Fredmans epistel nr. 82 eller uventede afsked, forkyndt ved Ulla Winblads frokost* en sommermorgen i det grønne. Pastoral dediceret til kongelig sekretær Leopoldt

Vi slår os ned ve’n kilde
og stiller frem til frokostgilde:
rødvin, ja, ih du milde,
og så en nyskudt bekkasin.
Klirrende flasker, Ulla,
dem vore kurve er så fuld’ a’,
triller der snart et kuld a’ –
åh, duft bouquet’en – den er fin!
Din middagsvin,
den bør ej gå til spilde,
nej, spejl dig i’n.
Nå, slå dig ned: en kilde,
og hør vort valdhorns klang, cousin’!
– – – – vort valdhorns klang, cousin’.

Prægtigt: se engen pryder
en hingst, et stod med føl, de’e jyder.
en tyr, hør brølet lyder
og et lam som vover at si’ mæ.
Hanen på tagryg hopper
og ligesom hønen vingen lopper.
Se svalen går og sopper,
og skaden griner i et træ.
Løft kedlen, næ,
hør bålets glød, det syder
som rug i dræ.
Prægtigt! se engen pryder
motiver som gør digtere af fæ
– – – – som gør en digter af et fæ.
–
Himmel, som plænen, rundet
af friske løvtræer sammenbundet,
har sig et frirum fundet
her i den grønne lund.
Lystfyldte sus i løvet
af sortgrå hvirvler gennemkløvet,
skygger hen over støvet
og skyer driver over himlens bund.
Før til din mund,
nu timen er oprundet,
dit glas og bund!
Himmel, som plænen rundet
har alskens blomster på sin grund!
– – – har blomster på sin grund.

Nymfen med kontenance
kravler rundt med elegance,
har på en rød fajance-
tallerken æg og salt olivenfrugt.
Dér har hun skovbær søde
som hun dænger til med fløde,
barmen ler os i møde
når hun skær’ mandeltærten med tugt.
En kylling, lugt!
dens vinger, kølet, de’e en chance,
så bli’r det brugt.
Nymfen, i høj kadence,
har travlt og sveder sødt og smukt.
– – – – og sveder sødt og smukt.

Blæs så, I musikanter,
som havets vind i ræer og vanter;
syng, I små elskovspanter,
trods syge mostres gnavne brok og snak.
Venner, en dram ved disken
og så en lille én til fisken!
Krofatter, basilisken,
Fik tavlen fyldt med tal hver gang vi drak.
Skål, klink, jo tak!
Klink, Ullas amaranter,
I sik og sak!
Blæs så, I musikanter,
Se, snapsen holder kulden i skak!
– – – – Se snapsen holder den i skak.

Endelig, må du skønne,
skal vi ta afsked i det grønne,
Ulla, farvel, du kønne,
ved alle instrumenters lyd!
Fredman har blot minutter,
så må han indse at det slutter,
Clotho med saksen smutter
en knap til Charon – ingen snyd.
Kom, Amor, skyd,
og Evas døtre belønne
med Bacchi fryd!
Endelig, i det grønne
gav Ulla afkald på sin dyd.
– – – gav Ulla mig sin dyd.

1790