Fredmans epistel nr. 9

Tilegnet konen på Thermopolium Boreale
og hendes piger

Kæreste brødre, søstre og venner,
se fatter Berg, han skruer og spænder
strenge på instrumentet,
og buen, den tar han op.
Enøjet er han, næsen er flækket,
hvad nu med skruen, hva’, er den knækket?
Øllet, det har han hentet,
nu klimprer han vildt galop;
— kniber med øjet,
— piber det, strøget?
——-
skalaer, triller, kilder din krop.
Kæreste brødre, dans nu, tag fat,
så, på med vanten, husk jeres hat!
Aj, se jomfru Lone,
røde bånd i skoene,
strømpen sidder blå og glat.

Se Jørgen Pukkel står der og pjatter,
drikker sin snaps og ryger og tjatter
ud efter dem der danser,
han skaber sig altid vild.
Jakken er guldmetallic med svaj i,
Håret i hestehale, med drej i
ryggen, se, hvor han svanser,
hans fjæs ligner røget sild;
— glaner på noden,
— kaner på foden,
——
snapsen er drukket, slukket hans ild.
Kæreste søstre, se hvor koket
brødrene danser den menuet,
skønt de er så fulde.
Ulla, hør, du skulle
holde takt og ryggen ret.

Nej, hvem er det i slåbrok og sweater,
med gule bukser, hvide støvletter
som valser rundt med Susser,
ham med parykken dér?
Ej, ondelynme, se de to fyre,
kniplingsmanchetter, tøj af det dyre.
Drik, fatter Berg, det gusser?
Ja, lyst øl, det er som gær.
—Lokummet brænder,
ølskummet blænder
——
slut med at snave. Mavebesvær!
Kæreste søstre, dan nu en ring,
dans nu og lad som slet ingenting,
syng selv, og følg trop nu,
fatter kaster op sgu,
raver hundesyg omkring.

Hej, søde piger, sving jeres skørter,
Hør bassen, dans som I flirter!
Harpiks på fatters bue
og stik ham en bitterdram!
Hvem er det, Berg, du er så erfaren,
hende den fede henne ved baren?
Hva’, er det husets frue?
Ja så! Hun er fandme stram.
— Vred, prøvet, hoven
— Bredrøvet, doven,
——
Skeløjet, ikke? Sikke et kram!
Kæreste venner, dans nu med mig,
hver dag musik og piger til leg,
her er Bacchus gæsten,
her står Amorfesten,
her er alting, her er jeg.

Foråret 1770