Langfredagsnatten Over evangeliet på langfredag, Lukas 23,32

Så skamfuld, Judas, går du ad Pilati trappe
Af sorg og tårer trængt i oljetræsalléen;
Græd, bed din bøn og gru, din anger er for sen,
Din pung forledte dig, du ville kysse, klappe
Din mester god og tro, fra guldets smitte ren:
Gå hen og skjul dit ansigt i din bøddelkappe
Og snig dig bort i natten langs med murens sten.

Når kys er blodig gerning, da må selv de onde gyse,
Til afgrunds ild må vilde hævnskrig bære ved;
Fra Judas – ja, fra dig nedstammer troløshed
Og du må stå ved bål i Kaiphas gård og fryse,
Din mund tilbeder, men dit hjertes kulde sved.
Her ses vel lygters blus, ses falske øjne lyse
I mørket op blandt præsters, farisæers led.

I helligdommen ser du hvordan varsler truer:
På himmelhvælvet sværd, stridsvogne, rytteri;
Den store kobberdør sprang op og slog sig fri,
Så tung at selv de stærkeste nu gruer,
Tillukket, låst… Jerusalem, hvem står dig bi?
Nu revned templets forhæng, jordskælv, røg og luer
Vil sluge mur og grund som templet hviler i.

Trods det gør du dig klar til med en morders iver
Til at forråde skyldfri på din levneds vej;
Se som du maser frem, dit hoved hæver sig
For du skal se Pilatus og den dom han skriver,
Så vankelmodig, men så rap med pennens streg;
Din bedste ven, Vorherre, dybt forhånet bliver
Og nagles til et kors på Golgatha af dig.

O, menighed, som bøjer sig så fromt i kirke,
På denne dyre dag har sørged ragten på,
Som saligt på din vej har nået Kedrons å!
Så fortsæt nu til Golgatha, lad rædslen virke
Skønt badet bly i tårer, nu skal du forstå:
Der ser du frelseren på korset, se dem pirke
Til ham med tornekronen, purpurkåben på.

Blandt stave, lanser, sværd ses rådets høje isser
Og folk i massevis med bistre minespil
De stormer ned ad bakken og atter op dertil
Og røber arge sind, og frække øjne misser,
Et blodigt skjold la’r terning rulle som den vil,
Et par soldater morer sig derved og hidser
Hinanden frem, og Jesu kjortel står på spil.

Nu blev det mørkt, der bæres fakler frem, tilbage,
Og mod den mørke sky ses Herrens kors at stå;
Johannes snøfter der, Guds moder ligeså,
Bag hoveddugen hvidnet bleg i gråd og klage,
Men hendes trætte knæ til jorden segne må:
En svamp bli’r fyldt med eddike og sat på stage
Da hendes søn har råbt: Jeg tørster… lad mig få…

På knæ, du menighed! Det varer ikke længe
Før alt hvad du engang i svagheds stund forbrød,
Får hjælp. Bekend din skyld og dine liges nød,
Thi de har samme grund til angst og stænge;
Du ved at Kristi blod har slukket afgrunds glød,
Så vid at denne mand som nu la’r hovedet hænge,
Er Herren og din Gud – dit skjold i liv og død.

1788