Sygdomme og Lægekunst på Bellmans Tid
Artikel af lægen Leif Bohn publiceret i
- BIBLIOTEK FOR LÆGER 1997.
- Bellmansstudier utgivna av Bellmansälskabet, Probius Förlag AB, Stockholm 1998.
- Nyere Bellman-studier 0g -kommentarer. Skrifter udgivet af Selsakbet Bellman i Danmark, 4. bind. Multivers _Academic 2006.
- Desuden på: “Leif Bohn’s Bellman-sider”
Tøm nu dit glas, var ingen overraskende opfordring i Bellmans viser.
Man ventede at hans sange skulle afspejle samtiden og dens interesse for vin, kvinder og sang.
Mere overraskende kom vel så netop derfor det følgende:
– se Døden på dig venter.
Ordene er de kendte fra Fredmans Epistel nr. 30 og det er Fredman, der her taler til sin døende ven Movitz.
Denne epistel står med sit triste og alvorlige tema som en kontrast til det meste af Bellmans produktion.
Bellman ville helst more med sine viser og sin optræden, og blev også opfattet som ‘entertainer.’ ‘Glædens begejstrede Sanger’ er han blevet kaldt. Hans viser var præget af livet, af et ønske om at leve. Det centrale i hans digtning var ikke sygdomme, død og elendighed.
Men problemer med ernæring og hygiejne, sygdom, fødsel og død var en del af dagligdagen i 1700-tallet. Bellman fortæller om dem, som han fortæller om så meget andet; og gennem hans digtning kan vi se, hvor forskellig hans verden var fra vores. Det er med udgangspunkt i den side af Bellmans digtning at nedenstående er skrevet.
Helt naturligt vil man i Bellmans tidligste digte kun sjældent se hentydninger til sygdomme, – det skulle da lige være elskovssyge.
I 1760-tallet skrev han følgende vise, antagelig til mamselle I, M. Lissander, i hvis forældres hjem Bellman en overgang boede:
Vij gamla Kärngar, Gunild, Brita, Clara,
Annika, Chersti, Ursula, Märta, Sara,
Komma nu neder,
Niga för eder,
Fall – – – – –
Vij ha hört, att hon är siuk och matt och mera,
Derför komma vij att doctorera.
Gamla Gunild kan de Sköna väl omlaga,
Hon har hulpit många tusen svaga.
Tugga, min Sköna,
En cafe-böna,
Hei fall – – – ”
Vi gamle Kvindfolk, Gunild, Brita, Clara,
Annika, Chersti, Ursula, Märta, Sara,
Kommer og leder,
Nejer for eder,
Fall – – – – –
Vi har hørt, at hun er syg og mat og mere,
Derfor kommer vi at doctorere.
Gamle Gunild kan de Skønne vel det mage,
Hun har hjulpet mange tusind svage.
Tyg blot, min Skønne,
En kaffe-bønne,
Hej fall – – –
I de følgende strofer råder disse kvindfolk pigen til at spise tre nøddekærner, tre gange tilbede himlens stjerner, sætte tre knappenåle i underkjolen og lukke øjnene. Siden skal hun sætte den forlovedes billede på sit bryst med en silkesnor, tage saffran (et afrodisiacum), kardemomme, lade en ungkarl kysse sig på brystet og lade en tro ven hvile i sine arme. Man tør herefter antage, at kuren har været perfekt.
I 1773 morer Bellman sig med en beskrivelse af sin egen forelskelse i Wilhelmina Norman, under et besøg på Fållan hos familien Zettherman. Han får en paroxismus af tvende vakre øjne, og klager straks over at føle sig trangbrystet, stivbenet og ligesom hul indvortes, over at have en mine som en sangdrossel men tillige en tryne som en skade, som ler, når hun venter fremmede.
Kuren er: kysse-pulver, citron-melisse-decoct, klap-salver, øjenmixtur, surminia rubra, brunelle-plaster, gorge-balsam och Wilhelminas Testamente. Men alligevel føler han sig ussel, klager nu til slut over værk i hjertekamrene.
Man husker slutningen på den historie: Bellmans frieri bliver afvist med ordene: “Hvornår lader De Deres snavsede undertøj hente?”
Tre år før har Fredmans kur mod ulykkelig kærlighed (epistel 35) været den fusel, som han drak i går og derfor for en stund glemte sin Anna Greta. Mon ikke Bellman nu selv har fulgt opskriften?
Til mamselle Lissander digtede han også:
Hjelpen den lilla sjuka foten,
Som ville dansa på Martis fält!
Kom, små Guds Änglar, kom, tag emot’en,
Eljest är det snart bestäldt.
Schützer; Stützer, Nathorst, Rothman, Böckman, Bergius, Olleveldt!
Hjælp nu den lille, syg er foden,
Hun ville danse på Martis val!
Kom, små Guds Engle, kom, tag imod’en,
Ellers er den grusomt gal.
Schützer; Stützer, Nathorst, Rothman, Böckman, Bergius, Olleveldt!
Digtet, som har tre strofer, hører også til i 1760’erne, og her opregner Bellman 9 kendte stockholmske læger, som han betegner som ‘Eskulapi Dukker’. Udover de ovenfor nævnte omtales i digtet også Hedenberg og Acrell –. Selvom digtet er et skæmtedigt, skulle man tro, at Bellman i denne forbindelse blot ville have henvendt sig til kirurger, men af de her nævnte er de 5 kirurger og de 4 medicinere.
Kirurgernes fag havde i hovedsagen udviklet sig fra bartskærernes arbejde, mens medicinernes sygdomsopfattelse og behandling hidrørte fra Hippokrates’ lære. Ligesom i Danmark var der derfor strid mellem medicinere og kirurger. Men interessant nok er det altså en strid, som tilsyneladende ingen betydning har fået for Bellmans opfattelse af deres formåen. I 1787, da sønnen Elis bliver syg af kopper, henvender han sig til lægerne Schulzenheim og Blad. Schulzenheim arbejdede som kirurg, ligesom dr Blad, og foruden at være assessor ved det medicinske kollegium var Schulzenheim foregangsmand indenfor kirurgien og blev i 1773 udnævnt til overkirurg på serafimerlasarettet. I forbindelse med kopper ville man have forestillet sig en henvendelse til medicinere.
Dødeligheden
Dødeligheden var stor og dødens nærhed var en del af hverdagen, hvilket kom til at præge Bellmans digtning. I 1773 digter han, i epistel 52, om Gretgens pludselige død på fabrikken:
Vips öpnas Plutos grotta!
Och Nymphen sjunker då.
Vips åbnes Plutos grotte!
Og nymfen synker ned.
Ikke noget, der skal tages for meget mere end en begivenhed i en epistel, mere er det vel ikke.
Men i 1775 rykker det nærmere ind på ham. En af hans venner, en 30-årig ung kirurg Abraham Österdam, dør af ‘en byld udi tindingebenet’. Til ham rister Bellman ‘en gravrune’, hvor i han blandt andet skriver:
Min pensel kunde högre måla
Den bild, hvars värde jag berömt;
Men ämnet är mig alt för ömt, –
Min pensel kunde bedre male
Det billed, som jeg før besang;
Men sangen fik så trist en klang–
Med tiden kom Bellman til at skrive mange Gravskrifter, hvor han udtrykte de efterladtes sorg. Enkelte gange nævner han også dødsårsagen, som ofte er ‘lungesot.’
I 1787 fik Bellman en søn, kort efter at hans næstældste søn, Elis, var død, og i den anledning skrev han den meget smukke vuggevise, hvori der stod:
bäst man andas, skall man dö
och bli mull tillbaka.
Sådan er livet, at bedst vi her i verden tramper,
møder os Døden med et gevaldigt hug.
I epistel 38 (fra 1778) findes følgende næsten lakonisk-burleske strofe om Boman, der døde af vattersot, – om det nu har været ascites (væske i bughulen) eller generelle ødemer (vand i kroppen):
Ja Corpral Boman han har nu kastat plit och balja,
Nu år han döder. Ach! är han död? Bevars!
– Han sista gäng Mustaschen talja
På Bruna Dörren i fjol den sista Mars.
Vi tyckas raska,
Men hvad är vårt lif? et bloss!
Boman din aska
Hedras af oss.
Korporal Boman, for ham er det nu slut med stadsen,
nu er han død, ja. “Ak, er han død – bevars!”
– Han viksed sidste gang moustachen
henne på kroen i fjor den sidste Marts.
Vi tror os raske
men vort livslys blusser kort.
Hædret din aske
nu bæres bort.
At omtale livets afslutning så kontant, som i de to sidste eksempler, har ikke virket nær så pinligt, som det måske ville virke i dag. Bellman vender gang på gang tilbage til døden og siger, som i den sidste, smukke epistel 82, at Fredman (og dermed vi alle) står i gæld til naturen: livet er kun til låns. Samme tanke ses i digtet skrevet 1786 i forbindelse med ‘rötfebern’. (vide infra).
Men truet har man følt sig. Samme år skrev Bellman et digt, hvori han skildrer den glæde, det var for mand og børn, at en (nu ukendt) frue i Göteborg blev rask efter en alvorlig sygdom. Hun havde haft mæslinger, (som også dengang mest var en børnesygdom). Det var komplikationerne efter selve sygdommen, man frygtede mest. Ludvig Hopf skriver: “Lykkelige de forældre, hvis Børn slippe fra det for saa godt Kjøb! [i.e. et ukompliceret forløb] men hyppigt fordre Eftersygdommene flere Ofre, end selve Sygdommen. Afset fra den langvarige Hoste, der i mange Tilfælde gaar over til Kighoste, og afset fra de forskjellige Ytringer af Kjertelsyge, som Øje-, Øre-, Kjertel- og Benbetændelse, er Lungesvindsot en desværre meget hyppig Følge af Mæslinger, idet denne Sygdom opstaar ved Dannelse af Tuberkler eller ved langtrukne Lungebetændelser og i Reglen ender med det før saa blomstrende Barns Død.”
I 1792 digter Bellman en doktor-satire, som er afsunget hos fru Helena Quiding, en af Bellmans gode venner. Den indledes med:
Charon på en Doctor såg
Midt uti kolsvarta natten,
Där han ned vid stranden låg,
Prydd med sidenhatten.
Hör, sad’ Charon hör min Son,
Jag från Clara och Cathrina,
Jag i dag rott därifrån
Fem Patienter af de dina.
Charon på en Doctor så
Kulsort var det midt om natten,
Som han der ved stranden lå,
Iført silkehatten.
Hør! sa’ Charon, hør min Søn,
Jeg, fra Clara og Cathrine,
Har i dag bortroet fem,
Fem Patienter, som var dine.
Efter at Charon har fortalt om de andre læger, han også har roet for, slutter den således:
Nå, sad’ Doctorn, Charon, hör!
Gubbe, mot din år dig luta:
Säj mig hvem härnäst du för
På din svarta skuta?
Fader Movitz är den ena,
Och Herr Doctorn kommer se’n.
Nådigaste Fru Helena,
Skänk en fälsup åt sin Vän!
Nå, sa’ Doctorn, Charon, hør!
Du kan dig mod åren lude:
Sig mig hvem så næst du før
På din sorte skude?
Fader Movitz er den ene, D
octor’n kommer sidenhen.
Nådigste min Fru Helene,
Skænk! – til afsked for din Ven!
Bellman dækkede sig her, som også andre steder, bag navnet Movitz og kunne spøge med sin egen død.
Går man igennem Bellmans omfattende digtning, kan man ikke undgå at blive berørt af de meget dystre livsvilkår, som danner baggrund for de historier, han fortalte, fremfor alt i Fredmans Epistler.
Men historierne rummer også livsglæde og livsmod. Selv mens døden i epistel 30 venter på Movitz bliver han opfordret af Fredman:
Stäm dina strängar,
Sjung om lifvets vår!
Stem dine strenge,
syng om livets vår!
Kopper
KOPPERNE, variola, var en af de store svøber. Den svenske professor Nils Rosén von Rosenstein (1706-73), kaldet pædiatriens fader, skrev, at hvert tiende barn i Sverige døde af kopper og nedbeder velsignelsen over den, der kan finde en modgift. Hopf (‘2) anfører i sin bog 1883, at andre ti procent blev stærkt vansirede af sygdommen.
Et profylaktisk middel mod denne frygtede sygdom var dog allerede i begyndelsen af det 18. århundrede blevet bekendt i Europa. Det var variolationen, der bestod i indpodning af pus fra koppepustler gennem børnenes hud (metoden kunne bestå i at man smurte koppepus på en mønt, som man så bandt på en arm eller et ben), eller indpodning gennem næseslimhinden.
Herved påførte man dem kopperne, men man havde erfaring for, at sygdomsforløbet ved denne smittemåde blev langt mildere og faren betydeligt mindre end ved spontan smitte.
Rosenstein anbefaler derfor sidstnævnte metode, som dog var vanskelig og krævede øvelse og erfaring. Som profylaktisk middel mod sygdommen, siger han, kan forsøges tjærevand eller piller med calomel, kamfer, aloe og guajak, ‘der har hjulpet mange’, men det sikreste er dog at lade sig inokulere [indpode] med pus fra syge. Man “frister ikke Gud derved, ejheller sætter man sig op mod hans almagt, idet man blot bruger et middel, den Højeste har ladet os opdage”.
I 1754 rejste den unge læge David Schulz, den senere professor i obstetrik, til London for at studere metoden. Efter sin hjemkomst skrev han et lille, populært skrift, ”Berättelse om koppors ympande” (1756), men først ti år efter oprettedes en inokulationsanstalt i Stockholm. Kong Adolph Frederic’s børn, Frederic Adolph og Sophia Albertina, blev inoculerede 1769, og man bad i kirkerne for dem. Bellman reagerer med et hyldestdigt til deres fader, da de erklæres uden for fare.
I 1794 skriver Bellman i et skæmtebrev nærmest en passant blandt andet: ‘– Caisa Stina ligger i kopporna, gu nåde den som låter ympa [pode] sina Barn, vet nådig Frun hon dör.’ Det var, som nævnt, kopper sønnen Elis døde af i 1787. Diagnosen kunne dog være vanskelig og skålkopper forveksles med et mildt forløb af kopper.
Vaccination med kokoppevaccine, som i dette århundrede har medført en total udryddelse af kopper, kom først til at erstatte variolationen i 1800-tallet. Det er derfor ikke så mærkeligt, at en af personerne i epistel 64 har kop-arret hud; Hopf nævner, at hver tiende person døde af kopper og hver tiende blev vansiret af dem, og at nogle mistede syn eller hørelse.
Sygdomme ramte børn hårdt, og andetsteds kan det ses, at 60 % af alle børn var døde før de fyldte 10 år. Bellmans moder fødte (mindst) 15 børn, hvoraf kun 7 blev voksne.
Børnebegravelser blev, trods den enorme børnedødelighed, betragtet som lige så betydningsfulde som begravelser af voksne, fx. var børnekisterne forede og til selve begravelsen mødte familie, venner og bekendt op. Hvis man vel at mærke tilhørte embedsstanden. For den fattige del af befolkningen har det ikke været helt sikkert, om man havde tid til at være til stede, – man måtte arbejde for at overleve.
Professor Rosenstein udgav sin bog, “Underrättelser om Barn-Sjukdomar och deras Bote-Medel” i 1765. Det var nyt for læger at interessere sig specielt for børn. Han anbefalede fx modermælk/kvindemælk og lang tids diegivning til svagelige børn. Han gav også anvisninger på, hvorledes et barn uden amme kunne få mælk ved at lære at die af et horn, hvis smalle ende dækkes med et tyndt skind, hvori stikkes små huller. Hans indsat var så stor, at Bellman i et hyldestdigt til Rosensteins søn kan skrive: –
Du bleka Död –
Glöm Rosenstein – det namnets skräck at finna
Har bräckt ditt glas och ljan den du bär.
Du blege Død –
Glem Rosenstein – det navn dig skræk må give –
Han brød dit glas og leen, som du bæ’r.
Tuberkulose
Tuberkulosen var tidens anden store svøbe. Den trivedes godt i Stockholms mørke og fugtige boliger, med mange personer boende tæt sammen, og situationen har derved ikke adskilt sig synderligt fra situationen i Europas øvrige storbyer. Det kan derfor heller ikke undre, at det er ‘lungesoten’, der er ved at slå Movitz ihjel i epistel 30.
Tuberkuløse patienter i en sådan tilstand, som der skildres her, ses næppe mere:
Guldguler hy, matt blomstrande små kinder,
Nedkramadt bröst och platta skulderblad.
Lät se din hand, hvar ådra blå och trinder
Ligger så sväld och fuktig som i bad;
Handen är svettig och ådrorna stela.
– – – Knäpp nu och spela;
Töm ur din flaska, sjung och drick, var glad.
Voks-gul din hud, mat-rosenrøde kinder,
indfaldent bryst, og fladt dit skulderblad.
Vis mig din hånd ! Så langsomt blodet rinder,
svulmet og blå, og fugtig som i bad;
hånden er svedig og årerne tykke.
Spil om al lykke !
Tøm hele flasken, syng og drik, vær glad.
Men Göran Hassler nævner, at den svenske forfatter Birger Vikström, som selv døde ung af TB, fandt beskrivelsen ‘en häpnadsväckande exakt medicinsk beskrivning av sjukdomen’. Tuberkulosepatienter havde Bellman set nok af, han kunne beskrive dem.
Himmel! du dör, din hosta mig förskräcker;
Tomhet och klang, inålfvorna ge ljud;
Tungan år hvit, det rädda hjertat kläcker;
Mjuk som en svamp är sena märg och hud.
Andas. – Fy tusand! hvad dunst ur din aska.
Himmel, du dør, din hoste mig forskrækker;
tomhedens klang, fra døden kom der bud;
tungen er hvid, så ængstligt hjertet tikker,
blød som en svamp er sene, marv og hud.
Ånd nu ! For fanden, hvor stinker din aske !
(Aske er et gammeltestamentligt udtryk for menneskelegemet – støv og aske)
Læg mærke til: på trods af det dystre emne i epistel 3o, så ender hvert af epistlens strofer med en opfordring til at leve, – leve som personerne plejede, – ikke noget med at give op! Se sidste strofe i epistel 30:
Nä så gutår! dig Bacchus afsked bjuder,
Från Fröjas tron du sista vinken får.
Ömt til dess lof det lilla blodet sjuder,
Som nu med våld ur dina ädror går.
Sjung läs och glöm, tänk, begråt och begrunda
Skull’ du åstuna
:/: Ännu en fälsup? Vil du dö? – Nej, Gutår! :/:
Endnu en skål ! Dig Bacchus afsked byder,
fra Freja selv, Du sidste hilsen får,
til hendes pris dit tynde blod dog syder,
trods denne strøm, der fra din åre går.
Syng, læs og glem, tænk, – begræde, – fundere,
endnu lidt mere?
:/: endnu en snaps til rejsen? Dø ?- Nej, skål! :/:
Bellman jamrer ikke. Men døden ses i øjnene.
(Helt parentetisk skal nævnes, at det diskuteres, hvorvidt den strøm, der går fra Movitz’ åre er venaesectio (åreladning) eller hæmoptyse, (ophostning af blod)).
Endnu et billede tegner Bellman fra lungesygdommenes verden: I visen ‘Hå hå, jag är nu sjuttio år’ fra 1765 beder den gamle kone om sit spyttekrus, en nødvendighed for de mange med bronchitis og /eller tuberkulose. Den gamle kone beder også om lakrids. Dr. N.I.Berlin, professor ved universitetet i Lund, fortæller i “Läsebok i Naturläran för Sveriges Almoge” følgende: “Lakritsroden er guul og har en sød Smag; i Italien koger man deraf Lakrits, som er et godt middel mod Hoste og Hæshed”.
Også i den vise, hvor Træhånden stedes til hvile, og hvor Bellman spørger om dødsårsagen, finder vi lidelser, der kan skyldes tuberkulose i dens forskellige former:
Hvad var för sjukdom, som kallat Gubben utur verlden?
Var det podager ell’ kanske pleurésie?
Nej, det var lungsot, som skynda på den sista färden,
Plågsammer hosta och gammalt fylleri.
Men i förtreten Söp han sällan brännvin se’n.
Kanske dieten
Tog Gubben hän.
Hvilken en sygdom var det, som tog ham bort fra verden?
Podagra, snue ell’ kanske pleurési ?
Nej, lungesoten var det, som stoppede hans færden,
Hoste så plagsom og gammelt fylderi!
Under retræten Drak han ganske sjældent sprit,
Kanske diæten
Så gjorde sit!
Pleurésie står her for lungehindebetændelse.
Man får helt ondt af Træhånden, sådan som Bellman, lidt ironisk, beskriver hans sidste tid med en trist diæt; – men selvom Bellman, (og også Holberg fx. i Barselsstuen), synes at vise mistillid til lægerne og deres diæter, følger de mere en Molière-tradition end tidens egen holdning, som var mere positiv, hvad man også kan se af Bellmans hyldestdigt til Rosensteins søn.
Ernæringen
var ofte dårlig og årsag til megen sygelighed. I epistel 35 fortæller Fredman om de vildfarne brødre, at de bløder fra tunge og tand, og det er et kendt og tidligt tegn på skørbug. Allerede i 1600-tallet vidste sømænd, at skørbug kunne behandles med saften fra citrusfrugter, men selvom citroner var til salg også i Stockholm (se fx epistlerne 33 og 63) , så brugte man dem ikke mod skørbug, og de har vel også været luxusvarer. Det var også kendt blandt søfolk, at skeurt, en plante, der vokser på strandenge, kunne forebygge skørbug.
Der skal ikke så meget C-vitamin (ascorbinsyre) til. – en daglig dosis på ca 10 mg er nok til at hindre synlige tegn på skørbug, mens der skal ca 30 mg til for at sikre hele organismen tilstrækkeligt. 10 mg er, hvad der er i ca. 5 gram grønkål, og den grøntsag havde mange i urtehaverne. Den kan være ‘vinterfast’ og hentes ind til madlavning året rundt. En familie med 5 børn kunne altså have undgået skørbug ved at spise 35 g grønkål daglig.
I indledningen i sin ‘Levnedsbeskrivelse’ fortæller Bellman om sine spisevaner: “spiser, efter appetit, lidt og godt;, Søndag hvidkål – Torsdag ærter, Lørdag strömming.” Man skal ikke tage ordene helt bogstaveligt, de skal nok mere illustrere, at Bellman var et godt og beskedent menneske, med beskedne vaner. Men hvidkålssuppe har været svensk nationalret om søndagen, og ærter har dengang også været almindelig mad. I 100 g hvidkål, ligesom i 100 g ærter er der godt og vel 30 mg ascorbinsyre. (Strömming indeholder ikke ascorbinsyre).
I kartofler, der ikke kræver, at man selv har adgang til en urtegård med friske planter, og som man kan opbevare indendøre, er der ca 15 mg C-vitamin pr 100 g, i hvert fald til henimod januar. Det er altså heller ikke så vanskeligt at dække det basale behov med dem.
I “Läsebok i Naturläran för Sveriges Almoge” ses, at kartofler blev indført i Sverige i 1723 af Jonas Alströmer, – men i Cajsa Wargs kogebog fra 1773 er den ikke med som et almindeligt tilbehør, og så sent som i 1787 skriver Bellman (i epistel 79), at Fredman til et måltid spiser een kartoffel, og at han roser den:
Noch för den där Potates, som jag i mig drar,
Hvad den var rar ://:
Och trind och platt.
– og for den her kartoffel,som jeg også ta’r
og gennemskar,
så rund og glat.
Som professor Berlin skriver: “[Alströmer] plantede den [kartoflen] og søgte at udbrede den blandt Almuen for at der ret kunne blive noget Nytte af den; men da hed det almindelig, at de ikke vilde dyrke nogen plante, som deres Fader og Farfader ikke havde dyrket; at det var Synd at indføre denne fremmede Plante; at hvis det havde været Guds Villie, at de Svenske skulde leve af Kartofler, så havde Gud vel selv ladet Kartoflerne voxe i Sverrig”. Og hverdagskost blev den først sent i 1700-tallet. Interessant nok var man allerede 1746 begyndt at bruge den til fremstilling af brændevin.
Uden at fortabe os i betragtninger over syltetøj, tørring eller kogning af grøntsager osv. kan det konstateres, at ascorbinsyre-indholdet i den almindelige mad er lavest om våren. Det tager ca 3 måneder at udvikle symptomer på skørbug, hvis man slet ikke får tilført ascorbinsyre, – og uden behandling dør man. Før hen i maj måned er der i Stockholmsområdet vel knapt friskt grønt at finde, og årets første friske frugt er jordbær! De indeholder knap 60 mg ascorbinsyre pr 100 g, – en lækkerbidsken der tilbydes Ulla Winblad en sommerdag ved middagstide. Men der er langt fra januar til sommeren, mere end tre måneder, og mange er kommet i alvorligt C-vitamin-underskud. Bellman skrev selv til nogle bekendte den 28. august 1794 (efter ophold i gældsfængslet og 5 måneder før han døde) at ‘han har været syg, elendig af skørbug og er under Lægebehandling’. Behandlingen har været skeurt, og planten kaldes da også ‘lægecochleare’.
Bellman foreslår i 1789, i nogle muntre bordvers, skeurt som kosttilskud til lægen, Assessor Schulzenheim, – har der foresvævet ham noget om forebyggelse? I ceremoniellet ‘på Barbara dag fjerde gången’ slåes Jægermester Stenberg til ridder. Under sin edsaflæggelse siger han, at skovens og vinens safter rinder i ham, – og han føjer til: ‘Birkesaft er mit liv og brændevin er min helse’, – og birkesaft har været anvendt mod skørbug. Men trods sømænds erfaring med citrusfrugternes saft og erfaringer med anvendelse af skeurt og birkesaft skriver Ludvig Hopf endnu i 1880’erne, at man kan forebygge sygdommen ‘ved tilstrækkelig og forskjelligartet Føde, ved en god ulden Dragt og daglig Bevægelse i fri Luft’. Behandlingen angiver Hopf som saften fra ‘skarpe’ (i.e. stærkt smagende) planter, heriblandt den nævnte skeurt, og fra syrlige frugter. Indholdet af ascorbinsyre i skeurt er ikke kendt, men planten er i familie med kål, og både saft og blade fra skeurt og saften fra syrlige frugter har troligen haft effekt. Men hverdagskosten har for ‘brødrene’ og mange andre ikke indeholdt tilstrækkeligt af ascorbinsyre.
I ‘Vävarnas Barn’ anføres skørbug som en almindelig fængselssygdom, som man forsøgte at behandle med sild dyppet i eddike. Det har nok været billigt og har med sikkerhed givet en ‘skarp’ smag, men det har ingen effekt på skørbug.
Til syvende og sidst var problemet vel det, at man ikke rigtig vidste, hvad årsagen til skørbug var, – og skorbutisk hævelse af gummerne og sårdannelser i munden med blødninger til følge var derfor velkendt. Først omkring 1910 kunne det fastslås af nordmændene Holst og Frølich (*14), at skørbug er en mangelsygdom, af et vandopløseligt stof, der findes i b. a. grønne blade, og ikke før 1932 blev askorbinsyre fremstillet.
Hungersnøden
var ikke heller nogen fjern trussel. Den lurede i 1761 – 62, hvorfor man forbød brændevins-fremstilling af korn, som nu skulle bruges til brødbagning. Truslen blev reel i 1771 og 72 og påny i 1785, hvor bønder (i Halland) døde af sult. Kartoflen blev siden her, som vel i resten af Europa, af stor betydning som basiskost, både hvad angår kalorier og C-vitamin.
Troels-Lund skriver i Dagligt Liv i Norden, om hvorledes man under hungersnød forsøgte at klare sig ved at bage barkbrød. Hertil benyttes den indre bark af fyrre- og elmetræer og den skal rives af træerne inden august måned, hvis træerne skal overleve. Barken tørres i ovn, skæres og stødes i små stykker og males til mel. Elmebark skal have været lettest at bage til brød, og man anså den for mere nærende end barken fra fyrretæer. Barken fra andre træer nævner Troels-Lund ikke i den forbindelse.
Under disse forhold kan det derfor ikke undre, at Bellman af og til drømte om et stort, af mad bugnende bord, sådan som han beskriver det i bordvisen, Fredmans sang nr 9, skrevet i selve hungeråret 1785, – og bemærk, han nævner ikke kartofler i visen:
Nå ödmjukaste tjenare, gunstig Herr Värd!
Klang! en klunk uppå Skinkan innan Steken blir skärd.
Hvad den Soppan den var delicat utan flärd,
Och de Fricadellerna, charmanta Herr Värd!
Sill-salaten förträfflig med äplen och lök!
Delicieux den Kalkonen i sin flottiga rök!
Maken Bringa näplig fins i Konungens Kök!
Råga mer i glasen, och den Punschen försök.
Din ærbødigste tjener, min kære Hr.Vært!
Skål, et glas efter Skinken, snart blir Stegen servert;
hvor den Suppe dog var liflig og helt uden snert,
og de Frikadeller var charmante, Hr.Vært!
Og salaten med sild, skøn med æbler og løg,
deliciøs var Kalkunen, med en fin duft af røg!
Næppe sådant bryst i Kongens køkken i dag!
Fyld nu glasset, prøv så Punchens herlige smag.
Alkoholindtagelsen
var stor, – og udgjorde en stor del, af de kalorier, man indtog. Vi er så vant til at mene, at man dengang drak umådeholdent, mens vi nu er mere ædruelige. Som et kuriosum nævnes ofte, at man i Stockholm på den tid havde en kro for hver 100 indbyggere, børn inklusive, omend nogle kroer nok ikke var mere end et vindue, som hos Jakob Skomager i ‘Jeppe på Bjerget’. Det svarer til at vi skulle have 10.000 kroer i det storkøbenhavnske område i dag, og vel noget lignende i Stockholm. Det lyder voldsomt, men da der idag findes mange andre steder at købe alkohol end på kroer, – selv en grønthandler kan ses at sælge vin, – foruden det, der brygges og destilleres hjemme, så er en direkte sammenligning nok for vanskelig. Men i dag er det dog vel alligevel de færreste, der ‘till det minsta två gångor, för allas åsyn legat i rännstenen’, – en beskrivelse af nogle af de personer, Bellman anvendte i sin viser.
Hvorfor drak de så meget øl og snaps? Foruden ‘latter, sang og fryd, var den salte mad en god og forståelig grund, og måske vinterkulden, gigt ? –
Man kunne dog, også dengang, finde på at anvende alkohol som behandling af egen melankoli og for at ‘glemme verdens små besvær’ – eller de større.
I Bellmans tidlige digtning har vinguden Bacchus, fået mange professioner, – og selvfølgelig skriver Bellman også om Bacchus Medicus, og for ham er der nok kun en medicin, der duer:
Bacchus satt bakom gardinen
I sin nattrock vid ett krus
Som en æsculapius,
Grunda medicinen.
Boken som han läste
Bar så våta satser
Om fylleri ://:
På de torra platser.
Bacchus sad skjult af gardiner
I pyjamas med ett krus
Som en æsculapius,
Digted’ mediciner.
Bogens text, han læste
Nævnte mange glæder
Ved fylleri ://:
På de tørre steder.
Bellman kender rusen i alle dens faser, og antallet af drikkeviser er meget stort; vi hører om glæden, frigørelsen i rusen, indtil det overstadige. Som blot i de to første linier i ep 1:
Gutår båd natt och dag!
Ny vällust, nytt behag!
Skål både nat ogh dag!
Ny vellyst nyt behag!
I et digt fra 1767 nævner Bellman et par ikke helt ukendte symptomer på drikkeriets følgetilstande:
Den som nykter är mellan tio och elfva,
Aldrig nå’nsin för en sup lärt at skälfva,
Ej haft brännvins-hufvudvärk, – Pitehäja
Är en usling, lär och märk. – Polimäja
Den som ædru er klokken ti eller elve
Aldrig prøved efter en genstand at skælve,
Ej haft snapse-hovedværk, — Piteheja
Er en stakkel, det bemærk! — Polimeja.
(Piteheja – Polimeja har Bellman fra Jeppe på Bjerget, –han bruger dem af og til – her må man sige ret apropos).
Og i et digt fra 1766 skriver han (på melodien: Beau Masque Comment):
Ma foi jag futtigt mår
För litet ro i går
Mitt hufvud och min arma buk nu plikta får
O rus du slemma ting
Min skalle går omkring
Och buken ger mig knorr och morr och ränn och spring
Mitt i natten
Dricka vatten
Ligga se’n och spy
Sådant kan båd’ kropp och mod och hälsa bry
Vaken drömma
Och förglömma
Hur man kom i sängSådant kallar jag en mustig eftersläng.
Ma foi, så skidt det står!
Jeg sløj er fra i går!
Mit hoved og min arme bug nu straffen får.
Oh, rus! Du slemme ting,
Min stue kør omkring,
Og bugen gir mig knurr og murr og rend og spring!
Jeg får hikke,
Og må drikke,
Siden må jeg spy!
Sådan kan ens mod og sundhed dagen efter fly!
Vågen drømme,
Og så glemme
Når man kom i seng.
Sådan tilstand synes jeg er temlig streng.
Her får vi skildret en solid eftervirkning med masser af, for de fleste, genkendlige detaljer, tilmed en beskrivelse af et ‘black out’, efter en munter maskerade. Og disse strofer er jo ikke de eneste Bellman skrev om det emne.
Senere i sit liv skrev Bellman også om det kværulerende, aggressive stadium, og om impotensen – og deliret! Epistel 53 indleder ganske enkelt med:
Vid et stop Öl och några Supar
Fladdrar Snillet mörkt och plumpt
Ved et krus øl og flere dramme
blafrer tanken mørkt og plumpt;
Og i epistel 44 går det galt for Movitz! Fredman kommenterer:
Kör i Bacchi fårar
Up til Fröjas myrten~port,
När du dig utkorar
Någon Brud så fort;
Drick ej mera än du tål,
Tänk på dina göromål,
På din Chloris, där hon ligger
Pigger,
Visar dig sin blomsterskål.
Drik ej som en dåre,
vil hos Freja Du til dans
og en brud dig kåre,
undgå Bacchi krans! *)
Drik kun sparsomt Bacchi skål,
tænk på dine gøremål,
på din Chloris, der hun ligger
sikker,
viser dig sin blomsterskål!
*) i.e. rusen
I epistel 73 beskriver Fredman Jergen Puckel i en situation, der ofte er blevet fortolket som et delirium. Men situationen er nok fra Bellmans hånd en genfortælling af Faust-myten, som var velkendt som dukkespil dengang, med Jergen Puckel, den tyske håndværkersvend, i hovedrollen. (Gunnar Hillbom, pers.comm.)
Billedet af et begyndende delirium ses derimod i epistel 24:
Kära Syster!
Mig nu lyster
Med dig tala förr’n jag dör.
Dubbelt Öl ger godt humeur;
Enkelt Öl jag aldrig smakar;
Bränvins ångst mit hjerta skakar,
Och jag står vid grafvens brädd
Som en Bacchi hjelte klädd,
Men föragtad och försmädd,
För min egen skugga rädd.
Kære søster,
mig nu lyster :
Tale med dig før jeg dør. :/:
Kraftigt øl gi’r godt humør;
andet øl jeg aldrig smager;
fusel-angst mit hjerte plager,
og jeg står ved gravens bred
klædt i Bacchi herlighed,
men foragtet, i fortræd,
for min egen skygge ræd.
Netop angsten og den forvrængede oplevelse af synsindtryk, – her ‘ræd for sin egen skygge’, er en hyppig form for begyndende delirium. Måske forsøger Fredman, ud fra tidligere erfaringer, at drikke sig ud af situationen, – (‘klædt i Bacchi herlighed,’ står her for en rus.)
Og mens vi er ved de alvorlige konsekvenser af fylderiet: i epistel 78 findes fire linier, som får en til at tænke på akut leversvigt:
Grälmakar Löfberg, gul som et lik,
Förbanna sej och all sin musik,
Och slog så Dulcian bums i väggen och dog
På nästa krog.
Knarvorne Löfberg, gul som et lig,
forbanded sig og al sin musik,
han døde med knækket fagot, da han drog
til næste kro.
I epistel 30 siger Fredman til Movitz, efter at de har prist vinguden:
Utur hans kärl din död i droppar flutit
Helt oförmärkt med löje, sång och ro
Ja detta glas bedröfligt inneslutit
Glödande maskar, viI du Movitz tro.
Alt är förtärdt, dina ögon de rinna,
– – – Tarmarna brinna.
Men i hans glas, har døden sig formummet,
narret sig ind med latter, sang og fryd.
Ja, dette glas bedrøveligt har rummet
glødende orme, Movitz, hvilken død.
Alt er fortæret, og øjnene rinder,
tarmene brænder.
‘Orme’ kan måske være et billede hentet fra Herodes Antipas’ ubehagelige død, (filaria?) beskrevet i Apostlenes Gerninger kapitel 12 vers 23, – og indvoldsorm af forskellig slags havde de fleste nok oplevet ved selvsyn.
Som før nævnt var alkolhol også anvendt mod elskovssorger, som i epistel 35.
Linné er bekymret. Han skriver (ifølge Godfred Hartmann i “Gustav III og Stockholm”) et sted om indtagelsen af brændevin: “Det kommer meget an på dosis eller mængden og styrken af brændevinen, hvorefter det opmuntrer, styrker, letter sindet, gør en glad, lystig, åbenhjertet, ynkelig, læspende, naragtig, dinglende, søvnig, dør … andre har for vane på mandfolkevis at tage kronbrændevin, på fastende mave eller før kaffepunchen. Disse betænker ikke, at brændevinen, det blev der sagt, får alle væsker i kroppen til at koagulere og løbe sammen … og ved hjertet danner polypper eller blodpropper, som aldrig opløses, men gennem heftige feberanfald, gulsot og vattersot farer dem hovedkulds i graven.
Derimod lever de, der daglig nipper til deres finkeljokum, ganske vist længe, men de får en skrøbelig alderdom med skælvende lemmer og ødelagte sanser, som bestandig kommer i ulave og vil gå i stå, hvis de ikke bliver kvikket op med morgensnapsen, formiddagssnapsen, appetitsnapsen, middagsmadssnapsen, eftermiddagssnapsen, aftensmadsnapsen og aftensnapsen. Thi det er med slige spirituøse sager og vore spændte nerver næsten som med regn og takkelagen på et skib. Tovene står spændte, og når regnen kommer, spændes de endnu mere, så de er lige ved at springe, men så snart væden er tørret væk, bliver tovene langt mere slappe, end de før var, så master og stænger rokker og hælder, indtil der kommer en ny regnbyge, som igen får dem til at stå fast. Derfor ser man den elendige brændevinsdranker, når han om morgenen kommer ud af sengen, være modfalden, skælvende, melankolsk og syg i alle lemmer, så han knap nok kan sætte glasset til munden uden at spilde af det, men så snart han har fået sig et par snapse, så tovene i hans krop bliver spændte, bliver han næsten munter, eftertænksom, glad og på sin egen måde rask, indtil denne væske er fordampet. Så må han igen gribe til sin panacé eller hjertestyrkning og på den måde hutle sig igennem sin tid“.
Men Linnés betragtninger synes ikke at have haft nogen virkning.
Gustav den tredje lod i 1770’erne opføre 3000 kroer over Sverige og Finland. Det var for at fremme salget af brændevin fra kronens egne brændevins-brænderier, som skæppede godt i statens/kongens kasse.
Interessant er det, at Linné skriver, at de, der daglig nipper til deres finkeljokum, ganske vist lever længe (hvor lang tid det så er), men så opregner han morgensnapsen, formiddagssnapsen, appetitsnapsen, middagsmadssnapsen, eftermiddagssnapsen, aftensmadsnapsen og aftensnapsen. Det ville vi nok ikke regne for at nippe. Men Fredman og de øvrige personer, der beskrives af Bellman, var ikke alkoholister i vor forstand: – de adskilte sig jo ikke fra omgivelserne i deres drikkevaner.
Stockholms brønde
Man kunne naturligvis forestille sig, at almindeligt, lokalt brøndvand ville være godt mod al den stockholmske tørst. Men anvendelse af det var en umulighed. Byens brønde var elendige, vandet var livsfarligt forurenet, og/eller ofte brakvand. Derfor er det en virkelig delikatesse, når Ulla får tilbudt rent vand fra kilden (epistel 71.)
Der var hverken dag- eller natrenovation. Affaldet fra husene hobede sig op i gaderne, det flød allevegne, fordi borgerne selv skulle sørge for bortskaffelsen. Når man tænker på, at grise og hunde – og rotter og fluer havde fri adgang til affaldet og forøgede det med deres egne efterladenskaber, kan man let forestille sig beskaffenheden af det vand, der drev af sted i gaderne i tilfælde af regn, eller når tøvejr satte ind ved vårens komme. Det vand endte i brøndene, som så blev stærkt forurenede, fx af salmonella. En medicinsk professor (Cederschiöld), skriver så sent som 1827 i en rapport om Stockholm, at ‘luften er altfor opblandet med usunde dampe fra de sumpede vandområder [som lå udenfor byen], de enorme gødningsbunker og de mudderfyldte rendestene. Vandet er snavset og uanvendeligt til madlavning. Man vasker udfor lagre af latrin . . ‘ Vandet [i Nybroviken/Ladugårdlandssviken] var på grund af mængden af gødning tyk som mønje – man hentede vand dér til og med til madlavning.
Bellman skrev i 1788 tre viser (de to dateret den 12 Juli), som er blevet fremført ved helsebrønden på Sabbatsberg, hvor Bellmans ven, Anders Blad, var ansat som læge, – og vandet dér har været rent. Man ser, at nok drak folk vand fra sundhedskilder og Bellman vel også, men han undlader dog ikke kraftigt at anbefale, at man også får noget vin! Og han meddeler om vandet:
Glaset med vatten
Ger fägring snart god natt
Och under hatten
Gör ögats eld så matt.
Och gunga här
Och promenera där, Sådant är
At sönderbryta Bacchi tratt.
Glas kun med vand i?
Så skønhed: dybt go’nat!
Ingen forstand i,
Thi øjets ild bli’r mat.
Og gynge her,
Og promenere der,
Sådant er
At rent foragte Bacchi skat.
Man havde længe i Europa og også i Sverige været meget interesseret i de naturlige mineralvandskilder. Den berømte Stockholmlæge, Urban Hiärne arbejdede med at analysere det vand, man fandt i kilderne, og i 1678 opdagede han Medevi brønden nord for Motala, hvor han fik oprettet et siden meget søgt kursted, og i 1708 gav den tyskfødte læge Johan Jacob Döbelius en beskrivelse af Ramlösa Hälsobrunn, der gjorde Ramlösa bekendt. I et skæmtedigt fra 1787 til Mademoiselle Chapman ved Djurgårds-Brønden lader Bellman en ung pige, der søger plads, nævne, at hun har drukket Selzer, Spaa och Seydschützer bitter-vatten. I et andet digt nævnes Pyrmonter-vatten (fra Tyskland), så rent brøndvand blev importeret.
Hygiejnen
var som nævnt ikke stor. I sommeren 1786 opstod en voldsom epidemi, kaldet ‘rötfeber’ (eller Ekolsundsfebern), som krævede mange dødsofre. Årsagen var ukendt, men den ringe hygiejne har givet god grobund for epidemier. Bellman skrev i den anledning – og nævner her igen Naturens fordringsrätt:
Aldrig har Augusti dagar
Sammanbragt sa många qual;
Dödar och Doctorers tal
Kring om stadens malmar jaga
Med båd lior och lancett;
Manga ögon, fordom glada,
Sig i bittra tårar bada
Vid Naturens fordrings-rätt.
Aldrig har Augusti dage
sammenbragt så megen kval;
Død og lægers hobetal
rundt i byen ses at jage
Med båd’ leer og lancet:
Mange øjne fordum glade
Sig i bitre tårer bade
Når naturen ta’r sin ret!
I øvrigt er strofen første del af et navnedagsdigt til Lovisa Grönlund, Bellmans senere hustru, hvori han ønsker:
– – at hvart ett pulse-slag
måtte lif och helsa före,
– – at hvert et pulsens slag
måtte liv og helse føre ,
–et ønske, der må forekomme rimeligt, ikke mindst på baggrund af epidemien.
At død og doktor drog rundt sammen er naturligvis også ment som en spøg, men næppe uden et vist indhold af sandhed.
Bellman selv fik ‘koldfeber’ (Frossan), dvs. malaria i 1773. Og som så ofte, med udgangspunkt i en reel situation, digtede han, hvad der siden blev Fredmans sang nr. 18. Her ser Fredman i sine feberfantasier, hvordan ‘de andre’ har det lystigt henne på kroen, hvor han selv plejer at komme. Han synes at se, at bordformanden sender et krus ned imod ham, men han kan jo ikke nå det, han ligger jo hjemme. I sin febervildelse oplever han tilmed, at der er en, der vil angribe ham:
Min vän med Stopet Numro Fyra,
Rödblommig som den skönsta ros,
Så stursk och fräck som en Matros,
Med tio pund i Engelsk hyra,
Fördömmer mig til afgrunds djup;
Han hade lust mig söndersåga,
Om jag ej i min kulna plåga
Vid paroxysmen tar en sup.
Min ven med kruset nummer fire,
der blomstrer som en abrikos,
så kry og fræk, som en matros
med mange pund i engelsk hyre,
idømmer mig en
helvedsdom;
at slå mig sønder ham nu lyster,
imens af kulde her jeg ryster,
hvis ej jeg drikker et glas rom.
Men der står bare øllebrød og havresuppe på hans bord – og så Jalappe, det førnævnte afføringsmiddel, om det nu har været brugt som middel mod malaria? Malaria kan give diaré, som just Phoebus har det af samme grund i FS 12:
Phoebus ej mägtar,
Han sig ursäktar,
Gubben har durchlopp och dras med qvartan; –
Phoebus beklager,
intet ham smager,
gubben fik durkløb på grund af qvartan;
– og man kan formode, at man med et afføringsmiddel har ønsket at understøtte, hvad man ud fra humoralpatologien opfattede som naturens egen behandlingsmåde: at fordøjelseskanalen tjenestegør som et afløbsfilter for de overflødige væsker; men for os lyder det nærmest, som at man med denne metode ville drive Djævelen ud med Beelsebub! Så havde kinin, som man allerede dengang brugte mod malaria, været bedre.
Gigtsygdomme
har også været plagsomme. ‘Podager’ kan i ovennævnte digt om Træhånden have stået for rheumatiske sygdomme i almindelighed uden større skelnen, og her kan Bellman så have tænkt på gigtfeber, som jo kan medføre livstruende hjertelidelse. –
Men gigt, som ‘kraftige smerter i muskler og led’ må i kolde og fugtige boliger have været hyppig. Som kur foreslår Bellman i et rimet brev til en ven at lytte til stærk musik, som kunne lindre, måske fordrive, hans gigtsmerter, – om det nu har været den gængse opfattelse? men gigt kan jo være så meget.
Til en anden ven sendte Bellman svovl og alun for hans gigt. Han blev derfor meget skuffet, da vennen returnerede varerne sammen med nogle ubehagelige bemærkninger. Det fik Bellman til at skrive et længere digt, der slutter med at kalde vennen En otacksam Gök!
Erotikken
blomstrede (også) i 1700-tallet. Og prostitution var sandelig forbudt, delvis tolereret og meget udbredt.
Det er derfor ikke uden grund, at Movitz i epistel 48 bliver advaret mod risikoen for at få pokkeren (= syfilis), der især bredte sig voldsomt fra omkring 1770:
Akta näsan du på dej
För hvar vacker flicka.
pas for pokker dog på dig
selv i elskovsstunden.
Som man ser, står der i Bellmans originaltekst : Akta näsan du på dej, –. Her er tænket på det sensyfilitiske symptom ‘saddelnæsen’, (nasus sellaris), som opstår ved at næseryggen tæres bort og synker ned, en ulykke som jo kunne ramme Movitz, hvis han blev smittet. Det er sikkert også det, der hentydes til i epistel 14 om broder Wetz’ næse, der er præget af Frejas hær.
Bellman synger ellers gerne de lette pigers, nymfernes, pris og beskriver dem i sin digtning altid som smukke og attraktive, men her nævnes dog, at et erotisk bekendtskab kunne rumme farer.
Afdankede soldater, invalider af forskellig art, blev brugt som betjente i sædelighedspolitiet, men trods deres eventuelle handicaps kunne de ind imellem være effektive nok. I epistel 36 ankommer fire halte gubber for at hente Ulla Winblad, og en, der tilmed er blind, vandrer bort med hende. Det lyder lidt mærkværdigt og temmelig usandsynligt. Men utvivlsomt har det moret, når Bellman fortalte det. Og blind må man nok være, når man sætter selve skønheden i spindehuset.
Men utugt var (heller ikke dengang) begrænset til prostitution. Egentlige faderskabssager har der måske ikke været, man har nok holdt sig til det kendte: pater est, quem nuptiæ demonstrant. Problemet har dog været der, og i epistel 57 får vi beskrevet en sådan situation og den dengang eneste mulige løsning: hvem ligner barnet?
Sitt ej discanta om mej och min gumma,
Peka ej fingret åt hufvud på mej;
Pojken är lik mig och gjorder in summa
Borta vid Danto, det fan far i dej!
Samma ögon, samma miner,Samma upsyn, butter och tvär;
Redan pojkens näsa skiner
Likså röd som min ungefär,
Stop med at fjante om mig og morlille,
pege med fingren og sigte på mig!
Drengen jeg gjorde, dengang jeg det ville
ovre ved Danto, – hvad rager det dig?
Mine øjne, mine kinder og som jeg, så sur og tvær!
Drengens næse også skinner
rød som min, så ungefær.
Bellmans viden på området var stor. I Bacchi Tempel nævner han ‘sære spisevaner’, som forekommer hos gravide, Ulla beder om at få lov at ryste et kirsebærtræ :
Prestinna! vågar jag den röda grenen skaka?
Min lystnad tvingar mig ett enda bär at smaka,
Till lisa i min värck afplocka några få!
Præstinde! vover jeg den røde gren at tage?
Min lyst den driver mig et enkelt bær at smage
Til lise for min trang at plukke nogle få!
Også en fødsel har han jo med blandt epistlerne. Sin sikre viden om de ydre omstændigheder, forvirringen, behovet for varmt vand, hans kendskab til at kommen blev betragtet som et ve-fremmende middel osv., kan han meget vel have fra sit barndomshjem med de mange fødsler, men Gunnar Hillbom nævner i sin forelæsning over “Fredmans epistel N:o 43”, at Bellman også kan have læst i Johan von Horns ‘Den swenska wäl-öfvade Jordgumman.’ Johan Horn citerer i sin bog følgende digt af Sophia Elisabet Brenner, hvor hun sidestiller den fødende med (blandt andre) soldaten, der tusind gange trues af døden.
Har den ful orätt talt? som fordom dessa tre
I Fahren lijka hölt, i lika Ordning stälte
En Siö-Man den i Storm sig will åt Hafwet gee;
En Wåndande som står med Foster under Bälte;
Och en den uti Fält till Slags sig färdig gör
Där Döden en gång ey, men tusend Resor mötes
Hur nödigt är det då at Barn-Sängs Hustrur skötes.
Har den ond uret talt, som fordum disse tre
I fare lige holdt, i samme orden meldte:
Den sømand som i storm sig ud til havs vil gi’,
En fødende, der står med foster under bælte,
Soldaten som i strid til slaget rede står,
hvor døden vil ej een, men tusind gange jage ?
På Barne-moders tarv man derfor vare tage.
I epistel 43 nævnes det så konkret, at mange dødelige farer truer den fødende, måske netop inspireret af ovennævnte digt:
Sjung Nymphen en sång,
Dess hjerta ängsligt brinner;
Det blod där inne rinner,
Snart en ljuflig svalka finner,
Delar sitt språng;Skönhet, hvad tvång!
Tusend dödar kring dig stimma;
Ända i din kärleks timma,
Måste du en död förnimma;
Masken dold i blomman bådar blommans död.
Syng nymfen en sang,
thi hjertet ængstligt brænder;
det blod, som heftigt rinder,
snart en liflig lindring finder,
ændrer sin gang.
Skønhed trods tvang!
Dødens trusler om dig trænges;
selv i kærlighedens time
høres dødens klokker kime.
Ormen skjult i blomsten varsler blomstens død.
Ormen, der er skjult, er nok her primært et billede på vores ‘medfødte dødelighed’.
Man formodede dengang, at belastningen af den gravide kvindes kredsløb skyldtes, at barnets og moderen havde fælles kredsløb, således at moderens hjerte skulle pumpe blodet rundt i begge legemer. Fødslen blev derfor en lettelse for moderen, – (snart en liflig lindring finder,–). På det tidspunkt var stethoskopet endnu ikke opfundet. Men historien om dets opfindelse fortæller meget om, hvorfor man ikke kendte til barnets hjertelyde, som ellers ville have fortalt, at barnet havde sit eget fungerende hjerte og sit eget kredsløb: Den franske læge René Théophile Hyacinthe Laennec (1781-1826) blev i 1816 konsulteret af en ung kvinde, som var så fed, at han ikke kunne føle hjertets stød mod brystkassen. At lægge øret til hendes brystkasse var utænkeligt, (og at lægge øret til en fødende kvindes underliv må have været helt umuligt,– og hvorfor skulle man iøvrigt også det ?) – men han kom til at tænke på, at han havde set børn lege med en træstok, og at de morede sig med at sætte den ene ende mod øret, mens andre krattede på den anden ende med en nål. Træstokken førte så lyden op til øret. Han tog et stykke papir og rullede det sammen til en cylinder, holdt det mod kvindens bryst, – og hørte tydeligt hjertelydende og rytmen, – og havde dermed opfundet princippet for stethoskopet. Morsomt nok anvendes stethoskoper af træ, ligesom de tidligste, stadig netop i obstetrikken, mens det stethoskop, der almindeligvis anvendes, er forsynet med bløde gummi- eller plastslanger, så man bekvemt kan kan stå og lytte.
Ildsvåde
hørte til blandt de ulykker, der kunne ramme, – og særlig stærkt i en by med træhuse og snævre gader. I 1771 skrev Bellman den kendte epistel 34. Til Movitz, när elden var lös i hans Qvarter uti Kolmätar-gränden. En visuelt stærk og levende beskrivelse af en ildebrand, men holdt i en distanceret og munter tone. At bybrande medførte katastrofer og ruinerede mennesker, var Bellman dog ikke i tvivl om. Der var storbrand i Stockholm i 1751 og igen i 1759, hvor der brændte 300 huse, og i 1788 appellerer han til folks godgørenhed i forbindelse med branden i Ulricæhamn og priser i et digt ‘Herr och Madame Price’, som gav en cirkusforestilling til Benefice för de af Eldswåda olycklige Ulricæhamns Inwånare’. I 1794, i begyndelsen af marts, skriver han to strofer, För de Nödlidande vid sista olyckeliga branden i Göteborg. Her er slutningen, – og der ingen munterhed eller distance:
Skåden mellan grus och bränder
Edre arma Likars nöd,
Som af er begära bröd,
Nakna, med förbrända händer.
Se ruiner, huse brænder,
Se din arme næstes nød,
Som af jer begærer brød,
Nøgen, med forbrændte hænder.
Sygdomsbehandlingen på Bellmans tid
Den medicinske viden
var ikke stor og behandlingsmulighederne ringe. De medicinske teorier, som holdt sig længe efter Bellmans tid, var vidtgående spekulative og afledt af den klassiske humoralpatologi. Den opfatter sygdom som en forskydning i balancen mellem de fire væsker, som mennekelegemet indeholder: Blod, slim (phlegma), gul galde og sort galde. Disse væsker betingede så igen de fire temperamenter: det sangvinske, det phlegmatiske, det choleriske og det melancholske, og det hele relateredes til de fire elementer: luft, vand, ild og jord. Man kan ikke undlade at citere hvad disse teorier inspirerede Bellman til at skrive i 1760’erne! Det blev siden i Fredmans Handskrifter betegnet som: Fragment af Bacchi disputation De origine Juguli eller Strupens Ursprung: “Ingen kan benægte, at musklerne i menneskets krop ere sammensatte af disse tvende elementer: Ild og Luft; som følge heraf indeholder alt hvad vi kalde ild og luft intet andet, end et flygtigt væsen, skjult i muskler tilhørende menneskers og dyrs legemer. Disse muskler ere af tvende naturer: Musculi Corporis & Animi. Til musculi corporis høre i sær-deleshed visse membrana[e], som af Boerhaave i sine Elem. IV Tom. 5 kommer under en særlig klasse og kaldes Buccinatores, hvilke atter fördeles i Buccinatores Majores & Minores.
Ja strupen har små musculi,
Ständigt vill de våta bli,
Drufvorna suga liksom små sockerbref,
Den första strupa Adam bar,
Evas se’n den andra var,
Cains den tredje och Abels den fjerde blef
God tår! ://:
Nu höra vi ://:
De origine juguli.
Ja struben har små musculi,
Stadig vil de fugtet bli’,
Suge og dyppes i druedrik,
Den første strube Adam bar,
Evas så den anden var,
Cain den tredje och Abel den fjerde fik
God tår! ://:
Nu hører vi ://:
De origine juguli.
Datidens berømteste mediciner var den hollandske læge Herman Boerhaave, hos hvem også Linné studerede. Han mente, at det medicinske studium måtte hvile på en nøje iagttagelse af alt, hvad der foregår i sunde, syge, døende og døde mennesker. Man skulle sammenligne patientens symptomer med de fund man kunne gøre ved obduktion. Trods disse klare og fornuftige tanker forblev patientbehandlingen alligevel mere spekulativ end biologisk præget.
Humoralpatologiens teorier medførte, at man fx mente, at et udslet, en betændelse eller anden irritation i huden var en tilstand organismen selv fremkaldte for at bekæmpe en sygdom ved at skaffe sig af med den væske, der var til stede i overskud. Det igen ledte til behandlinger, hvor man søgte at understøtte naturens måde at reagere på, fx ved indgnidning af kamfer på huden med irritation af huden og væskeudsivning til følge, eller ved at behandle diaré med afføringsmidler. Behandlinger, som nok kan have haft effekt på patienten, men ikke på sygdommen. I ‘Lust-Spel’ fra 17 Juli 1790 lader Bellman en ‘Spansk flue’, et blæreskabende plaster, være ordineret af en doktor mod en blegn, og det er naturligvis ment som en vittighed, men ‘en spansk flue’ har i andre situationer været anvendt langt op mod vor tid til at ‘trække sygdomme til sig’.
Åreladning er et andet exempel på en behandling efter samme koncept: man skulle ‘aflede blodets skarpheder’. Det har dog højst svækket patienten, måske så meget at det udadtil så ud, som om patienten fik ro for sin sygdom!
Fra meget gammel tid havde man anvendt ‘theriak’. Det var et blandingsprodukt, gennem tiderne af vekslende sammensætning; Galén (død ca 200 år e. Kr.) skal have medtaget 71 bestanddele i blandingen. I den danske farmakopé fra 1772 nævnes hugormekød, bævergalde (se senere), rabarber, calamus, aloe, valeriane, angelika, gentiana, anis, peber, kardemomme, ingefær, myrrha, røgelse, safran, mastiks, styraks og en række andre droger, rørt i en substans af honning og vin, men den eneste virksomme del har nok været det tilsatte opium, omend koncentrationen kan have ligget så lav som 1 %. Theriak blev især anvendt mod forgiftninger, enten de nu skyldtes giftige dyrs bid eller stik eller var forårsaget af gift i maden. Opiums dæmpning af tarmenes bevægelser, fx. ved en blindtarmsbetændelse (appendicitis) og den smertestillende virkning i almindelighed og spasmeløsende virkning i særdeleshed ved fx nyre- og galdesten, hvor det også kan have lettet passagen af stenene og dermed helbredt patienten, kan forklare dets popularitet, selvom opium-koncentrationen ikke har været ret høj. Det blev faktisk benyttet helt op til slutningen af 1700-tallet, og Bellman lader, som en vittighed, i ‘Caffehuset’ (det lille teaterstykke fra 1790) udråberen anbefale dr Lohmans behandling med ‘øl og theriak’.
Man ser hos Bellman, at svovl og alun blev anvendt mod gigt; anbragt på huden har disse remedier en overfladisk virkning: svovl kan virke opblødende på de øverste hudlag og alun, et aluminiumsalt, virker adstringerende, dvs. får hud eller sår til at ‘trække sig sammen’; man har måske tænkt sig, at de sammen kunne ‘trække gigten ud’.
Rosenstein forslog, som nævnt, tjærevand eller piller med calomel, kamfer, aloe og guajak (et tjære-udtræk) mod kopper. Kamfer blev indtaget som ‘styrkende middel’, (analepticum), ligesom decoct af salvie, og aloe-præparater har været anvendt som afføringsmiddel. Guajak blev op til vor tid brugt som expectorans, dvs. hostefremmende middel, men uden nogen beviselig effekt. ‘Bævergalde’ – en ‘kanelfärjad med många tunna hinnor genomwäfd fet materia, af en egen döfwande lukt och besk smak, som finnes uti tvenne påsar af et hönsäggs storlek, sittende under tarmkanalens öppning på bäfwern, så wäl hos hanner som honor’ opløst i alkohol anvendtes mod ‘hysteri’. Det var også en bestanddel af theriak.
I Mantalsskrifningen fortæller Bellman om værtshusdatteren, der er på faldende fode, at hun indtager noget som kaldes Remedium antispasmodicum; nogen nærmere forklaring ses ikke, eclampsi (svangerskabskramper) havde hun ikke, men måske var behandlingen tænkt som forebyggende? dertil fik hun Mixtura simplex, som dog ikke er så helt enkel, som navnet antyder: Den beskrives sådan: Fortyndet svovlsyre + et destillat på rå vinsten inddampes, – hertil sættes kamfersprit og som farvestof blåbær.
En ung kvinde, fortæller Bellman i et ungdomsdigt fra omkring 1765, indtager om morgenen følgende:”
Ändtlig i sin lilla morgon-alteration
Ta mixtura simplex, piller, pulfver, emulsion.
Og så i sin lille morgon-alteration
Ta’ mixtura simplex, piller, pulver, emulsion.
Men det store salg af vitaminpiller, mineraltabletter og andre former for kosttilskud i vor tid lader dog ane, at vores morgener, med hensyn til forsøg på sygdomsforebyggelse, ikke adskiller sig så voldsomt fra morgenerne dengang.
Af anden medicin, der skulle indtages, nævner Bellman Tilli dråber, som blev tillavet således:
Pulverformet svovl opløses i varm linolie. Efter afkøling opløses den stivnede masse i terpentin, hvorved man får en mørk, rødbrun, tyktflydende væske, med stærk, ubehagelig lugt og modbydelig smag. 6 – 8 dråber på et stykke sukker. Hertil vand. Blev anvendt mod kronisk lungekatarrh m.m (Er det mon også derfor at Movitz’s aske stinker?)
Enkelte behandlingsmæssige lyspunkter har der været: Kinin brugtes mod feber og malaria med effekt, – og Jalappe virkede godt som afføringsmiddel.
Indholdet af ascorbinsyre i skeurt, er som nævnt ikke kendt, men da planten, som sagt, hører til blandt de korsblomstrede planter ligesom kål, kan den meget vel tænkes at have et rimeligt højt indhold af stoffet og derfor en god virkning mod skørbug. Den blev derfor også, som nævnt, kaldt lægecochleare.
Birkesaft, der blev tappet tidligt om foråret, kunne anvendes mod skørbug, men blev også anvendt mod stenlidelser og ‘andre svagheder’. Bellman nævner i ovenstående citat ikke nogen indikation men blot at Stenberg opfatter den som ‘sit liv’.
Syfilis blev behandlet med indtagelse af calomel, et kviksølvpræparat, som kunne dæmpe sygdommen noget, men dog ikke helbrede den. Calomel blev også brugt mod, som nævnt, kopper og mod andre sygdomme, hvor det slet ikke har nogen gavnlig virkning.
Kirurgien
har måske haft det enklere, – man havde erfaringer fra dissektioner – og krige; behandlingen var knap så spekulativ, man vidste noget om, hvordan muskler og knogler skulle se ud, og uddannelsen var fra gammel tid baseret på en mesterlære. Slagsmål og overfald og krig var ikke sjældenheder, og de har medført alvorlige sår og svær sygdom.
Behandlingen af sår efter slagsmål, eller fx på grund af syfilis, kunne være pålægning af plastre med sølverglød eller blyhvidt, begge indeholdende bly.
Är ögat utslagit? – Åh inte?
Lät plåstret få sitta, din hund!
Har øjet Du mistet? Nå ikke?
‘Lad plastret nu sidde, din hund.
Også deres virkning er adstringerende. dvs. de har fået hud eller sår til at ‘trække sig sammen’. Muligvis har indholdet af bly også en vis antibakteriel effekt. Men længere tids brug har dog kunnet fremkalde blyforgiftning.
Som et exempel på en vellykket kirurgisk behandling kan fortælles om Kong Gustav den tredje, der faldt af sin hest ved en parade (i Finland, 1783) og brækkede sin venstre overarm.
Bellman reagerede bl.a. med følgende strofe:
O, hvad mer än sorglig prakt!
Bland de käcka finska flyglar
Ryttarn släppar sina tyglar,
Knekten slumrar i sin takt.
Officern med ögon våta
Bär spontonen fäld och tung,
När bestört han kring sin Kung
Ser sit tappra manskap gråte.”
Sorg tilhylder skuets pragt!
Finske tropper, står som søjler!
Kongen slipper hestens tøjler
Knægten sover, gi’r ej agt!
Lansen sænkes, tårer væder,
officeren rystet ser
rundt om, der hvor faldet sker,
at det tapre mandskab græder.
Og behandlingen, som Bellman godt nok ikke beskriver, må have været sufficient, – der foreligger ikke noget om dårlig funktion sidenhen, men kongen haavde smerter i armen en tid efter.
Sveriges berømteste kirurg i det i 18. århundrede Olof af Acrell (1717 – 1806) skal nævnes her. Hans lange uddannelsesforløb er illustrativ og viser, hvad man gjorde for at lære sit fag: Efter en treårig uddannelse hos en feltskær fortsatte han med at studere kirurgien på en firearig rejse i Tyskland, Italien og Frankrig. Han blev iøvrigt Serafimerlazarettets første overkirurg 1752.
Man må konkludere, at det, trods nogen succes på behandlingsområdet, stod ilde til med 1700-tallets viden om smitteveje og med dets kendskab til hygiejne. Bakterier var ikke ‘opfundet’, – malaria betød ‘dårlig luft’, og man talte om ubestemte ‘miasmer’ som sygdomsvoldere, selvom Linné formodede, at mange sygdomme, som fnat, dysenteri, kighoste, mæslinger, kopper, pest, spedalskhed, og tuberkulose skyldtes levende smitstoffer, som han antog findes i luften.
Lidt maliciøst kan det siges, at når læger dengang havde succes med de mange mærkelige kure, så skyldtes det ikke sjældent, at mange almindelige sygdomme med tiden går over af sig selv, ligesom en vis placebo-virkning naturligvis har gjort sig gældende.
De fleste har vel dog så dengang, som mange den dag i dag, med fornøjelse og en tro på forbyggende virkning, indtaget snaps og kaffepunch for maven og som panacé:
Hvad är klockan nu på dagen?
Klockan är sju slagen.
Nu rossolis, nu för magen
Är en gloria.
Hvad er klokken? Midt på dagen?
Klokken er syv slagen.
Nu, rossolis er nu sagen
Mavens gloria.
(Rossolis er en kryddersnaps, og strofen fra 1786)
Såvidt tidens lægekunst i relation til Bellmans digtning
Hans verden ligger 200 år tilbage i en tid, hvor en 50-årig var en gammel mand. Bellmans egen livsvilje manglede dog ikke. Lad denne artikel derfor slutte med en hilsen fra ‘Glædens begejstrede Sanger’, der ville lys og varme, på baggrund af og til trods for alt det triste.
Ude på Djurgården, hvor smugkroerne og de smukke kvinder i de smukke kjoler opholdt sig sang han:
Väljom Nattens sköte,
Under Afton-stjernans klara brand,
Til vårt glada möte,
Med Pocaln i hand;
Och i mörkrets dvala,
Res Cupidos Altar där du spör,
Bacchi Källar-svala
Drufvans ångor strör.
Lät den dumma i oket tråka,
Och den sluga sin hjerna bråka;
Vin och Flickor och Fredmans Stråka
Natten ljuflig gjör.
Her i nattestunden
under aftenstjernens klare brand
mødes vi i lunden
med pokal i hånd.
Under himlens bue
rejs Cupido’s alter, netop dér
hvor af Bacchi drue
natten dufte bær.
Lad blot åget den dumme kue,
kloge folk sig på alt forsluge,
vin og piger og Fredmans bue
er så lifligt nær.
Efterskrift
Ovenstående betragtninger er udsprunget af ønsket om at forstå Bellmans viser og hans og visernes baggrund, også på det lægelige område.
Artiklen er oprindeligt skrevet til Bellmansstudier, som publiceres af Bellmanssällskapet i Stockholm, og udkommet i Bellmansstudier no. 20.
Af hensyn til det gammel-svenske sprog har jeg oversat Bellmans ord til dansk, – og for visernes vedkommende konsekvent anbragt dem nedenfor den svenske tekst, uanset hvor indlysende oversættelsen end måtte være. Oversættelserne er foretaget med skyldigt hensyn til rytme og rim, og de er derfor ikke altid helt, men dog tilstrækkeligt, nøjagtige.
Carl Michael Bellman var født 4 februar 1740 og døde 11 februar 1795. De økonomiske forhold i Sverige, i Bellmans ungdomstid især, var meget vanskelige, med en voldsom inflation og mange fallitter. Senere bedredes forholdene noget, men helt godt blev det aldrig, og Bellman selv blev næppe nogen sinde solvent. Hans indkomster hidrørte mest fra kongen, Gustav den III; – derudover lånte han nok største delen af det, han ellers brugte. Hans store talent gjorde ham meget populær i vide kredse, og man kender ca 1700 viser;– foruden Fredmans sange og epistler, mange drikkeviser (et sted mellem 200 og 300), bordvers, fødselsdags- og navnedagsdigte. Desuden over 40 religiøse digte, hvoraf de sidste udkom, da Bellman var 47 år.
Den i Berlins bog nævnte (Johan) Alströmer er kendt i Sverige bl.a. for sin indførelse af kartoflen. Derudover var han en berejst forretningsmand (England, Holland, Frankrig), der forsøgte at indføre tekstilindustri til Sverige efter engelsk mønster, dog uden at det i det lange løb lykkedes for ham at gøre dette rentabelt.
“Læsebog i Naturlæren” og dens forfatter N.I. Berlin fortjener også en nærmere kommentar.
Nils Johan Berlin (1812-1891) blev, ifølge Salmonsens Leksikon, student i Stockholm, hvor han også fik sin uddannelse. Han studerede kemi og blev docent i faget. Studerede derefter medicin og blev. dr. med. i 1837; underviste i tysk, matematik og naturhistorie og praktiserede som læge. Blev derefter lærer ved Apotekersocietetes farmeceutiske institut og redigerede Pharmacopoea Svecia. 1845 blev han ekstraordinær professor i Lund i farmakologi, – og to år senere udnævnt til professor i kemi og mineralogi sammesteds. Han skrev mange lærebøger, og den her nævnte læsebog kom i 9 oplag, sidste gang 1885.
Bogen udkom på dansk i 1858. Oversætteren er ikke nævnt og kendes ejheller på Gyldendals Forlag, hvor bogen er noteret i deres registrant. Det ville ellers have været morsomt at vide, hvem han var, for han føjer hist og her nogle personlige noter ind i teksten. Et eksempel:
Efter trofats have oversat, at svenskerne – ” ikke vilde dyrke nogen plante, som deres Fader og Farfader ikke havde dyrket; at det var Synd at indføre denne fremmede Plante; at hvis det havde været Guds Villie, at de Svenske skulde leve af Kartofler, så havde Gud vel selv ladet Kartoflerne voxe i Sverrig”, – så står der:
“Som om Byg, Rug og Hvede ikke ogsaa vare blevne førte til Sverrig fra fremmede Lande! Saa taabeligt talte og handlede de Svenske, idet de modsatte sig Kartoflens Dyrkelse, men lader os vogte os vel for at spotte dem og hæve os over dem; thi vi have ikke handlet stort bedre; ogsaa i Danmark var man i begyndelsen uvillig til at dyrke Kartoflen, – – – ”
Og med disse advarende ord in mente prøvede jeg at komme forholdene i Danmark nærmere.
Min kilde er Peter Riismøllers bog: Sultegrænsen.
Peter Riismøller giver, dels ud fra egen erindring, dels qua historiker, og dels ud fra ‘hvad de gamle kunne fortælle’, en levende beskrivelse af dagliglivet for Danmarks befolkning, som det madmæssigt formede op til omkring århundredeskiftet.
Børnedødeligheden var i 1700-tallet på niveau med den svenske, – over halvdelen af børnene døde før de blev 10 år gamle.
Sulten kunne være stor, – flådens mandskab (under Iver Huitfeldt og Peder Tordenskjold) gik tiggende rundt i gaderne, for de havde ikke mad og drikke til sig og deres familie.
Vandet var slet, – i Tugt- og Børnehuset i København måtte man aflåse brøndhuset (vandet var giftigt) og i stedet (indført på Kongens bud1625) give børnene 4 potter svagt øl om dagen, så de kunne klare den salte mad.
De, der havde adgang til sild, kunne undgå rachitis, – mælk var ikke hver mands drik!
Havde man adgang til grønkål vinteren igennem, kunne man undgå skørbug, men Riismøllers farmor føjer til, at man skærtorsdag skulle spise 9 slags ‘kål’, – og hun nævner: grønkål, anis, nælder, løvstikke og persilletop foruden andre urter. Selv har han som dreng på grund af, hvad han kalder ‘vårhunger’, daglig i april, spist toppe af den grønne rug og skovsyre, – det var en nydelse for ham og de andre børn, og smagen af syre var, oplevede han siden, som af ascorbinsyre.
Kartoflen? Fremskidtsvenlige bønder begyndte at dyrke den omkring år 1800, men endnu i 1870 var det ikke god skik på Sjælland at servere kartofler ved gilde. –
Riismøller summerer op: Først i anden fjerdedel af 1800-tallet fik vi et øget folketal. De børn, der klarede sig, havde overlevet: gonorrhé, kopper, tæring, vårhunger og rachitis. De havde fået mælk, sild og kartofler.
Leif Bohn
En varm tak til phil. dr. Gunnar Hillbom, Stockholm, for råd og vejledning.
Litteratur:
- Anker: Hvorfor altid den Hippokrates?, Aarhus 1964
- Austin, Paul Britten: The Life and Songs of Carl Michael Bellman, dansk udgave 1988, Forlaget Cicero.
- Bellmanssällskapets Standardupplaga I – XIII
- Bellmansstudier, udgivet af Bellmanssällskapet
- Berlin, N. I., Läsebok i Naturläran för Sveriges Almoge, dansk udgave, Kjøbenhavn 1858
- Ege, Richard: Lærebog i Biokemi, IV. Udgave, Kjøbenhavn MCMXLV
- Fogelström, Per Anders: Vävarnas Barn, med kommentarer och noter, Stockholm, 1981
- Godtfredsen Edv.: Medicinens historie, 3. udgave, København 1973
- Hartmann, Godfred: Gustav III og Stockholm, København 1975
- Hassler, Göran: Bellman, (en antologi) 1989.
- Haxthausen, H.: Kortfattet lærebog i Hud- og kønssygdomme, København 1950
- Helms, Peder: Næringsstoftabeller, København 1978
- Hillbom, Gunnar: Forlæsning om Fredmans Epistel N:o 43
- Hopf, Ludvig, Dr. med.: Huslægen, oversat fra tysk, Kjøbenhavn 1883
- Medicinsk Kompendium, 13. udgave, København 1986
- Møller, Knud O.: Farmakologi, 4. udgave, Kjøbenhavn 1952
- Riismøller, Peter: Sultegrænsen.1972 Nyt Nordisk Forlag. Arnold Busk. (ISBN 87 17 10458 1)
- Simonsson, Ingmar: Bellmans värld, Astrate 1995,
- The Lancet, Vol. 345, January 7, 1995 page 7.
- The Lancet, Vol. 347, June 1, 1996 page 1566
- Troels-Lund: Dagligt Liv i Norden, København-Kristiania, 1908-1910
- Ur Bellmans värld och Fredmans, udgivet af Bellmanssällskapet, Stockholm, 1991
- Wulff, Henrik R.: Lægers tankeverden anno 1839, Ugeskrift for læger, 4. Maj 1989