Fredmans epistel nr. 73 Angående Jergen som forskrev sig til Fanden

Satan i sofaen! Stolene luder,
Hej, buldr på døre og ruder!
Spark violinerne,
Rusk i gardinerne,
Fanden er kommet til bal.
Granris om skænken,
Trumf! Er du gal?
Ankret på bænken,
Og tom hans pokal.
Jergen han sprutter,
Han læser og slutter
I vor kældersal:
Ak, ik bin ejn elend sinter,
Min kontrakt til ente går;
hørs ejnmal, jaj maj ferbinter
Nok tsvej år.
Jaj sjkal alle piker krænke,
På sjpilhuset være flink,
Aldrik på min hukstru tænke,
På Katrink.
Schøn fiolen sjtemmer.
Bringt mir blæk und penne!
Frajlik hør jaj daj nun til,
du faen, vet førsjte fink!
Skynd dig nu, Lotte, fej væggene rene,
Så rap dig, din lortemalene!
Vindurne lukket i,
Lysene stukket i
Stagen og skodderne i!
Fart på de fusser,
Din møgtøs, tag fat.
Hva’, har du tudser
I halsen nu? Pjat?
Fej nu, tør støv a’,
Og Movitz, så prøv a’
Spille som besat!
Mit min rote blut jaj schriver
Dik nu dette refersal
På dass jaj maj ypergiver
– gans fatal!
Dass jaj nix vil være nikter,
Selten ut i kirche gå,
Trøjhaft fille mine plikter
– fylle på,
Glemme alle kremper,
Stockholm, den nofemper,
Manu mea propria, auf knajpen Rosental.

16. november 1771