Fredmans sang nr. 18 Koldfeberen

Af tidens skød blir jeg snart revet
Og flået bort fra Bacchi skød;
Farvel til mosten, den var sød,
Den presses nu, ja, den blir drevet
Af vingårdsmænd når nu jeg dør.
Kom, håbløshed, lad råbet skingre!
Lad så dit reb om kruset slingre,
Og hæng mig når dets bund er tør.

Mit krus som før gav glade dage
Og liv med dets små dråbers hav,
Står tomt og væltet ved min grav
Men andre lægger nakken tilbage
Omkring det bord hvor jeg sad før.
Jeg ser dem sidde der på ”Børsen”
Med piben tændt omkring gevørsen,
Men på min knag en andens bør.

Jeg ser det for mig: vor toast master
Med ild på piben fra sin plads
Ved bordets ende tar sit glas
Med kronen på, sir skål, og krast er
Det når vi skeler begge ve’et.
Slet intet mer kan min mund smage,
Som fluen på en sukkerkage
Når dens glasur er alt for hed.

Min ven ved kruset nummer fire,
Han blusser som en rosenlund,
Som en matros der har ti pund,
Vil han så studs og fræk blot flire
Og bande mig i helveds dyb;
Han ville slå mig helt i spåner
Hvis ikke jeg lie før jeg dåner
I feberanfald, tar en syb.

Men nej, ej mer kan denne tunge
Formås at ta en dråbe til,
Knapt sige skål selv om den vil
Før kulden isner blod og lunge,
Og i min seng sover benet væk;
Min hånd blir is, og vandfyldt næsen,
Min fod som glas, og alt mit væsen
Regeres natten lang af skræk.

Ja, fordum stod der på min kiste
En flaske hvorfra Bacchus lo,
Nu står en skål fra Lill-Jans Kro
Med øllebrød, det er det sidste,
Og havresuppe i mit krus.
Et laksativ, miksturer, skrappe,
Lidt tømte flasker, lægens kappe
Blir dødsbolisten fra mit hus.

1780 eller muligvis lidt tidligere