Faderlighed i Bellmans digtning
Af Søren Sørensen
Den tyske digter Wilhelm Busch – ham der skabte tegneseriefigurerne Knold og Tot – var også den der skabte det bevingede ord:
Vater werden ist nicht schwer –
Vater sein dagegen sehr.
Eller som jeg kunne have gengivet det i min antologi MED ANDRE ORD:
Blive far er ikke svært –
Være far får færre lært.
Noget der må være i hvert fald en af årsagerne til at en faders digte til sit barn/sine børn synes at være noget af en sjældenhed i verdenslitteraturen.
Den flyder til gengæld over med digte der får sit indhold fra den kvinde som digteren i en eller anden forstand kunne ønske blev moder til hans børn. Det slog mig forleden dag at min førnævnte antologi fra 2015 næsten som sin røde tråd har netop sådanne digte fra Dante til Elias Lönnrot, redaktør/meddigter på det finske nationalepos Kalevala.
Hos Dante begynder det slående med digtsamlingen Nyt Liv – Vita Nuova kort før år 1300, i sin titel netop det som faderskab, Vaterwerden, i en vis forstand handler om, og ellers videre over Petrarca og Boccaccio – to digtere der netop blev kærlige fædre uden at skrive explicit om faderglæden – over Chaucer og Ronsard til Shakespeare og Goethe for at ende hos Rainer Maria Rilke som ikke oplevede den. Men Rilkedigtet i antologien er Ode til Bellman, den svenske digter som akkurat er emnet for dette foredrag.
Også hos Carl Michael Bellman, 1700-tallets fineste rokokolyriker og lærer for den halve danske litteraturhistorie i hundredåret 1828-1933, er Vaterwerden langt mere udbredt end Vatersein:
Sjung här om jungfrumord,
Om hur en brud bliver gjord
– et citat også Sophus Claussen faldt for i sin erotiske digtning. Eller Cajsa Wingmark som har hyret brændevinsadvokaten fader Kulkus i en faderskabssag:
Cajsa se med stora buken,
Vit och ren och struken(FE nr. 60). Og flere steder.
Hans hyldemeter store forfatterskab uden for Fredmans Epistlar og halvdelen af Fredmans Sånger er ukendt for de fleste. Men det er i dette lidet kendte vi skal finde de litterære udtryk for dagens emne: faderkærligheden, men ikke nødvendigvis dermed faderglæden. I én epistel dukker faderbekymringer lige akkurat op – den vender vi tilbage til – og som allerede antydet er nogle af pigerne i epistlerne på vej til at gøre nogle til fædre, mens han især i de gammeltestamentmentlige sange hylder mandfolks erotiske formåen, bl.a.
Fader Abraham som
Fulla hundra år,
Lagar så att Sara får
Börja heta mamma.
Da han så som enkemand gifter sig igen, avler han sønner seks, den dåd digteren beundrer hos en mand på 140 år.
Bacchus og Venus – vinens og elskovens guddomme – strides og forliges om herredømmet i epistel efter epistel – og jeg er bange for at de færreste husker at Bacchus også er Dionysos, tragediedigtningens gud og broder til lys- og digterguden Apollon, ophav til den digtart grækerne benævnte dithyrambe, en betegnelse man også netop har anvendt om epistlerne.
Allerede i Epistel 2 erklærer Fredman sit evangelium, bekender sin tro på det at supa, dricka, ha sin flicka, der hvor han i sin parodi går tæt på apostlen Paulus der i Korintherbrevet 1,13 erklærer at størst af dette er kærligheden. I konsekvens af denne læresætning slutter Epistelsamlingen da også med et helligt bryllup, nemlig da samlingens prima donna, Ulla Winblad, stod sista gången brud. Det er lige så nøje redigeret i samlingen Fredmans Sånger.
Venus – kærligheden – hyldes i Sång nr. 5, men tanken på den elskede, Bellmans egen fru Lovisa indtager hæderspladsen side om side med kongen i den næstsidste sang Fjäriln vingad syns på Haga , og i disse to taler Bellman for en gangs skyld i eget navn. Her bliver han hälsad av sin sköna..
I digtene, de private, der hvor han også taler i eget navn, til sønnerne, er drengenes moder naturligt og selvfølgeligt nærværende. Nok er det faderdigte, men moderen er hele tiden tænkt med naturligt og selvfølgeligt.
Det svarer til den stærke familiefølelse der strømmer gennem de digte der handler om Bellmans forældre og søskende, men også til Lovisas forældre og søskende. Kærligheden til drengenes moder smitter af på hendes familie – de der måtte læse min roman Sisyphos i Slotsvagten, vil se hvorledes det er et fremtrædende træk – og det er kendetegnende for Bellmans familiedigte at faderkærligheden er tæt forbundet med kærlighed til drengenes moder.
Nu skal det ikke hedde sig at Bellman er enestående i verdenslitteraturen hvad angår en fars kærlighed til sine børn. I nordisk litteratur spænder det fra Egill Skallagrimssons mægtige digt Sønnetabet om den til desperation førende sorg over at den voksne søn er druknet, og frem til Dan Turélls ømme digte til den nyfødte datter.
Nogle kunne muligvis opfatte det som ironisk at én af de flittigste bekendere til ømheden for barnet er en så markant dyrker af mandighed og mandskraft som Johannes V. Jensen, men faktisk er det ham der er ophavsmand til verset:
Ramt du blev for altid i dit Væsens Rod
Rørt ved Hjertet af en Barnefod.
Børnene er det stadigt genkommende motiv i Jensens digte med en fars helt særlige forståelse for barnesindet. Ligeledes har Otto Gelsted demonstreret denne opmærksomhed for det at være far, og fra et andet hjørne af litteraturen glimrer Helge Rode med sit store digt Fødselen – et digt der med sin realisme og ømhed for den elskede hustru ikke ligger fjernt fra Fredmans Epistel nr. 43 om Ulla Winblads barselsseng, skrevet 11 år før Bellman selv blev far for første gang, men ikke desto mindre præget af en gribende indlevelse i selve fødslens dramatik. Värm mer öl och bröd siger den første linje i digtet, for øllebrød betragtedes som fødselsfremmende i 1700-tallet.
Det er ikke ganske umuligt at udpege noget i Bellmans egen erfaringsverden der i foråret 1770 da han skrev FE 43, skulle kunne have givet anledning og inspiration til denne epistel. 24 år senere skrev han en skitse til en selvbiografi, og heri fik hans højtelskede moder en hædersplads. Bl.a. fortæller han at hun havde vænnet sig til at ligge i 21 barselssenge – honij qui mal y pense. Carl Michael var ældste barn og har altså helt frem til tyveårsalderen kunnet følge moderens barselssenge. Epistel 43 blev skrevet blot ti år efter at hans yngste bror havde lagt deres mor i barselsseng.
Og det kunne være i disse erfaringer han kendte den hektiske stemning omkring barselsstuen og den dobbelte frygt for moderens og barnets liv i fødselstimen. I min før omtalte roman er det ikke barselsstuestemningen jeg har indlagt i skildringen af hans barndom og ungdom. Jeg har i stedet ladet ham iagttage hvordan det kunne gå for sig når faderen kom hjem fra slottet, og forældrene da kunne gribes af elskovslyst og trække sig tilbage til soveværelset – og derved skuffe barnet Carl Michael der jo også havde set frem til at far skulle komme hjem. Hans beundring for moderen ses ikke blot i det selvbiografiske skrift Lefverne; mindedigtet over moderen er et lysende værk. Og forældrene gjorde ham til storebror til en snes søskende som han livet igennem var nært knyttet til.
En ubestridelig kendsgerning er det at Bellman i sin samtid var alment kendt for sin store kærlighed til børn. En af hoffets damer som kendte ham aldeles udmærket fra hans færden på slottene, mindedes 30 år efter hans død netop dette træk og skrev om ham:
Bellman, af naturen følsom og godhjertet, elskede fremfor alt børn. Hvis han så dem i parken eller på sine promenader, talte han til dem, omfavnede dem, spøgte med dem, satte sig ved siden af dem i græsset og var ikke lykkeligere end når de små pus, opmuntret af hans venlighed, gav sig til at lege med ham og endte med at klatre på ryg eller op på skødet af ham.
En meget stor del af hans litterære produktion finder man som allerede antydet uden for de 82 epistler og 65 sange der udgør Fredmandigtningen. Som naturligt er, finder man i dette vældige korpus af poesier digtene til den Lovisa Grönlund som i tidens fylde blev mor til hans egne børn – og digtene til børnene.
Lovisa Grönlund traf han formentlig en gang i løbet af sommeren 1775. Iflg. deres yngste søn skal mødet være sket hos Bellmans søster og svoger på herregården Hägersten. Hon och ingen annan, skal han have udbrudt ved synet af købmandsdatteren. Hans første digt til hende dateres til august 1775. To år senere blev de gift, og fire år senere lå Lovisa så i barselsseng. De mange forelskede digte fra forlovelsestiden skal ikke kommenteres her. Men Bellmans ømhed for børn får ikke så mærkværdigt stærke udtryk i hans digte fra disse år.
I et digt til en kollega med tak for tilsendt skrift når han at give et billede af familiidyllen:
Min Maka mig en grönkåhl reder,
Opryckt ur Floras gröna stig.
(Og ved underskriften tilføjer han):
Vid mitt lilla bord
bland mina barn.
Årets 1787 udviklede familiehistorien sig til den tragedie som fremkaldte to af Bellmans stærkeste, mest personlige digte.
Den 15. juli sendte han en af vennerne en versificeret hilsen om at den tredje søn i dag nyder den hellige dåb. Vennen er kaptajn i flåden, og Bellman fortæller ham at der hersker sommervejr over Holmen med vindstille, og at barnet skal opkaldes efter flådens chef, hertug Carl og ham selv.
I de samme dage sender han bud efter familiens læge, eftersom den nydøbte storebror, den kun toårige Elis har kopper og ligger for døden. Charon, dødens færgemand, tager den lille toårige med sig allerede tre dage efter lillebroderens fødsel, og mens fru Lovisa endnu ligger i barselsseng.
Det er den dag Bellman finder udtryk for sin sorg og skriver sin Elegie, et af hans stærkeste, ømmeste digte; i sin tematik ligger måske ikke så overraskende tæt op ad hans religiøse digte. Det greb vennen Joseph Kraus’ som skrev en melodi og hurtigt blev kendt, både i Sverige og i udlandet.
Elegi
Far vel, mit kære barn, indtil vi mødes atter!
Opfyldt af sorg begræder din fader end dit navn,
Min lille øjesten, i serafimers favn
Hvor dejligt når nu vi hinandens hænder fatter
Og du i lysets skær kan se din kære mor,
Forklaret navngi’ dine brødre som herhjemme!
Men mine tårer vil jeg lade tiden gemme.
Vi mødes, kære barn, og glæden skal bli’ stor.
Juli 1787.
Digtet er skrevet over sønnen Elis, født 3.juli 1785 – og opkaldt efter Bellmans ven og beskytter, statssekretær Elis Schröderheim. Drengen døde af kopper den 18.7. 1787, tre dage efter lillebroderens dåb. Elegi inspirerede Bellmans ven kapelmester Joseph Kraus til en melodi.
En sand kender af Bellmans forfatterskab, den finlandssvenske digter og litteraturforsker, Lars Huldén, har sagt om Elegie at her og i det følgende digt lader Bellman os komme ham nær som menneske. Og dërmed som far.
Bare 20 dage senere skrev han så den i så mange henseender bemærkelsesværdige vuggevise til Auctorsd yngsta Son Charles da Lille Carl er mindre end en måned gammel. Digtet blev vidt udbredt på den gamle svenske melodi i moll, og bl.a. nåede det til Wien hvor Beethoven fandt det og skrev en fornem kammermusiksats over det.
VUGGEVISE for autors yngste søn Charles
Lille Charles, tag sødt et blund,
Våge kan du siden,
Siden se vor tid er ond,
Smage galdens biden.
Verden er en sorgens ø,
Ånde frit, vi skal dog dø
Og blive muld med tiden.
Engang flød en lille bæk
Der hvor neg stod dannet.
Der stod der en gut så kæk
og spejled sig i vandet.
Bedst som han så sit portræt
I sit vandspejl friskt og let,
Blev det væk i sandet.
Sådan er vort liv på jord:
Et år er det sidste;
Som man trives bedst og gror,
Lægges man i kiste.
Det skal Charles nok tænke på
Når han ser de blomster små S
kyde knop og briste.
Visselulle, lille skat!
Moders lille glæde.
Når du vågner, tager vi fat
Og klipper hest og slæde;
bygger korthus, visselul
som vi blæser kvikt omkuld
og små viser kvæde.
Se hvad mor har til sin dreng:
Sko af guld som kappen;
ligger Charles sødt i sin seng, h
ør’ vi far på trappen.
Godter har han med sig hjem,
Sov nu, drøm så sødt om dem,
Sut imens på tappen.
Til dansk blev den oversat i 1831 af H.C. Andersen. Han havde ikke så længe inden fået publiceret digtet Det døende Barn og har tydeligvis fundet en tematisk lighed i Wagg-wisa,
H.C. Andersens version er fyldt af oversættelsesfejl, flere af ret morsomme, f.eks. den at papa bliver til præstemanden.
Leif Bohn oversatte den i 1990’erne, og selv har jeg i 2000 udgivet en gendigtning til thybomål, senere den her gengivne i en privatudgave til rigsdansk. I 1790’erne skrev Bellman igen digte til venner og slægtninge, nogle af dem i drengenes navn, f. eks. Et til deres morfar.
I det frygtelige år 1794 da regeringen som nævnt spærrer ham inde i Slotsvagten, skriver han et advarselsdigt til ”mitt Barn” – formentlig den ældste søn Gustav, men formet som en advarsel mod den kollega regeringen havde tvunget til at fungere som alibi for at fængsle ham for en gældspost. Digtet udtrykker vel ikke den dybeste livsvisdom, men det er jo altså også stilet til en knap 15-årig:
Sätt dig ner, men sitt ej trygg,
Se dig kring, då glasen klinga,
Ty en vän bakom din rygg
Ärnar dolken i dig stinga.
Ved siden af digtene til sine egne sønner skrev Bellman sange til venners og slægtninges børn, ofte på bestilling, og også i disse dokumenterer han sin barnekærhed.
Det er så karakteristisk for Carl Michael Bellman at jeg måtte lægge det ind i mit forsvarsskrift, den flere gange omtalte roman Sisyphos i Slotsvagten.
Men lad mig i stedet slutte med et citat fra forskeren Arvid Stålhane (1947):
“Et antal digte fra de 18 år ægteskabet varede […] efterlader de elskværdigste og hjerteligste indblik i hans familieliv, i særdeleshed i hans forhold til børnene”. [en Bellmanbok]