Fredmans sang nr. 32 Aftensang Dediceret til fru assessorinde Weltzin

Træd nu frem, du nattens gud, og dæmp nu solens luer,
kald stjernen op til kamp, nu aftensrøden truer,
køl lunkne bølger ned,
luk alles øjenlåg, bring lindring til enhver som gruer,
gør pulsen mindre hed.

Din kappe skjuler alt, se blot på Floras bede;
se bakkens skønhed flyr, og på den sorte hede
står graves mørke sten.
Og under uglers gråd vil mår og muldvarp lede
sig vej fra gang og gren.

Ved kilden er der tyst, knapt pusler der en myre,
Timantes, i dens dyb og ikke til at styre,
ser månen fuld og god.
På grenen i en elm har Alex hængt sin lyre
Og sover ved dens fod.

Den spæde lyd af vand ved mosset når det ledes
fint rundt i vandingsrør og ud på marken spredes,
gør øjets søvn så sød,
at døden stille gør at blodets omløb fredes
i sundheds eget skød.

En sval og mildnet blæst imellem løvet suser
og rusker lundens trær hvor de sortblå bølger kruser
rundt om åren som én ror.
Mod klippen med et plump, hvor strømmen indad bruser,
den glubske gedde fór.

Dér ligger jægren træt med hatten under øre;
ved bøssen i hans arm, for hver en lyd at høre
la’ hunden sig i ring.
I sivene har just en fisker kastet snøre
og plasker lidt omkring.

Ved ærtebedets kant – som skråner ned mod vigen –
ses husmanden tilfreds i måneseglets stigen
med sin vandingskande fyldt.
Hans plæne står så grøn, hver plante frisk i higen,
forsølvet og forgyldt.

Vinrankens slatne pragt den klamrer sig til muren,
den visne tulipan står og krummer sig i furen
for regnens drypnedslag.
Langt nede fra en eng kan man endnu høre luren,
hyrdens afsked med i dag.

Nu sidder lærken tyst, sin grønne dør den dækker,
i rugens traver sker det at knarren stille kvækker
til en fårekyllings gnid.
Se, svalen flyver lavt, nu Pan ej længer stækker
den her før regnens tid.

Fra græsset titter frem en borst, en anemone,
hvor vipstjærten sprang rundt, den vimse skovgangskone,
med sine raske trip,
hør spurvens spæde kval fra klippehylden tone:
kip kip, kyp kyp, kip kip.

Om nattens majestæt går alting tyst i dvale,
mod rødmen på en sky ses urner stå, sakrale,
på jættestuens tag.
Blandt gyldne blus og gods, over guld ved dragens hale
anes Mørkets skygge svag.

Nu råder nattens fred, og øjelåget tynges,
Læg fløjten bort, o, Pan, nu skal der, Alex, synges
ved lutspil i vor lund!
Cykloper, fauner, tys! Hver onde ånd bortslynges
i stormens sidste stund.

Byd Æol med dit spil at han lar vejret hvile,
byd stilhed under sky, byd Neptun roligt kile
sig til ro på havets bund.
Befal at klippens kant må tavse floder file
på denne dyre stund.

Giv ej najaden lov til at gantes frit på stranden,
og bryd tritonens arm som rev hendes slør fra panden
og plumred flod og elv.
Hold søndenvinden fast, så den blir ved himmelranden;
Apollo spiller selv.

Arachne, sænk din nål og holdt med væven inde;
en trøst i luttens spil vil hjertets uro finde.
Så hør hans strengeleg!
Vulkanus, hamren bort! Lad stille sveden rinde.
Men nu – nu sover jeg.

1780, omarbejdet 1784