Fredmans epistel nr. 2 Til fatter Berg vedrørende celloen

Din cello skal stemmes,
Hov, fatter Berg, skynd dig!
Søster søde hej,
Sig nu ikke nej,
Sig nu ja, så bli’r vi glade.
Din stol står her fremme,
Så stryg din sølverstreng.
Sving din bue, slæng
Din arm, men flæng
Ej kassens overflade.
Du sveder? Ja, pyt,
Men her i Bacchi lade
Bli’r du nok ikke snydt,
Her kan du bade!
– – – Ganske rigtigt!
Dit kald er vigtigt
For vor’ sanser og gemyt.

Blandt nymfernes skare
Er du en nødvendighed,
For du kan og ved
Både mål og med
Når unge hjerter bindes,
For elskovens snare
Af cellostrenge består;
Det bli’r hjertets vår,
Når dit spil det slår,
Vil unge sammen finde.
Der går ét minut,
Så bli’r de små som blinde,
Og pigerne til slut
Bli’r dejligt trinde.
– – – Som du spiller!
Men nymfen stiller
Sine lyster. Du ler sgu’t!

Jeg elsker de skønne,
Men vinen endnu mer:
Med et stille smil
Ser jeg vægtens pil,
Den vejer ikke lige:
En brud i det grønne
Og vin i grønne glas:
Som diskant og bas
Har de begge plads.
Nej, hør din bue skrige!
Lidt harpiks, værsgod
I kassen til min gige,
Hvor var det vinen stod?
Hvad skal jeg sige?
– – – Fredmans lære
Er at ære
Vin og kvinde på lige fod

Eftersommeren 1770

Til index/top