Gudelige tanker over Christi Opstandelse

En sol som lyste varmt, går ned så skøn og stille,
Dens matte skær ser ud til dobbelt klart at spille.
Den går, den flyr, den skjules; næste morgengry
I liflig kreds står på himlen den som ny.
End lyser Livets sol som selv i nedgangsstunden
For verdens åbne syn i guddomsklarhed runden;
End lever Livets drot, hans kredsløb er fuldbragt,
Til menneskenes vel blev han af graven vakt.

Velsignet fyrste, kom, velkommen fra de døde,
Fra mørkets kamre op og fra dets flammer røde,
Fra dødssvælg tusindfold, fordømtes jammernød,
Fra afgrunds stejle dyb, fra pinselskældres glød.
Som helt steg du derned at mørkets hær nedtrampe,
Som helt går du herop med fredens klare lampe:
Et vældigt værk af Gud: du kom, du brød, du vandt,
I ét nu om din fod millioner sejren fandt

Velkommen du igen som hviled før så rolig,
Og i vor glædes favn grundfæster du din bolig:
Opliv du med dit lys hvor flammen kun er svag,
Giv styrke, liv og håb til trætte hjerters slag.
En herlig sejrsmark hvor du alverden møder,
Og efter velgjort hverv dit spyd i jorden støder
Og gi’r et frihedsbrev hvis løsen dyrt dig stod,
Erhvervet af dig selv, beseglet med dit blod.

Her står nu helten selv i glansen af sin ære,
Velan, nu er jeg frelst, hvad mer kan jeg begære?
Nu dyrker jeg min Gud som sejrede i strid,
For nådens lod og del og liv til evig tid.

Trykt 19. april 1759 i Lärda Tidningar.