Fredmans epistel nr. 81 Til brokkehovedet Löfberg i dødsboet ved Dantobommen. Digtet ved graven. Dediceret til doktor Blad
Se vore skygger dér, Movitz, min ven:
Blot én mørk plet sammensmeltet,
Smågrus og klude, ej mer blir igen
Af guld og purpur dér i æltet . . .
Vinker Karon fra sin hvirvlende flod
Og tre gange ligeså en graver, betroet,
Skal livets druer forsvinde.
Kom derfor, Movitz, og hjælp mig, vær god,
Med en sten for vor veninde.
Hvem længes ikke mod gravstedets ro
Her under susende kroner?
Hæslig og skøn, se blot, ens blir de to,
Tid og død forsoner.
Mistro har aldrig haft sin gang heromkring,
Og lykken som ellers altid let går i sving,
Her ser man aldrig den ile;
Harniskklædt fjende med våben på spring
Brækker fromt sine pile.
Småklokkers klemten blandt storklokkens drøn.
Pyntet står kantor i porten,
Og mens hans kordrenge skråler en bøn,
Helliggør han hjorden.
Vejen op til templets gravfyldte lund
Trampes gennem visne rosenbladsgrund,
Halvrådne planker og bårer;
Alle vi sortklædte venter en stund,
Bøjer os og fælder tårer.
Hun gik til hvile fra slagsmål og bal,
Brokkerøv Løfberg, din kone;
Her midt på græsset, langhalset og smal
Står du syrligt gloende.
Dantobommen hilste hun nu good bye,
Samme til os som valgte vellystens vej.
Hvem lar nu propperne knalde?
Tørstig det var hun, og tørstig er jeg;
Vi er tørstige, alle.