2015: Formanden skrev
“Under forberedelserne til årsmødet 2015 kom jeg i tanke om denne sang på FS 64-melodien, Ekosång til fjärilen.
Både Paris og Kobane gør den aktuel endnu en gang. Den er lige så uhyggeligt aktuel nu som for 60 år siden, da Harry Martinson skrev den; dengang var det atomtruslen og prøvesprængningerne der inspirerede ham, nu er det nærmere på i en vis forstand”.
Fjäril tag vår sorg avdaga
i en tid av pansrat sår.
Låt din flykt vår tyngd förjaga
till den natt som återstår.
Locka junis ljusa skyar
till en skimrad härmning glad
som din yras glans förnyar
i en hårt förvandlad stad.
Vind som kammar våra ängar
som man kammar gråa hår,
skona ännu astarns sängar,
vårda ännu sommarns spår.
Där du rör dig rosor brista,
brinner sista vallmon ut,
lyfter flyktig i det sista
en pokal av sidenklut.
Medan onda dårars löje
bullrar sönder gröna år
fyller gravens bild med nöje
den som tyst sin vanmakt når.
Fjäril, lätta tyngdens anda,
läk det svårmod som förgör
medan tiden är tillhanda,
för morfidens vinge dör.
Gräsets siat jalusier
susande tillsammans slår
och ur kål och sellerier
höstens frusna snigel går;
släpar bort sig själv som börda
vid den multna dödens bud
i en mark där ängens dofter
flytt ur sommarns fallna skrud.
Låt din lyras ljud framklinga
härmad av en hänryckt dräng
som ur sena år vill svinga
ekot åter till din äng
som har sett din fjärils sommar
den du sänt åt skuggad sal
där ditt minne evigt blommar
i en hårt förvandlad dal.
FS 64 – Fjäriln vingad syns på Haga – og i sangbøgerne i et vist omfang:
Mindst 14 sange har vi registreret som båret af Bellmans melodi. Og det er bare de danske – og de trykte. I svensk litteratur dukker den naturligvis også op, bl.a. ikke uventet hos Evert Taube.
Men melodien kan også noget andet, Bellmans poetiske tema ligeså.
Det ser man hos nobelpristageren Harry Martinson (1904-1978).
Han indledte sin digtsamling fra 1958, Gräset i Thule, med en parafrase over sangen, og det endda med en direkte tiltale til sommerfuglen. For ikke at skrive ordet fjäril hver gang, varierer han det i str. 3 til morfiden – den blåvingede sydamerikanske sommerfugl der også pryder tropehaven i Randers.
For én gangs skyld er det en glødende politisk tekst.
Det er Bellmans versmønstre blevet brugt til før, også i forbindelse med 1864, og i 1950’erne var appellen til naturen og dens vingede væsner anvendelig til at protestere mod kaprustningen, atomprøvesprængningerne og miljø-ødelæggelserne, alt det der vil medføre at morfidens vinge dör. Utallige sommerfugle er allerede uddøde. Dem på øen Bikini i Stillehavet som de første. I 1950’erne delte mange digterens oplevelse af at leve i en tid af pansret sår.
Bellman omtaler i sin sang sefiren, vestenvinden,
– den der allerede hos de italienske klassikere er forårsbebuderen, som den også er det hos Blicher i Det er hvidt herude, hvor der står: “kom, sydvest, som frosten tvinger”. Derfor hentes vinden også ind i Martinson og beder den vise naturen samme venlighed som når man kammar gråa hår.
I fjerde strofe er det efterårsblæsten han påkalder
– inden han til sidst når frem til Bellman selv med bønnen om at også i fremtiden kan unge fyre synge om det ekko man i Fjäriln vingad kan høre fra stenhuggerne på byggepladsen og fra skovhuggernes økser.
Også Bellman var politisk;
– hans kongesang er, som en forfatter har påvist, en erklæring om menneskelige rettigheder i et retfærdigt, velordnet samfund.
Hvis du, kære broder ikke er så velbevandret i vort brødrelands modersmål (- se, nu bliver det jo næsten familiært…) er der hjælp at hente, hvis du bevæger dig til Links, Svenska – Ordbøger.