Fredmans sang nr. 5

Så såre jeg har en ledig stund, forsømmer jeg ikke at henvende mig
til min herre som til min kære ven, men mine epistler bliver – med
tanke på mit store arbejde for min konge, hans krone, land og rige –
aldeles ikke så lystige og glade som jeg kunne ønske, tvært imod
matte og triste som denne min tankegave på denne postdag, thi jeg
har sorg!
Ser De, min herre, den tidligere notarius ved Søndre Forstads
skatteret, senere notarius primarius ved Nørre Forstads vestre
skatteret med samt herolden ved drikkebrødreordenens
ordenskapitel, velbyrdige hr. Johan Glock er afgået ved døden i
begyndelsen af indeværende måned; efter samme herre og
mandsperson parentation er at afholde den 11. førstkommende
augustimåned ved drikkebrødreordenens ceremonimester,
ordensparentatoren, oratoren og konstituerede dansemester i koret
Janke Jensen. I samme anledning bliver der mindst mulig pomp;
ingen ligprocession med larm og spektakel, blot sørgemarch på
paukerne, når ordensbanneret frembæres af den efter Glock
udnævnte ordensherold. Endnu har udnævnelsen ikke fundet sted,
men man gætter på forskellige som kunne anses som værdige til at
indtage vor saligt afdøde broders embede i kapitlet; man spekulerer
kort sagt på i hvis lod det falder, desformedelst at heroldembedet er
en poste d’honneur i så henseende at den er ligestillet med ridderne
af højstbemeldte orden. Vor hedengangne herolds fortjenester er
drabelige i drikkeriget, og hans gravkammer hædres med druer og
kantater, hans aske bestænkes med bourgogne og guldøl. Klokkerne
kimer fra tempeltårn, og derefter rejser oratoren sig og holder en
med emnet passende tale, hvorefter hele festen sluttes med en
elegi eller en sørgekantate om salig ligets bortgang, nogle kvad om
drikkelse og om fuldemandsfornøjelser og drukne fruentimmers
tankespind, om foragten for livsproblemerne ved glas og grønne
flasker og om den himmel som hvælver sig over Drikkeriget.
Turde jeg opmuntre min herre med nogle af ordensbrødrenes ved
dette tilfælde affattede gravvers, således:
(a)
et dyrebart aftenoffertorium ved dette vor herold
i drikkebrødrenes ridderkapitel Hr. Johan Glocks åbnede og atter aflåste gravkapel,
afbrændt på værtshuset Jæger Grønhat ud på morgenkvisten ved solens opgang
den 9. julii 1770 av von Bercho, kommandør.

Fra livets kyst ad skyggers bro
Bortvandrer nu en ridder
Af ædel æt: von Gyldenso
En stormand, døv for kvidder,
Til gravens mørke vinkel dømt
Hensvøbt i grønne kranse.
En herlig mand og vidt berømt
I drikkelag og danse.

Dit herolds ærestegn blir brudt
Af mig og dig og døden,
Din skæbnes bane kom til slut,
Ej mer er øl fornøden;
Hver dråbe til den sidste tår
Som hældes på din kiste,
Den skildrer hvordan høst og vår
For dig, min ven, sig viste.
(b)
Velment sørgesyn, imaginationsvis deklareret
ved Bacchi Ordensherold Johan Glocks afsked fra jorderiget,
af von Ehrengylt, om aftenen den 11. junii 1770 på Den forgyldte Drage.

Se sorte bølgers hvide skum,
Nej, se som Karon slider!
Han maser med sin båd, og grum
Han vand af skæget vrider;
Med åren slår han bølgen blå,
De slår igen, de bølger,
Og himlens sluser pøser på,
Og tordenbrag påfølger.
Jeg ser forkrænkelig vor jord,
Skønt mørkeblind som ormen,
I Karons båd går Glock om bord
Og væltes rundt i stormen.
Farvel med vin og dobbeltøl
Og glasset fyldt til randen!
Just nu, min ven, står du i skyl
Ved Elysæumsstranden.

Juli 1770

(c)
En gylden og blomstersmykt urne, beskedent hensat på de elisæiske marker
den ottende dag i hømåneden, i Tumulo Glockii,
af Kæmpendal, nuværende førsteherold i Drikkerigets loge

Min ven, ham Glock slår låget i
På kruset og forsvinder
Hvorhen monstro? Det er forbi,
Jeg lægger intet forhinder.
Du fik forfald, du skulle dø
Og rejse fra vort gilde,
Vi tar vort glas på verdens ø
Og mindes Glock ved glædens kilde.

Så fik du da din sidste tår
Og krystet druens kerne
Så oliedråbens varme når
Endnu din kolde hjerne.
Dit jordehylster var så vådt,
Det kan man ikke nægte,
At Dødens le nu ruster godt
Og ikke mer kan fægte.

O, Glock, din tunge! Mild og god,
Så sød som smurt i honning;
Så stivned den bedst som du stod
For Drikkerigets dronning.
Og dine læber, de blev blå,
Ej mer var kys så søde!
Din vellyst satte dig i stå,
Dit paradis blev øde.

Min døde bror! Jeg kikker dybt
I glasset, dig til hæder,
Din skål her i kapellets krypt,
Jeg raver rundt og kvæder.
Men tørst gir ikke dig mer kval,
Mens jeg i tåger hylles.
Nu skal din urne af Kæmpendal
Med vin og blomster fyldes.

Juli 1770