Fredmans epistel nr. 34 Til Movitz da der var ildløs i hans kvarter i Kullemperstræde

Nej, hvad er det for en rønne?
Ruden revnet, låsen brudt!
Trommeslag i gyden, tynde
Hanegal som hæse trut.
Hvem dér? Hvem dér? Larm i gaden.
Jeppe, trut fra tårnet, trut!
Den starut!
En skam for staden.
Klokkeklemten. Vand herut!

Nikolaj mod nattehimlen
Stråler gyldentrødt sin pragt;
Kællinger i hidsig stimlen
Slås i høet om en tragt;
Fra en sønderslagen rude
Tar en gul kat sig i agt;
Hund på vagt
Tar til at tude,
Grin og gråd og brag (som sagt).

Pumpen knirker, skorsten sprager,
Hesten gnækker om sin rem,
Jorden gynger, sprøjten brager,
Bølgegangen bruser frem.
Mandskab, sving i divisioner,
Tøm så flasken, march, istem,
Nup og gem,
Marchens toner
Slår de skønnes drømme hjem.

Se nu blot Kullemperstræde,
Smalt og fugtigt, fuldt af grus;
Rådhustagets kobberklæde,
Ellers kro og horehus.
Bag et buet vindusgitter
Ses en nymfe med kabuds;
På en studs
De slås og snitter,
Bare isser, tomme krus.

Dér med skagler op mod muren
Står en kærre fuld af mask;
I en lygte som tog turen,
Oser vægen som en snask,
I en rendesten i pløre
Hviler murersvenden dvask.
Stank og sjask!
Hvad skal vi gøre?
Tag et bræt og til ham klask!

Kors, blandt disse Sodoms mure
Er det svært at hitte rundt;
Mørke hvælv og hede skure
Gør at øjet det får ondt.
Her bor Movitz. Kors de larmer!
Brandalarm og bajonet,
Menuet,
Tyv’, gendarmer,
Pigestemmer, klarinet.

Dér: hans porten hvor skiltet hænger.
Skål, min bror, af hjertets grund.
Se, et stille smil fremtrænger
Om en gul og blegblå mund.
Gamle Movitz ler og nikker,
Men fra Karons mørke sund
Dødens blund
I dine brikker
Spår ret snart din sidste stund.

Movitz, grin af det der trykker;
Se de lanser og gevær’,
Vægterfrakker og parykker
Der i rendestenen, dér;
Guldgaloner spejler branden,
Tys, han råber: ”Hør nu her!”
Drik, fortær,
Skål med kanden,
Tag en skrå, hold ved og skær!

Tag din kontrabas på nakken;
Skruen brænder rød og varm.
Og din læderstol med lakken,
Pas på hynde, fod og karm!
Fløjten, lyren og fagotten,
Hæng dem foran ved din barm.
Lystig larm!
Husk klisterpotten*;
Byd dit valdhorn en krum arm!

Som Æneas tog billeten
Væk fra Troja, sådan går
Movitz bort med klarinetten
Og oboen, ilden når
Hans paryk, den står i flammer
Sprøjten han i nakken får;
Slangen slår
Hvor den nu rammer,
Overskyller ben og lår.
,
Jordens guder, jeres lykke
Er blot støv og glimmergrus;
Se den fattige med krykke,
Han forlader nemt sit hus;
Movitz lister hen til kroen,
Låner glad dér til et krus,
Får sin rus,
Fastholder troen,
Sover hen ved lampens sus.

19.12. 1771