Fredmans epistel nr. 42 Vedrørende kortspillet på “Klubben”

Skråplan er’et, de’e mit bud.
Du har forhånd, så spil ud,
Snyd de lys dér, kan du stikke
Treen, ikke?
Åh, din stud!
Så klør es, da, nå, bekend,
Esset tredje, skål, min ven!
Kongen først i rang og orden,
Lyn og torden!
Så du den?
Sødeste fru Wingmark, fru Wingmark, så kør da,
Mer med klør, ja, mer med klør, ja,
Og så klør igen!

Ulla, åh, hvor er hun flot,
Klædt så skønt i grønt og gråt,
Hendes hals og bryster klæder
Perlekæder
No’ed så godt.
Nå, ja, spillet? Ulla vil
Lægge klør og ruder til,
Kongen, damen, femmen, seksen,
Fy, kom heksen
Dér i spil?
Hvad hjælper det, Mollberg, du sidder og tuder?
Flere ruder, flere ruder,
Bland, lad vær og dril!

Det var godt, en knægt i spar,
Ulla, er det den du tar?
Hvad med esset, hvor blev det a’
Lad os se da
Hvad I har!
Nej, du gode, åh, jeg ber;
Skål for esset! Som du ser!
Mindes I forleden aften?
Had’ man haft en
Spar to mer…
Ruder, flere ruder, lad hjerterne dikke!
Stikke! Stikke! Stikke, stikke!
Det er hvad der sker.

Ullas hænder, kønne, små
Blander kort, ak, se derpå!
Man ser nok de kan håndtere
Kort med mere…
Lad os få.
Ulla kniber øjet i,
Det var kort som hun ku li,
Fingerringen med juveler
Når hun deler
Rundt med pli.
Meld så! Hvem skal melde? Jo, Movitz, sæt glasset!
Har du passet? Han har passet:
Han har ruder ni.

Kom, mit herskab, kik herhen,
Lad os få lidt luft igen!
Det ser ud som kulden svinder
Og bortrinder,
Ja, såmænd.
Nå, fru Wingmark, se hvor net
Stjernen tindrer fra sin plet!
Se hvor himlens måne lyser,
Vandet fryser
Ganske let.
Svøb dig dog i sjalet, min Ulla, thi døde
Du, lå dette slægtled øde
Som den havde grædt.

Se de folk på kanetur
Som med bjældeklang i dur
Vover pelsen dér på isen
Endskønt krisen
Står på lur.
Se den hest, den damper varm
Foran slædens gyldne karm,
Får sig mod i bryst og bringe
Ved at springe
Skræmt og harm.
Nej, se der, ved skoven hvor bøndernes karle
Kør’ som gale, kør’ som gale,
Hvor de laver larm!

Se den flotte gule hest,
Pyntet som til nytårsfest;
Det er renok gjort med glæde,
Og dens slæde
Er nok bedst.
Wingmarks plag kan gå om kap
Med et rensdyr hos en lap;
Nej, men hør dog isens knagen,
Nå, men plagen
Sprang og slap.
Knægten der på skøjter han løber i vigen
Fræk, nyfigen, fræk, nyfigen
Efter andens rap.

Og en hingst i fuld galop,
Se dens unge, raske krop,
Brun og hvid med sort iblandet,
Står blandt andet
Helt i top.
Men den hvide, sikket øg!
Med det grønne seletøj
Går for slæden som den danser,
Slår og svanser
Stolt og drøj.
Hør, langt ud på søen slås kusken med bønder,
Fuld blandt fulde bondesønner,
Kusken fuld og sløj.

Ulvehyl fra alle hold,
Sne i luften, den er kold.
Luk det vindu, sæt det blus an,
Som et Rusland
Er min knold.
Ser I skovens toppe små
Hælder sig, nu er de grå,
Se på byens vang og vænge,
Fjeld og enge
Med sne på.
Mollberg, tag nu flasken, jeg fryser, jeg gyser,
Åh, jeg fryser, åh, jeg fryser,
Det kan ikke gå.

Hør, det fyger, sneen står
Ind på ruden, blæsten slår.
Æol stormer, foget fjerner
Alle stjerner,
Månen går.
Vi er os og dem og dig,
Dagen er så kold og bleg,
Vinens gud, ham bør vi prise
Med en vise
Glas til mig,
Skål, skål for min pige så trofast i nøden
Tro til døden, tro til døden.
Bland de kort. Skal jeg?

Tidligst 1773, senest 1780