Fredmans epistel nr. 27 Som er hans sidste tanker

Vist er man gammel, urværket går,
Viseren viser tiden ile.
Her ved min flaske, mit vinglas, dér står
Timeglas og dødens små pile.
Tørstig betragter jeg stjerne og sol,
Pilgrim, stands op, hør min basfiol!
— Movitz, din ven skal til hvile.

Dejligste skød og yndige barm!
Sørgeligt sås den blomst bortødes,
Hun som gav far, til min kvide og harm,
Vellyst i den seng hvor jeg fødes.
Nå, men nu slumrer de. Glem min fortræd!
Syng, Movitz, syng om hvor øjet græd
– – – over de kranse der strøedes.

Ravende skygge, rødblisset fjæs,
Er man Bacchi tjener, har man
Blærer på tungen, er brændevinshæs –
Ser I ham, præcis sådan var han.
Freja og Bacchus, de to stod ham bi,
Movitz, den grav du må lægge mig i,
– – – er den som rummer min farmand.

August 1771

Til index/top