Bellmandagen, 14. august 2011

OM BELLMANDAGEN: Vejret holdt, stemmerne holdt, undertiden så publikum holdt vejret: Elverhøjkoret skønt syngende, smukt ambulerende i hvide klæder, borgmester Søren P. Rasmussen veltalende for Carl Michael Bellman, Nis Bank-Mikkelsen og Jan Sommer i storform, Martin Bagge bedre end nogen sinde (og det siger en hel del). 1200 mennesker. Nøj!

Medvirkende: Borgmester Søren Rasmussen, Elverhøjkoret, dirigeret af Julie Smed Jensen, skuespiller Nis Bank-Mikkelsen, den svenske Bellman-sanger Martin Bagge, musiker Jan Sommer, formand for Selskabet Bellman i Danmark, SørenSørensen og, ikke at forglemme: Et talrigt og meget sangglad publikum.
Konferencier og velkomst: Søren Sørensen, formand for Selskabet Bellman i Danmark:
God dag og vel mødt i nutiden på Sophienholms klassiske skrænter. Vi kan glæde os over at at vi denne gang af de høje guder for vejrlig kan få lov til endnu engang at mødes her og glæde os over den dejlige digter, de dejlige sange, lagt i de bedste kunstneres hænder: 
1) trubaduren, den nys afgåede formand for Svenska Visakademien, komponisten Martin Bagge fra Göteborg, den ene af de to fornemste Bellmanfortolkere i nutiden, 
2) Nis Bank-Mikkelsen, skuespilleren, er den anden, og med sig har han virtuosen på den klassiske strengeleg, den spanske kulturs gave til verden, i daglig tale guitaren, 
3) Jan Sommer. 
4) Igen i år har vi engageret et kor, selve Elverhøjkoret, og alle der kender Elverhøj, vil vide hvor nært dette skuespil er knyttet til den danske Bellmantradition, koret ledes af den livfulde Julie Smed Jensen som fyndigt har ledt sangerne ind i et repertoire som for dem var nyt. 

Selv er jeg Søren Sørensen og formand for det Selskab der i 2002 indledte samarbejdet med Lyngby-Tårbæk kommune om Bellmandagen på Sophienholm, og jeg skal bede alle finde frem til et af Carl Michael Bellmans fineste værker, Fredmans Epistel nr. 82 den uventede afsked, forkyndt ved Ulla Winblads frokost en sommermorgen i det grønne, en pastoral dediceret til Kgl. Sekreteraren Leopoldt – den gustavianske periodes Klaus Rifbjerg.

Vi går straks videre til kunstnernes fælles indledning, for vi vil gerne vide: er nu alle her?Laurbærkransningen
Tredje gang er ifølge talemåden lykkens gang, og da vi holdt Bellmandag på Sophienholm tredje gang, havde lykken været med os og med to af kunstnerne i Selskabet Bellman i Danmark, Fritz Haack og Hans Lundsteen. De skabte den buste der hvert år har modtaget den hyldest Selskabet Bellman i Danmark gerne vil bliver digteren og skønånden Carl Michael Bellman til del. I europæisk litteratur, ja, i europæisk kultur står han for noget originalt, noget enestående fordi han bygger sine digte ud fra musikkens rytme og melodik, allerede hans ord er musik, men sammen med den musik han i 240 år nu har frydet menneskeheden med, bliver hans sange til noget enestående. Hans kunst er en tryllefløjte der af banale, ja trivielle hverdagsløjer og -sorger skaber guld og ædelstene – præcis som hans åndsfælle gjorde det i Wien i de samme år, Wolfgang Amadeus Mozart.
Så har jeg den glæde at hilse Lyngby-Tårbæks borgmester, Søren P. Rasmussen, velkommen. Borgmesteren har lovet at give Bellman, repræsenteret af busten, en krans. Historien om hvorfor en digter får en laurbærkrans er for god til ikke at blive fortalt: den er fortalt af en anden digter end Bellman, en gammel romersk fyr der ligesom Bellman var vældig interesseret i skønne kvinder og bl.a. skrev en bog om kunsten at elske. Ovid hed han, og han fortæller at den græske gud for solskin og sange, digterguden Apollon, engang havde været slem og var blevet sat på tvangsarbejde som hyrde. Dér forelskede han sig voldsomt i en ung dame der hed Daphne. Man kan trygt sige at Apollon løb efter piger, for Daphne løb alt hvad remmer og tøj kunne holde da hun opdagede at Apollon var efter hende. Remmer og tøj kunne nu ikke holde, fyren var lige ved at indhente hende og så ved man jo nok hvad der sker hvis det sker, det vidste Daphne, og hun anråbte sin far der også var en gud. Han gjorde hvad man fædre har ønsket når deres dejlige døtre blev efterstræbt så håndgribeligt som Daphne blev den eftermiddag i Thessalien: gid hun var af træ! Det var hun ikke, men det blev hun på stedet, hun blev til et laurbærtræ som Apollon busede lige ind i, omfavnede og kyssede – og på stedet bestemte at en krans af blade fra hendes krone skulle pryde digteres hoved. Derfor. Kære Søren P. Rasmussen, ordet er dit: …………………

Tak, borgmester. Du skal vide at Selskabet Bellman i Danmark sætter så pris på samarbejdet med den kommune du står i spidsen for; vi glæder os over dit engagement.Vi fortsætter på kærlighedens veje– fra Ovid som skrev elskovens vejviser og digterguden som elskede Daphne selv om hun var et træ – en sand guddommelig kærlighed, kan man sige. Den forhutlede urmagerlavsoldermand ved navn Fredman, Jean Fredman, som Carl Michael Bellman gjorde til helt og fortællerfigur i sine 82 versbreve/sangbreve og 65 sange af blandet karakter, havde også betydelig svaghed for væsener med de kønskarakterer man kalder kvindelige. Ulla Winblad hedder hun i Fredmans Epistlar, og en dame der troede hun var model for figuren, har ved forskellige lejligheder skældt Bellman ud fordi han, mente hun, havde skandaliseret hende og ødelagt hendes i forvejen ikke alt for gode rygte – ikke navn, for hun hed ikke Ulla Winblad. De der vil vide mere, kan læse min roman Sisyphos i Slotsvagten, og se hvordan fru Bellman oplevede rejekællingen. 

Epistlernes Ulla Winblad er helt anderledes. Tre sange har vi hentet ud af de 82, fordi alting begynder i elskov, også koncertprogrammer. Elskov udfolder sig ellers gerne i mørke, natten er de elskendes tid. At klare at se sin elskede vågne morgenen efter er en sikker målestok på kærlighedens styrkegrader. Fredman kunne klare det, han kunne mere, han kunne skrive henrykt om det – ja, ja, Bellman har skrevet epistlen for ham, for det var Bellman bedre til end urmageren. 

Nis Bank-Mikkelsen hedder kæmpen i nutidens Bellmanfortolkning, han har set poesien og dramatikken i den elskedes opvågnen – hvad der ikke mindst er tankevækkende når sædelighedspolitiet til sidst kommer og henter hende, og alle hendes beundrere handlingslammede må se til. 
Ved de seks livfulde strenge spiller Jan Sommers ti fingre. Nis Bank-Mikkelsen Fredmans Epistel nr. 36 Vor Ulla lå i sengen og sov.
FE 71 Ulla, min Ulla 
Jeg kan trøste vort følsomme og humant sindede publikum med at hun fik en tidsbestemt straf, 35 epistler længere omme i digtsamlingen har hun etableret sig med en forstadsrestaurant nordøst for Stockholms centrum, og her kommer Fredman en dag ridende og bliver slået af det enestående skønne landskab og Ullas evne til at kalde kødelige lyster frem også i et ridedyr, ja, al natur opildner hun ved sine øjnes hede pragt. 

Den melodi Bellman har valgt til Epistlen Till Ulla i fenstret på Fiskartorpet, middagstiden, en sommardag, er et pragtstykke, et operarecitativ af sjældent overgået skønhed. Vi har ingen anelse om det er noget Bellman selv har skrevet eller om han har lånt det fra et syngespil fra samtiden. Vi har kun fryden over at han har gjort det. Og hvem andre skal synge den end min gode ven, den bedste svenske sanger i vor tid, Martin Bagge?
FE 50 Febus förnyar
Sol- og Digterguden Apollon omtalte jeg for lidt siden, han kommer igen her i Epistel 50 som solgud under sit fornavn Phoibos eller Febus, som Bellman staver det. Det er græsk for “den lysende/den strålende”. Det kan ikke passe bedre. I første strofe fremstiller Bellman hele den græske gudeverden, Apollon blinker til sin morgenduelige søster, Diana, hun er gudinde for jagt, så hun går tidligt ud for at nedlægge hjortevildt, her i 1772 da sangen blev skrevet, er Diana med på noderne, hun er ude med et gevær. Deres far optræder også ret larmende, han er gud for torden og lynild. Deres onkel er havets gud Neptun, og guden for den store vilde alnatur, Pan, optræder også. 

Hvad laver de dog en årle morgen i havnen i Stockholm? Jo, Ulla Winblad har været til fest i Djurgården og sejler tilbage til Gamla Stan, mens hendes kæreste og digter står og kigger langt efter havnefærgen. 

Fredman er ikke stået tidlig op, for han har våget og festet osv. hele natten. Men som tilhører til Epistlen Om dess sista ögonkast på Ulla Winblad vid hendes återfart ifrån Djurgården skal man være stået tidligt op for at kunne følge med i sangens mytologiske, topografiske og ikke mindst musikalske festfyrværkeri.
Anden sektor Begravelsessange
Husker mine damer og herrer hvorledes det i Shakespeares Hamlet går Ophelia? Det begynder med at hun elsker Hamlet, han elsker hende, og det gør han også da han kommer hjem fra England og finder graveren i færd med at grave hendes grav. 
Ligtoget, gravtoget, begravelsesfølget var i tidligere tider et fast indslag i hverdagen i alle byer, alle landsogne. Den digter der elsker sin by og dens liv, må helt selvfølgeligt også skildre dramatikken omkring ligtog og begravelsesfølger, fra den dødes hjem og helt ud til kanten af graven på kirkegården. Og den digter som elsker livet i sin by, ved bedre end nogen anden at der kun er ét kort skridt fra det ophøjede til det latterlige, kun at det latterlige hos en digter som Bellman er det komiske, det mildt medlidende humoristiske.
Det får vi tre eksempler på: FE 38– som er optoget gennem bydelen Söder ud til kanten af graven, FE 54 som genoptager kontakten med ligfølget fra 38’eren ude på St. Katarina kirkegården og med et mægtigt ordmaleri der genkalder erindringer om billedkunst af Giersing og Caspar David Friedrich, skildrer St. Katarina, og efter det ophøjede kommer til det komiske da Fredman trøster Bomans enke med et velment råd om at hun skal glemme sin sorg og finde en anden korporal til sin ensomme dobbeltseng – som tilmed her er en slagbænk. Melodien er en menuet af ukendt oprindelse.

Allerede forinden har vi været til en tredje begravelse. Den store musiker Movitz har mistet sin fæstemø, Charlotte som ifølge Fredman skal have været en enestående sengekammerat: Når hun ankom til din seng, var hun som en fisk i vandet. Men også til denne efterladte har Fredman et trøstens ord: nu er du fri, min ven, nu kan du lov til at være på kro lige så meget du lyster. Her kender vi den oprindelige melodi: den stammer fra et fransk komisk syngespil: Venskab på prøve.

Hermed er vi nået frem til afslutningen på første del, og i forlængelse af de tre epistler vi netop har lagt øren til, skal vi i fællessang opføre Bellmans store dødedans, den litterære og billedkunstneriske genre der var så yndet over hele Europa efter den sorte død midt i 1300-tallet og som den italienske klassiker Francesco Petrarca beskrev i sit store digt Il trionfo del Morte, Dødens Triumf. Der vil sikkert være nogen der kender den store maler Brueghels store maleri med denne titel, billedet hænger i Madrid. Andre vil kende danske kalkmalerier, f.eks. det i Nørre Alslev kirke, og ellers fra “Døden i Lybæk”. 
I denne tradition skrev Bellman i 1787 til en julefrokost hos vennerne denne sang hvor han en for en haler mennesker af forskellig rang og stand frem til kritisk behandling og hver gang giver en foreløbig løsning på problemet.

Fællessang: FE 21, Så lunka vi så småningom

PAUSE

Opp Amaryllis (Vi går lige på:)

Vejret er stille/ luften sval/ Regnbuen skinner,/ strålerne finder/ fjeldenes tinder/ skov og dal. 
Carl Michael Bellmans interesse for naturen i og omkring byen er på den ene side typisk for hans tid hvor digtere overalt i Europa skildrede den frie natur, på den anden side helt original. Som alle store digtere var han et se-menneske, et øje-menneske med store evner til i sproget at gengive hvad han så. 

Hans biografi er kort beskrevet. Født i en velstående borgerfamilie i Stockholm i 1740, den bedste skolegang med privatlærere af høj kvalitet, debut som lyriker og oversætter som 17-årig. Afgørende for hans udvikling var en svær økonomisk krise i 1760’erne der endte med konkurs og familiekrise. Som 25-årig kom han til at stå med eneansvaret for en stor søskendeflok. Det traume overvandt han aldrig, til gengæld gjorde det ham til digter. I foråret 1770 blev han grebet af en lyrisk idé: at skrive versbreve på populære melodier om nogle bohemers tilværelse, formet med figuren Fredman som sit talerør. To år senere fik en af hans seriøsere sange betydning for den unge kong Gustav III’s statskup, noget der trak ham ind i hofkredse; i Stockholms borgerskab havde han længe været en central skikkelse. Venner blandt adelige havde han haft fra ungdommen af. 

Han skrev meget andet end de sange og viser vi bygger Sophienholmdagene op om, men når det kommer til stykket, er det de to digtsamlinger fra 1790 og -91 der bærer hans berømmelse, hans position som Sveriges nationaldigter og gennem 200 år en af de mest populære sangskrivere i Danmark. Dem der har titlerne Fredmans Epistlar og Fredmans Sånger, dem Leif Bohn har oversat til dansk.

I 1793 blev Gustav III myrdet, og som mange af Gustavs yndlinge faldt Bellman også i unåde. En stor del af sit liv led han af tuberkulose, og den tog livet af ham i 1795. Alt det kan den der har lyst, læse om i min roman Sisyphos i Slotsvagten fra 2009. 
Hans litterære betydning er uvurderlig.

FS 32 Träd fram du nattens gud

Der er ikke mange steder hvor denne evne til at gøre sin egen tids mest typiske poetiske udtryk almengyldige og stedsegrønne får så fyldestgørende udtryk som i FS 32 som vi nu skal høre. Den lokker i den grad til analyse af alt hvad digteren ser – og her taler han i eget navn, det er åbenbart – og får af associationer til hvad han iagttager i Mälardalens parknatur, samtidigt som han viser sin beherskelse af tidens litterære konventioner af græsk mytologi og italiensk-fransk hyrdedigtning, og lige så meget som den lokker, lige så meget beder den om at man ikke gør det.FE 80: Ret som en hyrdinde
Angående Ulla Winblads Lystrejse til Første Bomhus udenfor Katterumpe-Tolden.
Det sikre tegn på den fine lyriker er, at han/hun er topografisk præcis, at stedet er nøjagtigt beskrevet, at man direkte får knyttet digtets beskrivelse til et sted man kan tage hen og få bekræftet at det ser sådan ud som det er beskrevet. 

Sådan er det med Fredmans Epistel nr. 80. Første Bomhus uden for Katterumpe-Tolden. Husmandsstedet eksisterer ikke mere, men engen er der, og man kan tage derud til Brunnsviken og se stedet, som i øvrigt også kaldes Krebseriget – hvad teksten også antyder – den fine lyriker er præcis, og Katterumpetolden er byens grænse ud til Roslagen, så granerne, den støvede vej hvor bonden er på vej hjem i sin vogn. Vi kender faktisk også navnet på husmandskonen som blev nødt til at give Mollberg og Ulla kredit: hun var enke efter en hofjægermester ved navn Isberg. 

Endnu mere underfundigt er første vers. Det er nemlig et lærevers i hvordan man skal skrive lyrik, det er tydeligst i den originale svenske tekst, det kommer ikke helt tydeligt frem i den danske oversættelse, men det er der: man skal skrive naturligt om det naturlige, ingen overflødige perlerader ind mellem naturens og sprogets egne blomster. 

Bellmans store 1900-tals elev, Evert Taube, har udtrykt præcist hvad det er med Stockholms natur og Bellmans digtning: Den natur du har besunget, bærer stadig din digtnings præg.
Fællessang: FS 35
Til gengæld kan der ikke have været meget natur tilbage at se på, andet end en øde vandoverflade, efter syndfloden. Bjerget Ararat dukker op af vandmasserne, og Gubben Noach går i land dér. Nu er han i visen en Bellmanfigur, så han skynder sig naturligvis til købmand for at købe vin. Bibelhistorisk er det for så vidt rigtigt nok, eftersom den bibelske beretning om hvordan Noa drak sig beruset og faldt i søvn, er legendarisk og har i drikkevisens historie givet Noa æren af at have opfundet vinen. Også det kan man læse i min roman hvis man er nysgerrig. Eller i 1. Mosebog hvis man ikke er det. Vi synger den, ikke for at fremme omsætningen fra vinhylderne i Netto, men fordi det er en af de tidligste og mest udbredte både i Sverige og Danmark.
Bellman i Danmark
Vi ved fra avisen selv at Gubben Noach er blevet sunget inde i Købmagergade foran Rundetårn i eftersommeren 1770. Meget snart giver danske sangskrivere sig til at skrive bordsange på Bellmanmelodier, bl.a. Gubben Noach. En af de ældste er for resten en sang til pigeskolerne. Men fra 1828 går digterne, især komedieskriverne næsten amok i brugen af Bellmanmønstre, så meget at vi i faget dansk verslære har en særlig kategori der hedder Bellmanvers. 

FE 27
Ikke bare gadesangeren foran Rundetårn sang Bellman i tiden omkring stavnsbåndets løsen. Andre viser blev sunget på Bakken, ikke i Sangerindepavillonen, for den var ikke opfundet dengang (først 1877), men under de brede bøge, og for 200 år siden kan den meget vel have lydt her på Sophienholm, for mange af de skønånder der besøgte fru Friederika Bruun hér, elskede Bellman, Oehlenschläger som gerne sang med sin store klangfulde stemme, den unge Heiberg når han førte fruen rundt her på skrænterne på hendes yndlingsæsel. 
Epistel 27 er en af de store epistler om livets forgængelighed, og om kærligheden mellem barn og forældre, et stærkt og rent udtryk for følelser som mange kender.
Fredmans Testament 101
Man skal ikke blive forbavset over at Bellman har skrevet en smædevise om den danske konge og beskyldt ham for at ville sælge København for at få en nat med Fredmans kæreste. Frederik V var en notorisk drukkenbolt og horebuk, og Christian VII’s forhold til den berygtede prostituerede Støvlet-Katrine er ligeledes legendarisk. 

Min kone konstaterede for nylig at Bellman nok har lånt motivet fra Molières skuespil Misantropen, og det virker yderst sandsynligt. Andre steder i Bellmans digte optræder danskere. 

Sidste afdeling har vi kaldt vore yndlingssange. “Vore” skal tages helt bogstaveligt, for de sange vi skal høre, er både kunstnernes favoritter og Selskabets, Sophienholmudvalgets. 
Men også andres.
FE nr. 9 Kæreste brødre, søstre og venner– var en af de Bellmansange der tidligst blev kendt og yndet her til lands, og 1780’ernes populæreste digter Jens Baggesen brugte den tit til at skrive drikkeviser til sammenkomsterne i herreklubberne inde i København, også Oehlenschläger har brugt den. Fredman spiller anden violin i et danseorkester på kroen Thermopolium på hjørnet af Storkyrkobrinken og Prästgatan i Gamla stan – og fortæller hvad han ser og oplever blandt gæsterne, husets kvindelige ansatte, den hæsligt udseende værtinde og slutter ekstatisk med: her er musik og piger hver dag/…/ her er alting/ her er jeg.
FE nr. 72 Strålende skat
– samler på mange måder motiverne i hele dette program op. Det er ikke den skønne Ulla Fredman her er i seng med, men Cajsa Lisa, og hun er også dejlig, og i elskoven når hun den salige tilstand man har kaldt den lille død, i en anden epistel kaldes elskovslejet ligefrem en grav, det har været det andet motiv i dagens program, det tredje er naturen, og andet vers er en skildring af vejret – som digter er Bellman en mester i at beskrive vejrets omskiftelser, og i denne sommer er dette vers næsten ubegribelig aktuelt. Og ingen jeg har hørt, giver Strålende skat med en sådan autoritet som den danske Bellmansanger Nis Bank-Mikkelsen.
Bacchi Tempel: Bort allt vad oro gör
En helt parallel opsamling af dagens motivkredse kommer med alle korlederes og korsangeres yndlingsbellman: Bort alt hvad oro gör, ikke således af skønne kvinder, ligtog, Mälardalsnatur og tilknytning til Danmark står direkte i teksten som koret synger, for de synger bare om hvor godt vinen fra Malaga smager – og det er jo sandt nok. Næh, men i det værk hvorfra vi henter Bort alt hvad oro gör findes i hvert fald de tre elementer. Den stammer nemlig ikke fra Fredmans Epistler eller Fredmans Sange, derimod fra et begravelsesoratorium der hedder Bacchi Tempel og som udkom smukt illustreret i 1783.
FE 33: Stolta stad
Om denne epistel har vor afdøde ven Jens Lund skrevet en hel bog. Andre bøger kunne skrives om FE 33, jeg vil blot citere den danske novelpristager Johannes V. Jensen for ordene: Og her forhøjer det Nydelsen, at jeg tier: Martin Bagge Fredmans Epistel 33