Fredmans epistel nr. 25

Som er et forsøg på en pastorale i bacchanalisk smag, skrevet ved Ulla Winblads overfart til Djurgården.

Blæs, alle sammen,
Hør bølgernes glammen,
tordner det?
Neptun ser madammen
som ordner det,
Venus bør hyldes,
Besynges, forgyldes
smukt i ord;
Hør, søluften fyldes
af Neptuns kor. —
Se Venus i sin pragt!
Om hende holdes vagt,
Engle, delfiner, sefirer og Pafos’ hele magt;
Vandets nymfer plasker højt
med sprøjt.

Fugle på vinger
Og småfisk der springer
op og glor,
Rorskarlene svinger
med perlemor.
Vindene sukker,
Se, bølgerne vugger,
bukker sig;
Skyerne de dukker
for solens leg.
Venus tog nu af sted,
Snekken som hun er med,
Smykket med vimpler og blomster, går ind på sivklædt bred.
En triton med solhat stor
nu ror.

Loen skal fejes
Og byggen snart mejes,
kornmodsglans;
Gøgens kuk fordrejes
af løvets dans.
Krager og viber
Smånæbbene sliber,
flakser op;
Pans fløjte den piber,
han blæser stop.
Hjortene stanges hårdt,
Elgene flygter bort,
Strålende, crawlende stiger fru Venus ud af sin transport,
Tar Palemons kurhotel
i kvæld.

Venus, du prude,
Forlad kun din skude
ved vor strand;
Vinglas skal bebude
vor lyst i brand.
Ak, mine venner,
Enhver af jer kender
mine træk,
Hornsignaler sender
I, trut blot væk!
Du Ulla Winblad, kåd
Gynges og ros per båd!
Du er vor Venus, matroner, patroner er dit råd.
Stig i land på Pafos’ ø,
min mø.

Se her i parken
Er elskov monarken,
kongen med,
Djurgården hedder marken,
et herligt sted.
Syng om eksempler
Som Frejas små templer
væg ved væg,
Fortidens stempler
har sat sit præg.
Syng her om mødoms tab,
Bruden og hendes stab,
Om når til valdhorn hun kæmper og spræller på et skab.
Ulla Winblad, alt forladt,
min skat?

Duk dig, min due,
Træd ind i min stue,
dans du om,
Os kan ingen kue,
kom, Ulla, kom!
Hører du suset?
Se værten i huset,
Berg, monsør,
Valdhornet og kruset
gir ham kulør.
Djurgårdshyrdinde god,
Her er Palemons bod,
Her ser du hyrder som altid raver, laver rod,
Hyrden uden får og lam,
madame!

Blæs ouverture
For Ulla, min dyre
fornemhed!
Se en skøn tournure
som vælder ned.
Pil ved chignonen
Og sving roberonden
vid og stor!
Blæs i pavillonen
et herligt kor!
Dyrk nu Cupidos navn,
Giv mig din varme favn,
Nu må du puste og pruste og blusse som en bavn!
Hjertet banker, pulsen går,
den står…

Kom, syng lidt mere!
Lad elskov regere
vore liv,
Spillemænd markere
vort tidsfordriv;
Vin på vor tunge
Og luft i vor lunge
til en sang,
Dans, gamle, unge
Nu på en gang!
Piger og festpalads,
Vellyst i blod og glas,
Søvnige øjne, friskt hjerte, fioler, sang og bas
Er epistlens dogmatik
og skik.

September 1770