Brev til registrator Johan Fredrik Juslén

Min højtærede kære bror og arbejdsfælle!
Her blandt ugler og skader bag de nøgne fjelde
Slider jeg den usle dag
(Polemeja!)
Efter skæbne og dens slag.
Pyteheja.

Det skal mig ud af hjerte glæde og fryde
Om min broder og mine venner de kan nyde
Stockholmslivet trods besvær –
Polemeja!
Selv har jeg det småtrist her.
Pyteheja.

Vi har blæst her og horisonten overtrukken,
Solen borte og luften barsk og kuldestukken.
Jeg gør ed på ved antikrist,
(Polemeja!)
Skindkabuds behøves vist.
Pyteheja.

Tænk om du, kære bror, kom til stede –
Om ej før, så til jul, gør os den glæde!
Da sku vi på dansemik …
(Polemeja)
Øl og snaps var vor musik.
Pyteheja.

Lystigt sku vi da snurre rundt på hælen,
Den som nægter at drikke, får af pæglen
Så hans hoved gør omkring …
Polemeja!
Hold nu kæft, sig ingenting!
Pyteheja.

Du kan tro at bondetøser her hoverer,
Snerper på den lille mund, proponerer
Elskovslarm og sengeleg …
Polemeja!
Hold nu kæft, det beder jeg!
Pyteheja!

Du kan tro en nidalerseddel her den gælder:
Jeg kan blie brudgom for femten små manseller –
Kronens mønt har gehalt …
Polemeja!
Hold nu kæft, sig ej alt!
Pyteheja!

Du kan tro at der vanker smør og mælk hernede,
Røget skinke med grønt, brasen og gedde –
Små karusser får vi tit …
Polemeja!
Hold nu kæft, jeg lyver lidt.
Pyteheja.

Du kan tro brændevin er noget man kender:
På en tønde en flaske nok man brænder –
Lugten står tre fjerdingsvej …
Polemeja!
Hold nu kæft, enhver for sig,
Pyteheja!

Du kan tro piben hænger én godt i munden:
Femten piber tar jeg når sejr er vunden,
Derpå dobbeltøl et krus …
Polemeja!
Hold nu kæft, en løgnfidus!
Pyteheja!

Sådan lever jeg arme mand på landet,
Og i pungen er bare nixt, ej andet –
Bagatel, jeg er ved huld,
Polemeja!
Hold nu kæft, for guld er muld,
Pyteheja!

Nok om det, min hr. bror, for brevet det er ude.
Snart til Stockholm jeg sejler på en skude,
Eller et eller to par hjul …
Polemeja
Hold nu kæft! Den løgn var ful.
Pyteheja.

Nyd imens, bror Juslén, fred, liv og helsen!
Det blir tid nu til muffen og til pelsen,
Støvler på og skindkabuds,
(Polemeja)
På Altona aftenrus.
Pyteheja!

Hils nu dem som endnu ser venligt på én,
Og på rådhuset hvis du ellers kan nå én,
Hils så kærlig på et sæt
(Polemeja!)
Greve F-n och H- -dt.
Pyteheja!

Hils nu kønt på M-n, R- -n och statsbristen …
Nu jeg slutter og ønsker som en god kristen
Kære bror i lykke se.
Polemeja!
Ydmyg ven til tjeneste.
Pyteheja!

Visbohammar den 20. oktober 1764.

Til index/top