Den grimme ælling

Foran en hel flok kyllinger en høne dansed,
med skruk og kluk og halen løftet højt hun svansed,
og tillod her en spæd og dunet ælling skride
som hun har ruget ud iblandt sit eget kuld.

Dér skred så toget over havens græs og muld,
med hønen skrukkende med unger ved sin side
forsigtigt ledte dem – og stadig holdt hun tal,
imens hun kærligt, men bestemt lod flokken vide
at det var bedst at høre efter hendes kald.
Det mente også ællingen, men så i tide
en dejlig vandfyldt grøft skønt det var første gang,
og fulgte så sin lyst og i på hovedet sprang…
”Hvem har dog lært dig, lille fyr, den kunst at svømme?
”Hvem sagde du skulle gå i vandets falske strømme?
”Var det en medfødt kunst fra fødslen af, en trang?

Men hønen løber om langs grøftens glatte rand
Med halsen strakt og alle fjer de stritter som i spænde,
Den fare hendes barn er i, må hun afvende:
Nu vil da hun som skyr det våde, ned i samme vand
og gør de tusinde forsøg, er modig, men dog varlig,
og tør dog ikke, thi hun ved en grøft er farlig.
Ved hønens hop og kalden spørg’ den lille and
som morer sig imens han her får lært at svømme,
hvorfor hun ikke vil han følger sine drømme?

Det som opskræmmer én, gi’r andre fryd…
En går i krigen ud og trodser nød og fare,
Et heltenavn, så ta’r en anden sig i vare…
Én pløjer trygt igennem storm og hav sit spryd,
En anden skælver i vel fortøjet båd,
Og verdens undergang bli’r mødt af rædsels gråd.
Men husk den gyldne regel: den hvis levnedsløb
Kan ses som ædle hverv, han nærer ingen frygt
Thi har naturen udset én til farers svøb,
Da gav den også mod så man tør vandre trygt.