Fredmans epistel nr. 53 Angående slagsmålet neden for Dantobommen hos T. en efterårsnat.

Over et krus øl og et par gode dramme
Flakker viddet mørkt og plumpt,
Dumper fra sit stade, lar sig lissom lamme,
Så det lyder koldt og dumt.
Men lad os høre – – – V:cello
Berg, lad det køre – – – V:cello
Han med sin cello på Rosenlund
Står rødmusset, frisk og sund.

Uden lyst og tanke, se så hvordan han fik
Celloen lige i sin favn,
Han blir lisså træg som denne hersens andrik
Som her har sin hjemmehavn.
Hør hvor han flæber! – – –
Dumheden slæber – – –
Dræber Olympens små ynder og kval
Med sit knips og buens opgang og dal.

Allerlængst derude, skål! ved Lergravshave
Ligger kroen Rosenlunds;
Kromanden er kendt for røst og for sin mave,
For musik og gavmild spuns.
Drik og slå takten – – –
Omkring bom vagten – – –
Ser man tobakslader, haver og hegn;
Skrappe krageskrig er her kendetegn.

Se dér fatter kromand! hør hvor højt han griner,
Skvalper øllet i sit glas,
Hver gang fatter Berg med buen nu gør miner
Til en solo på sin bas.
Hør så på buldret – – –
Hvor han er kulret – – –
Nikker med hovedet og smiler mod skyen
Under sine tunge øjenbryn.

Sådan ser han ud i nattens tåger,
Klædt i skjortebryst – hvor plat;
I hver buestrøg hans knapper lissom koger,
Visne blomster bær hans hat.
Hør hvor han spiller – – –
Fingeren den driller – – –
En sko har messing til spænde, og tin
Udgør så den andens spænde og bind.

Fatter, skål, du kære, bare sig for latter,
Kan man ikke, se engang
Spillemandens ansigt når han står og pjatter
Som en abe på en stang.
Tusind grimasser – – –
Krumspring som en spasser – – –
Hastige løb gør han nok så adræt
Op og ned og op på sit gribebræt.

Kromand selv er fuld, og fuld er hele kroen,
Fuld af krus og triste liv;
Snart står der en svend med snapseglas ved knoen,
Snart en bådsmand med en kniv;
Nogle de slynger – – –
Andre de gynger – – –
Mellem to liner højt i en gran.
Spillemand, værsgo, fang du bare an.

Skål, I kære brødre! Skål, I Frejas kvinder!
Hatte her og strømper dér,
Som ved klang af trommer, se hvor blankt de skinner,
Muntrer jer i månens skær,
Som til fiolen – – –
Løfter på kjolen – – –
Hyrder og vugge og seng får en sang,
Fart på nat og dag og altid i gang.

Her har vi det godt, så skål til dig, min skønne!
Tag en vaffel og melon:
Drik du et glas øl med stilke, fine, grønne,
Med muskat og med citron.
Spillet forlyster. – – –
Drik, kære søster. – – –
Hurra! Som bådsmænd og søstre i takt
Danser i det grønne ved bom og vagt.

Men hør, hvem er han med læderkabudsen,
Ham med øjnene i vand,
Dér med sin snadde nærmest ved kardusen,
Stønner over glassets rand?
Se hvor han smiler, – – –
Klinker og hviler, – – –
Bukker og takker og svælger og ler,
”Hold mit glas, kamm’rat!” Det hør’ vi han ber.

Hvad så med ham dér som lisså stiller luder
Sig med pisken mod en eg,
Ham der truer hundeflokken når den tuder,
Og iagttar ravnes leg?
Dér blandt det grønne – – –
Ser man en rønne – – –
Farven er grå, sammensunken og ful,
Og dér er der en krage midt på et hjul.

Hvad så med ham dér? Jo, det er vores tolder,
Sjøgren , her ved Danto bom,
Mellem de kareter, vogne som her holder,
Sniger han sig listigt om,
Der står kamm’raten; – – –
Tolv i kvadraten – – –
Dugvåde øjne og udtrådte sko,
Smadrede i fjæset, flækket hver klo.

Stik ham én på kassen, smæk ham én på trynen,
Af med dolkgehæng og rem,
Knæk hans stok, og frakken, hiv I den af klynen,
Tag og vis en flaske frem.
Han er den fanden – – –
Som her den anden – – –
Dag konfiskered et hjemm’ brænderi,
Sår og blå plamager! Ham kender vi.

Inden for på kroen er der lyst og glæde
Og ved døren død og mord.
Blod og brændevin, det skal dig gennemvæde,
Skålen udbragt ved dit bord.
Forte, kanalje – – –
Stem du til batalje! – – –
Slå ham på kæften, befri ham for støv!
Giv hans dumme hjerne bank! ”Nej, tøv.”

Tidligst 1773, senest 1780

Til index/top