Fredmans Testamente nr. 85 Om flasken

Min flaske, du min fæstemø,
Min skat, min ægtemage,
I dine arme vil jeg dø,
Alt andet fromt forsage.

Jeg elsker dig i lyst og nød
Og er dig nært forbunden;
Din elskovs druer til min død
Dem putter jeg i munden.

I dag bær’ du det store skrud,
Hvor stod mon festen, putte?
Var det hos Millésime, min brud?
Det tror jeg man tør slutte.

Min søde ven! Jeg smiler bredt
Med hatten halvt på øre,
Velkommen hjem, kys mig nu hedt,
Hvem kan som du forføre?

Og Bacchus blir min svigerfar,
Jeg blir som søn af huset.
Min engel, af dit skød jeg tar
Og slikker mig beruset.

Mit halve liv, mit paradis,
Nu må jeg mig erklære . . .
Min søde jomfru Pinot gris,
Din mand, det får jeg være?

Min glæde slår i luer ud
Om hjertet, halsen, hagen!
Min skat, for dine ynders skud
Jeg falder på dit lagen!

Lad falskhed sværte rumpen sort
Og svine på vor trappe,
Lad dyd og fromhed flygte bort
Hvis du blot lar dig klappe.

Lad lykkesmede tæt og tit
Berømme tidens møje,
Lad avind gøre sort til hvidt
Blot du vil mig fornøje.

Lad alting vende vrangt og ret,
Lad asnet blie magister,
Lad oksen danse menuet,
Blot ikke jeg dig mister.

Skyd pile ind i dydens bryst,
Så pyt, lad uskyld svide,
Lad tiden stille strømmens lyst,
Blot du er ved min side.

Lad cedertræet blie en løn
Og birken blie en ceder –
Min skat af glas, du er så skøn,
Blot dig jeg her tilbeder.

1760’erne