Fredmans epistel nr. 30 Til fatter Movitz under dennes sygdom, Svindsoten. Elegi.

Tøm du dit glas, se døden står og venter
Dér ved din dør med sværdets slebne skår.
Trøst dig, han linder lidt på låget, henter
Dig først engang måske til næste år.
Movitz, din svindsot den ta’r dig til graven.
V:cello- – – spil nu oktaven;
Stem dine strenge, syng om livets vår://:

Gulgusten hud, mat blomstrende små kinder,
Indfaldent bryst og magert skulderblad.
Vis mig din hånd! Hver åre blåligt stinder
Sig, svulmet op og klam som fra et bad;
Hånden er svedig og årerne stive.
– – – Spil expressive,
Tøm du din flaske, syng og drik, vær glad://:

Himmel, du dør, din hoste, hvor den skræmmer;
Det klinger hult, når indret krænges ud;
Tungen er hvid, det bange hjerte klemmer,
Blød som en svamp er sene, marv og hud.
Ånd på mig! – Satans til dunst fra din aske!
– – – Ræk mig din flaske!
Movitz, Singot! Skål! Syng om vinens gud!://:

Ud af hans grej kom døden uformærket
Dråbevis flydt med morskab, sang og spas.
Ja, der var orm med sorgeglød forstærket
Som fyldte, Movitz, dette lille glas.
Alt tæret bort, dine øjne de svider,
– – – tarmene bider.
Kan du si’ skål endnu en gang? – Ach was! ://:

Nå, men så skål! Farvel fra Bacchus’ kælder,
Fra tronen vinker Freja sidste gang.
Ømt prises hun af blodet som nu vælder
Ud af det sår hvor snæpperten* tog fang.
Mes, bed og glem, begræd, fundér og tænke!
– – – Skal jeg nu skænke
En snaps til turen? Vil du dø? – Nej, kling-klang**! ://:

3. september 1771