Fredmans sang nr. 31 Fisketuren

Op, Amaryllis! Vågn nu, du lille,
Vejret er stille,
Luften sval.
Regnbuen pranger,
Dens striber stanger
Solstråler, fanger
Skov og dal.
Amaryllis, tillad mig at spå dig,
I Neptuni favn kan strid ej nå dig;
Søvnen af øjne, af suk, kom med mig.
Morfeus kan du være illoyal,

Kom med det samme, notet er rede,
Kom, vi skal mede,
Nu af sted;
Kom nu i tøje’,
Husk du din trøje,
Gedde og løje
Får fortræd.
Lille Amaryllis, få nu øjne;
Kom, dit glade selskab vil alt højne;
Blandt delfiner og sirener nøgne
Skal vore årer få robåden med.

Grib blink og liner, tag fiskestangen;
Se solopgangen,
Skynd du dig.
Hør, søde lille,
Tag det ej ilde,
Kan du ville
Svigte mig?
Kom, vi ror derhen hvor der er grundet,
Eller hvad med det der grønne, sundet?
Der hvor kærlighedens bånd blev bundet,
Det som fik Tirsis til at ærgre sig?

Gå med i båden, synge og vække
Kærlighed hos begge
I vort bryst.
Hør Æol larme
Af lutter harme,
I dine arme
Bor min trøst.
Lykkelig på havets barske bølge,
I din stille favn kan jeg ej dølge,
Ind i døden vil jeg glad dig følge.
Syng, I sirener, og gengiv min røst.

1773