Til min nådige veninde Lovise efter maskeraden ved kongens tilbagekomst

Skal så skønt, min søde skat
Skal du fro og glat
Vandre med masque for dit øje?
Skal en grim, tung og svag
Kappes i behag
Med min skønne?
Nej, sværger jeg ved stråleglans
Fra Frejas hov
Vær du sikker på jeg vil
Ikk’ gi lov til.

Læg du nu masque og stads,
Sky alt vildt kalas,
Vend du dit blik mod det høje!
Løft i stedet ømt din røst
Om et trofast bryst,
Om min smerte!
Du får snart en myrtekrans
Om din isse lagt;
Og, Lovise, jeg har bragt
Dig mit hjerte.

30. juli 1777