Fredmans testamente nr. 206

Hvorfra skal jeg få føden,
jeg arme sekretær?
Mad har óg jeg fornøden
som andet godtfolk her.
Jeg hungrer og jeg fryser,
jeg ryster min paryk.
Min røde kappe lyser,
min bug er i betryk.

Min tegnebog er stille –
gud ved om den er til?
Min messingkårde lille
er pantsat for en sild.
Brillanten på min finger
er gået fand’n i vold.
Til Norge? Jo, jeg springer,
dér er jeg i behold.

I fløjlsvest, manchetter,
Brillianten på min sko,
Gør jeg små pirouetter
For månen på Norrbro.
Jeg praler nok af hjerper,
Af urfugl og fasan,
Men derhen hvor det snerper,
Er fedtebrød, lidt a’n.

Det rusker og det river
I denne gamle krop –
Bandit, hvis du nu bliver
Derved, blir du ædt op.
I mine dokumenter
Er der ret mange grå . . .
Men de gir ingen renter,
For de er ganske små.

Nu er jeg gift, jeg arme!
Min hustrus profession?
Hun bager vafler varme
Og sælger øl ved broen.
Min fine hat får børsten,
Paryk ifølge skik,
Skønt jeg betjener tørsten
Ved konens ølbutik.

Så mødes gamle venner:
Engang en hyrekusk –
Fru Platen med, hun kender
Mig nok, så hun sir: ”Husk,
Betal så, go’e herre,
Host op med mønten nu!”
Jeg svarer så: ”Desværre,
De skriver det da, fru?”

Så gør man reverenser
For pant- og ågerkarl.
Se, så går de og lænser
En for ens hat og sjal . . .
”O, skriver, hit med frakken,
Så er du god, den vest,
Det silkefor til jakken?
Jam consumnatum est.

Tidligt i 1760’erne