Mit Levned

Kongeslottet den 8. maj 1794

Sådan som folk i almindelighed kender mig, så vel fra min moralske som min
fysiske side, det vil sige hvad angår hjertelaget, min vandel og min
konstitution, så er jeg en herre af megen ringe dybsindighed, og stiller ingen
spørgsmål ved om solen vandrer eller jorden binder op om sine lænder. Hvad
jeg for mit eget vedkommende kan bedyre, det er at jeg ikke vil nogen
skabning i naturen noget ondt – at jeg elsker en ædel mand grænseløst, og
kvinder med en stedse brændende lue og små søde børn; at jeg efter hvad
appetitten er til, spiser lidt, men godt, om søndagen hvidkålssuppe – om
torsdagen gule ærter, om lørdagen sild. –
Det hører sig til i en levnedsbeskrivelse at man nævner dødsåret eller
rettere sagt fødselsåret, altså anser jeg mig berettiget til at notere sidstnævnte
i henhold til kirkebogen i Sankte Marie Magdalene sogn – skønt lige akkurat
den for længst er gået til ved branden i 1758 – til den 4. februar 1740.
Fadderne var min farmor fru Elisabet Daurer, rigsråd grev Jan Gyllenborg;
biskop Ryselius har så vidt jeg ved døbt mig – nu vel.
Brudesvende ved mine forældres bryllup – den endnu levende direktør
for bjergværksstyrelsen grev Liljenberg, dengang byretsdommer, og kontorchef
i finansstyrelsen Wulfwenstierna. For mine forældre lyste 1739 – første gang
biskop Ryselius, anden gang Lagerlöf – tredje gang Kalsenius – viede blev de af
ærkebiskop Steuck; der blev holdt rigsdag i Stockholm den gang –
Hvordan mine forældre så end bar sig ad, jeg blev som sagt født den 4.
febr. 1740. Min mor vakker som en sommerdag, uendelig god, fortryllende
klædt altid, god imod alle mennesker, fine manerer og taktfuld – havde en
dejlig sangstemme og vænnede sig til at ligge i barselsseng 21 gange – honi
qui mal y pense; men de julelege ruinerede huset.
Ved 6 års alderen begyndte jeg skolegangen i Maria skole. Min morfader
magister Hermonius var sognepræst dér og gift med min mormor fra det gamle
Aros hvorfor hun hed Aroselle.
Min første lærer var af samme type som min salig faders lærer, den
alment kendte Hybner, en doktor Rutström som elskede mig højt; af ham har
lært at stave ved hjælp af en lille pegepind med et hestehoved på som det blev
brugt dengang – og jeg læste flittigt. Endnu har jeg en skolekammerat der i
live, nemlig kongelig sekretær Bryssell som er så excellent til at spille klaver.
Siden fik jeg pastor Norman som også lever endnu, og efter ham en der hed
Swaliung som ingen havde respekt for, men som den endnu elevnde
kornhandler eller grosserer Kellbek og jeg engang gav et lag tæsk – Omsider fik
jeg en huslærer som hed Höckert og som siden blev ansat ved tolden; han slog
over fingrene med linealen fordi jeg ikke kunne Euclides og Collegia
Metaphysica eller Physica –

Hjernen endnu i mig vrides

Når jeg tænker på Euclides

Og på de triangula

a-b-c og c-d-a –

sveden mig af panden gnides

Værre end på Golgata.

Endelig langt om længe kom opklaringen, mine forældre har fundet ud af at
jeg, mens jeg lå med feber, under paroksysmen sagde alting på vers og sang
for min mor – så de var ved at falde om af forbløffelse. På det tidspunkt plejede
mine forældre omgang med den nulevende titulær præsident Rosenadler,
kontorchef i erhvervsstyrelsen Carleson, kancelliråd Rabbe, kancelliråd
Nordenflyckt og daværende sekretær, senere vicekontorchef i
erhvervsstyrelsen Sillfwersköld samt kongelig sekretær Abraham Sahlstedt. Til
ny huslærer valgtes en stor begavelse ved navn Clas Ludvig Ennes; senere fik
jeg udvirket at han hos salig kongen blev forfremmet og fik et pastorat i Skåne
og Østre Herrestad. Af ham lærte jeg at håndtere Apollos lyre; under hans
vejledning har jeg forfattet flere breve og poesier, og bland disse 1755
oversættelser af salmer fra Hallesalmebogen som sammen med flere breve på
tysk, engelsk, italiensk og fransk skal befinde sig hos kontorchef Rosenadler i
dennes bibliotek.
Ved samme tid blev jeg sammen med daværende ritmester, senere
hofmarskal Jenning, professor Trotzelius og nuværende admiral Nordenankar,
mens kontorchef Rosenadler førte forsædet, discipel i Det kongelige
Videnskabsakademi, og efter skikken på den tid modtaget på ridderhuset i
akademiets lokaler, introduceret af to medlemmer, bjergværksråd Adlerheim –
den anden har jeg glemt.
Oversatte på det tidspunkt En Faders Formaning til sin Søn foretagende
en udenrigs rejse, trykt hos Wilde, efter en original af kontorchef Carleson som
han havde fundet i Aleppo –
Senere oversatte jeg uddrag af Scriwers Sjæleskat, trykt i Norrköping hos
Edman.
På samme tid har jeg oversat og til min mor dediceret landshøvding von
Schweidnitz’ dødsbetragtninger, tilpasset evangelierne og oversat på vers de
tyske sonetter som findes der –
Samtidigt skrev jeg et endnu sjældnere skrift – Månen; et eneste ord
censureret af den store von Dalin –
De senere arbejder kender man jo nok –
Et skrift som kalles Hwad Behagas, meget sjældent, er en satire på
biografier – også fra min hånd –
De bacchanaliske sager er sikkert velkendte.
1759 – var første gang jeg havde fået for meget og var blevet plakat, sov
med hovedet i min mors skød efter at jeg var blevet beruset i pontac ovre hos
den hollandske ambassadør Martewill på Söder, lige i nærheden af mine
forældres hus.

      Jeg kom hjem så rød og skøn,

– lidt i fire, sidst på dagen,

      folk gjort klar til aftenbøn,

så som altid var det sagen.

      Mine søstre negle bed,

Iført kyser, pjokkede,

Da jeg rosenkindet jokkede

    Hen til mor og dér sank ned.

    Men, Carl Mikkel, sagde hun,

Hvor, min dreng, har du dog været?

Lille mor, jeg har fortæret

    Lidt for meget tror jeg kun.

Ja, ja, så, så – Calle lille,

   Læn dit hoved mod mit knæ,

   Sov den ud, dit lille fæ,

Mor vil dig jo ikke ilde.

Er det da så mærkværdigt at hele mit væsen, min mindste tanke, hvert eneste
åndedrag, selv i min elendige situation nu, finder opmuntring i at jeg holder så
inderligt af kvindekønnet; Gud straffe mig om jeg ikke bliver fortryllet af en
gammel slidt underkjole med samt alle dens laser på lossepladsen ved
Norrmalmstorv. Jeg ser en kærlighedsgudinde i hver eneste loppe og en Amor i
hver en udsmidt stump; en nedtrådt sko uden hælkappe, du gode gud, en
damesål som hun har vandret på nede på Grønttorvet ved Slussen, alt det
fylder mine øjne med større livlighed og vellyst end den laurbærkrans man har
hædret mig med på medaljonen.

Fortsættelse
Følger om narrestreger, kærlighed og mere.
Skål, broder Blad!

Fortsættelse følger
Kongelige slot d. 21. maj 1794

En mand uden hukommelse må nødvendigvis være en hæderlig person. – En
slyngel er nødt til at huske hvad tænker, har tænkt og har sagt. Jeg kan ikke
mindes hvor jeg sidst sluttede mine levnedsanekdoter; men lige meget.
Sommeren 1759 gik jeg en aften, iført en hjemmegjort frakke, vævet af min
mor der var en dygtig husmor, ned til Munkbroen; netop da slog den 7 fra
kirketårnet på Maria som nedbrændte samme år i juni måned.
Jeg gik da om aftenen i min blå frakke og, efter tidens skik, udstafferet
med overtræksærmer og klipfisk. Da jeg et par timer havde stået og kigget på
jagterne som forherligede udsigten til Mälarens kyteriske strande, kom den
bekendte latinske digter Löfvensköld gående i selskab med den navnkundige
deltager i stænderrigsdagen 1757, Bedinus Renhorn, for at gå om bord i en
Arbogajagt der skulle sætte kurs mod bemeldte stad hvor Renhorn skulle
indtage sin borgmesterstol. Jeg havde lært hans datter – der dengang boede
sammen med sine forældre på Frimurernes Børnehjem – at spille cister, et
instrument jeg på den tid beherskede med suverænt mesterskab; denne i og
for sig ubetydelige omstændighed gjorde at hr. borgmesteren indbød mig til at
følge med ned i kahytten, hvad jeg da også gjorde. Jeg anbragte mig straks ved
enden af et lille klapbord, kiggede ud gennem vinduet på de mange fartøjer
som, det ene efter det andet, med deres bovnende sejl og glatte køle pløjede
bølgerne der glitrede i modlyset fra den synkende sol. Robåde med skønheder
smøg sig omkring de bugserende skibe. Andre pragtfulde pigebørn viste
bryster når de sad rundt omkring på hug ved deres vaskeskamler og deres
vaskestokke syntes af give et ekko: et ab hoc & et ab hac & ab illa. – Stadens
autorisede vejer og måler stod i sin af solen farvede skjorte og trampede i den
firkantede høstak – kuskene striglede de vrinskende heste for høvognen, og
torvekonerne fra Munkbroen skændtes med rokællingerne om valget af
kapellan til Maria.
Nu blev der sat piber og tobak frem, og den hædersmand til kammerråd
Löfvensköld stoppede mig min allerførste pibe som jeg tilegnede en pige, og
hun var så sød at gøre mig og sig selv den ære at tage imod den. Borgmester
Renhorn, som den 1756-tyran han var, for op og hældte hårde og forbitrede
ord ud over sin karl; derpå kommanderede han ham til at komme med en
kobberkedel med varmt vand, noget arrak og nogle citroner hvoraf han
tilberedte en punch som Den lede selv, om han havde været oven lande,
sandsynligvis ville være blevet så vimmelskaftet af at han ikke ville have
kunnet finde hjem før 6 uger senere.
Jeg ryger, jeg drikker, jeg skvatter i søvn, jeg vågner. Vinden blæser,
Löfvensköld nikker, Renhorn vælter hele gårsdagens mad- og drikindtagelse ud
over dækket, og karlen, som en cherubim på et julekort, lå så lang han var
langs rælingen. Ør i hovedet og med udsigt til smørrebrød., citronskiver og
deslige bacchanaliske relikvier på mit skjortebryst, blev jeg ængstelig ved at
tænke på mine kære forældre. Nu skulle jeg hjem, og tager altså et kig ud af
kahytvinduet, men finder i stedet for det beregnede Maria Magdalena,
Strängnäs kirketårn som, o himmel og hav, spirede frem af daggryet; vimplen
hang slap ned langs masten, skipperen med nedtrådte hæle i skoene knappede
sine bukser, og en jæger som havde været vores resjefælle, lettede på huen og
sagde gomorn.
Mine respektive sovekammerater vågnede. Skipperen lagde til ved
Strängnäs stad ved en græsplæne. Alle gik i land og lod mig tilbage.
Uden en rød øre i lommen vandrede jeg op og ned ad jordvejene på dette
aldeles ubekendte sted. Til alt held traf jeg dog i en port på en planke en
bekendt, nemlig stenhuggeroldermanden Lars Hjortsberg, søn af sognepræsten
og den navnkundige digter Hjortsberg; han var svoger til lektor og senere
sognepræst Lundmark. Han omfavnede mig, bad mig træde ind i sit hus hvor
jeg blev vel modtaget og straks forelskede mig i doktorens svigerinde
mademoiselle Anna Maria Hjortsberg, skøn som en sommerdag og som mit
hjerte endnu banker for, skønt hun er gift med den kendte løjtnant von
Skedwin og har voksne børn, en af dem er kongelig livdrabant. Herregud! En
kvinde, og det hvad enten hun er smuk som en engel eller grim som madam
Nyman, kan befale mig kysse sine fjed.