Fredmans epistel 54 Ved korporal Bomans grav på Sankt Kathrina Kirkegård

Aldrig har Iris fra dette dystre sted
plukket sig buketter
som hun kan glæde vennen med.
Og gør de løvtræer langs havens østre rand
at småfugle letter
til blomsterfest fra Saltsjös strand?
Aldrig hører man en lærkes triller
som en dues sorg og kval formilder
i dens bo://:
midt i dødehavens sorgbetyngte ro.

Rundt om i haven ses sorg og ubehag!
Sorte kors og grave
fordunkler kirkens tårn og tag;
her står et simpelt bræt og her en marmorsten,
hammer, sværd og trave
udsmykker ædle fædres ben.
Knuget står de spredte træer og smider
deres gule løv til alle sider,
er det småt://:
dækker det dog hvilestedet godt.

Kirken den ligger på hedesand og grus;
bag om gyldne gitre
har fornemt lig sit sidste hus.
Gysen for hjertet og øret med til harm:
Zeus fik alt at sitre
ved tordenbrag og klokkers larm.
Ned hvor afgrundsånder kun tør kravle
har han engang styrtet kirkens gavle;
nu i pragt ://:
står den i morgenrødens dragt.

Hændervridende, luk øjnene og suk!
Her står Bomans båre,
blandt grædekoner, på en buk;
alle med glas i hånd, én snøfter bitterlig,
og en stille tåre
gør grådens skybrud vitterlig.
Det er enken efter den som døde
mens de andre som har gidet møde:
koner som ://:
handler båd’ i Söder, Norr og Dantobom.

Kom, lad os synge en sørgesalme til!
Hjertet ufornøjet
Trøst, Movitz, orker du, så spil!
Slå harpens strenge for enken, er du go’,
hun tørrer øjet
og støvet af de sorte sko.
Nej, knap op for flasken, byd hver kvinde!
Skål, madame! Ydmygste tjenerinde!
Skænk lidt, hér ://:
Ak, min Boman, jeg skal aldrig se dig mer!

Tak, kære Boman, tak, du, for hver en dag,
for når du vill’ klappe
og når du svor med hug og slag!
Hatten den syr jeg om til en solhat, du;
denne garderkappe
bli’r til mantilje for mig nu.
Bomans enke, græd nu ikke mere!
Lad Movitz’ harpe musicere!
Glem din kval ://:
tag til din slagbænk blot en ny korporal.

Tidligst 1773, senest 1780.