Bellman om Kvindekroppen i Litteraturen

Forfatter Søren Sørensen.

Indtryk fra museers og atelierers billedværker med kroppe og legemsdele, især ansigter, har igennem det meste af den europæiske litteraturs historie inspireret digtere til tekstlige tegninger, endog indtryk af maleres og billedhuggeres arbejde med levende modeller. Sådanne kunstværker i ord har efterfølgende inspireret billedkunstnere til illustrationer, undertiden allerede i skitsen, i brevet, som oftest i bogens form.

Digteren Carl Michael Bellman har, som det bl.a. også fremgår af min roman Sisyphos i Slotsvagten Kbh. 2009, gennem det meste af sit liv plejet fortrolig omgang med sin tids store kunstnere, ikke bare den store klassicistiske billedhugger Johan Tobias Sergel, men også Pilo, Elias Martin, Pehr Hilleström og dennes datter Charlotta Ulrika Hilleström, Per Krafft o.a. af datidens kunstnere i den rige gustavianske periode. 

Oplevelser og iagttagelser i atelieret hos disse kunstnere er ofte blevet omsat til digte, bl.a. i en række af Fredmans Epistler, de såkaldte malerepistler hvori digteren skildrer malerens arbejde med modellen. 

Ligeledes var digteren varmt engageret i at de bøger han selv sørgede for udgivelsen af, blev smukt illustreret, hvilket ikke har forhindret eftertidens kunstnere i blive inspirerede af Bellmans digteriske univers og omsætte indtrykkene i billedværker fra malerier til vignetter. 

Flere af disse tegnere er 200 år efter digterens død aktive i Selskabet Bellman i Danmark og sikrer at nyudgivelser fra værkerne, i oversættelser, til stadighed får nye billedkunstneriske udtryk.Ifølge  illustrationens natur får disse kunstværker som regel et direkte kropsligt, figurativt udtryk, Anne Marie Steen Pedersen, Klaus Albrechtsen, Nikoline Werdelin, Hanne Bonde, Fritz Haack og Søren Sørensen.

Krop, Tekst og Tegning

Digteren Carl Michael Bellman har, som det bl.a. også fremgår af min roman Sisyphos i Slotsvagten Kbh. 2009, gennem det meste af sit liv plejet fortrolig omgang med sin tids store kunstnere, ikke bare den store klassicistiske billedhugger Johan Tobias Sergel, men også Carl Gustaf  Pilo, Elias Martin, Pehr Hilleström og dennes datter Charlotta Ulrika Hilleström, Per Krafft o.a. af datidens kunstnere i den rige gustavianske periode.

Pilo havde kraftig tilknytning til København; han var nemlig den første direktør for kunstakademiet fra 1748 til 1772, og otte år efter sin tilbagevenden til Stockholm blev han akademidirektør dér. Pilo var hofmaler begge steder, og man kunne sige at han var bedre til at male dragter og prægtige hofscenerier en egentlig kroppe, men det ville være forkert, for man kan ikke male en ordentlig dragt hvis ikke man kan male en ordentlig krop, mandlig eller kvindelig.

    Tidens største kunstner var Johan Tobias Sergel – som også kendte København og f.eks. boede hos Abildgaard på Kunstakademiet mens Bellman sad i arrest på slotsvagten, og han og Bellman omgikkes tæt og tit. De var lige gamle, begge født i 1740, og begge kunne en masse med kroppe og kropsligheder; der er bevaret en række tegninger og skitser fra Sergels pen man nok ville kalde pornografiske, men som i virkeligheden mere er morsomme.

    Elias Martin var også jævnaldrende med Bellman og uddannet som tegner af ornamenter til den svenske flåde. Han tog til Paris som kunstnere ofte gør, men hvad mere er, han boede sammenlagt 15 år i London og mødte her værker af en af verdenskunstens største grafikere, William Hogarth. Værker af Hogarth bragte Martin med tilbage til Stockholm og fik interesseret både Gustav III og Bellman for dem, i den grad at kongen bestilte digte hos digteren med motiver fra Hogarths ondskabsfulde gadebilleder fra forfaldets London. 

    Bellman fik Martin til at illustrere flere af sine værker, særligt fornemt i Bacchi Tempel, öppnadt vid en hjältes död 1783, muntre og indholdsrige tegninger af høj klasse. Også Hilleström far og datter havde et nært forhold til Bellman, og bl.a. illustrerede Charlotta Ulrika en række Fredmans Epistlar  på et spisestel.  

    Oplevelser og iagttagelser i atelieret hos disse kunstnere er ofte blevet omsat til digte, bl.a. i de såkaldte malerepistler hvori digteren skildrer malerens arbejde med modellen. Det gælder Fredmans Epistel 39 Om Bergströmskans porträtt på Liljans krog i Torshälla, FE 66 Till Movitz målare og FE 74 hvor det igen er madam Bergström der sidder model. Denne epistel er tilegnet Johan Tobias Sergel.

    Hvornår han har skrevet dem, kan ikke fastslås nærmere end det er engang i 1770’erne, senest i 1780, hvad der tyder på at det ikke kan være Martin der er model for digtet, men muligvis Sergel, selv om deres venskab også bliver mest intimt sent i 1780’erne. Men der var kunstnere nok at tage af, og kongen havde i 1770’erne meget at bruge både dem og Bellman til.

    Imidlertid er det nødvendigt at man gør sig klart at Bellman ikke er Fredman, og at der altså ikke er nogen som helst grund til at lede efter hos hvem Bellman har gjort netop de iagttagelser der bliver omsat i de tre epistler, heller ikke når han tilegner Sergel den ene af dem. Det er digt, det er endda poetisk humor, og hovedpersonen er da også i FE 39 ved at dø af grin over vennen Movitzes portrætmaleri af kromutter på Liljan i Torshälla (syd for Stockholm) fra et af hovedpersonernes få udflugter ud af hovedstaden.

    Madam Bergström er udstyret med gevaldige dobbelthager, Isterhaken kalder digteren den og siger at den hænger; ligeledes er hun temmelig brystsvær,  og i øvrigt er Fredman mest optaget af hendes påklædning og udstyr:

Nå, Bergströmskan, vad jag ser,
med bindmössa, kors jag ber,
bröstbukett i barmen
och en mops på armen

– ørenringe med store smykkesten og parasol, endda flere af slagsen, en rigtig modedame, og altså i Fredmans øjne latterligt opstadset. Man må huske at Fredmans Epistlar er skrevet som underholdning for overklassen og hoffet, og i de kredse har man altid moret sig over at underklasserne ikke har lige så forfinet en smag som en selv.

Anderledes går det for sig når det er en dame af overklassen Movitz har fået bestilling på at portrættere. Nok er hun også trind, men det behøver ikke at indebære mere end at hun har de kvindelige former der fryder et mandligt øje, og da hun også er snörd, altså har korsetteret talje og dermed opskudt barm, så er der til både gården og gaden, hun er stor till blod och börd, dvs. højadelig og altså model til et af de værker der skal op på en herregårds anegalleri.

    I håret har hun indflettede perler, og hun bærer i øvrigt både smykker og en brystbuket, et halskors af rubiner som kan ses hver gang hun trækker vejret så brystet svulmer op. Det bliver et pragtbillede som overgår antikkens største kunstmaler:

Knappt Apellis’ pensel fin
bildat har så skön cousine.

Epistlen slutter da også med at damen forfører maleren med sin kærlighedsgudindeskønne krop.

Her skal det siges: der er ingen tvivl om at fortællerjeget, epistelskriveren Fredman, navnkundig urmager i Stockholm, har stor sans for kvindelig fagerhed, fägring, men i denne epistel skinner også digterens glæde ved samme emne tydeligt igennem og næsten med misundelse over at grevinden forfører maleren og ikke digteren …

I FE 74 stiger begejstringen til sådanne højder at digtet slår over fra sang til tale, eller som i en opera fra arie til recitativ.

Ligeledes var digteren varmt engageret i at de bøger han selv sørgede for udgivelsen af, blev smukt illustreret, hvilket ikke har forhindret eftertidens kunstnere i blive inspirerede af Bellmans digteriske univers og omsætte indtrykkene i billedværker fra malerier til vignetter.

    Flere af disse tegnere er 200 år efter digterens død aktive i Selskabet Bellman i Danmark og sikrer at nyudgivelser fra værkerne, i oversættelser, til stadighed får nye billedkunstneriske udtryk. Ifølge  illustrationens natur får disse kunstværker som regel et direkte kropsligt, figurativt udtryk, Anne Marie Steen Pedersen, Klaus Albrechtsen, Nikoline Werdelin, Hanne Bonde, Fritz Haack og den der fortæller dette.