles overalt,
Højt og klart et skybånd smalt;
Bølgen glitrer, vinden driver,
Blomsten rødmer frisk af dug;
Træet strækker skyggens flade,
Skjuler bag de spredte blade
Gøgen i toppen med dens kuk.

Prægtigt stråler morgensolen,
Lysner fjerne skoves bånd,
Smukt forgyldt er Amphion
Vel fortøjet ind ved molen,
Trommehvirvler, glimt af skud.
Folkets stemmer løftes rene,
For SOFIE MAGDALENE
Slår i ømhed hjerter ud.

I sit skur ved spillebordet
Sidder vagtsoldaten stolt,
Og matrosen kæk og bold
Står med hænderne på roret,
Priser dagen med sin sang.
Konerne i skafningsteltet
Danser rundt med hånd ved bæltet,
Kasseroller, grydelåg gi’r kling og klang.

Arbejdsmanden ordner planken,
Savsmuld dækker ryg og hår
Der ved saven hvor han står,
Til salutten gi’r ham tanken
At hans dronning holder fest.
Kongens skål og skål for hende,
La’r sin sidste hvid forsvinde
Op af lommen i hans slidte vest.

Lovøboer, børn og gamle,
Vækkes ved trompetens klang,
Dem fra huset i Delang,
Mølleren mod nord vil samle
Sig om hyldesten med høje råb.
For vor dronning Magdalene,
Til vi dør, vil vi forene
Os om hende med vort bedste håb.

Juli 1779

Til index/top