Udstillingen “Sjung om Kärlek, vin och lycka”

Den 10. september 2006 åbnedes på Frederiks Bastion den af Jens Lund tilrettelagte, meget instruktive og overskuelige, men meget fyldestgørende udstilling af illustrationer til Fredmans Epistlar og Fredmans Sånger og illustrerede udgaver af disse værker fra Sverige, Danmark og Tyskland gennem 220 år. Desuden udstillede maleren Hanne Bonde sine silkemalerier med motiver fra epistlerne.

Fredag den 22. september 2006 åbnede symposierne af Sveriges ambassadørpar Gunnel og Lars Grundberg med et personligt og varmt kåseri om Bellman i menneskers liv. Herpå fulgte en række forelæsninger om Bellman i billedkunsten ved professor Sten Åke Nilsson, fil.lic. Henrika Tandefelt, docent, fil. dr. Johan Stenström og forfatteren Ingmar Simonsson.
Fredag aften var viet til temaet Bellman som motiv i lyrikken. Lars Huldén læste et essay om Bellman til høstfest på Årsta, T.S. Høegh, Bengt Jonshult, Sten Kaalø, Ingmar Simonsson og Søren Sørensen læste dels egne Bellmandigte, dels digte af Carl Snoilsky, Holger Drachmann, Bo Bergman, Johannes Edfelt, Göran Printz-Påhlsson og Johannes Bobrowski (i dansk oversættelse). 
Lørdagens forelæsninger var viet emnet Bellman i digt. Erik Harbo forelæste om Steen Steensen Blichers Stockholmsrejse og digtsamlingen Svitjod, Henrik Hagemann gengav Johan Ludvig Heibergs Bellmanforelæsning 1843 i uddrag, docent, fil.dr. Gunnar Syréhn gennemgik Bellmanfiguren i svensk 1900-tals dramatik ud fra sin forskning i Lars Forsells forfatterskab, docent, fil. dr. Johan Stenström gav en skildring af Bellman i 1800-tallets svenske litteratur me særlig vægt på Carl Snoilsky. Dansk 1900-tals litteratur tog forfatteren Søren Sørensen sig af for så vidt angår Bellmanspor – fra Sophus Claussen til Ole Wivel, og dagen sluttede ved forfatteren Lars Huldéns personlige erfaringer med at skrive om Bellman. 
Søndagen indledtes med en Bellmangudstjeneste ved kyrkoherde Thomas Stoor og fortsatte med en matiné i Sverigesalen over den svenske kirke med deltagelse af ensembler og solister.

Skriftseriens 4. bind dannede grundlaget for Fredmandagen som blev markeret på bogmessen med introduktion af Jens Kr. Andersen.

24. oktober til 11. november 2006 genudstilledes Jens Lunds udstilling i Havnefrontens Ervervscenters Galleri, Vordingborg.

Der var gode rammer for de mange vægophæng og montrer. Galleriets cafeterie var et plus, hvor publikum kunne hygge sig. 

  • Søndag den 29. oktober 2006 indledtes med en matiné. Formanden for Selskabet Bellman i Danmark, Søren Sørensen, causerede over digteren Bellmans liv og virke og sang nogle af Fredmans Epistler og Sange til eget akkompagnement.
  • Fredag den 3. november var det Erik Harbo der sang Fredmans Epistler og Sange, ligeledes til eget akkompagnement.
  • Tirsdag den 7. november 2006 var der Amatøraften. (- amatør ikke at forveksle med dilettant, ordet kommer af latinsk amare, at elske, og disse amatører elsker Bellmans viser) Visesanger og Bellmanfortolker Alex Pedersen underholder sammen med sine venner fra Visens Venner i Vordingborg, Erik Andersen og Per Hermansen, dygtigt akkompagneret af organist Lennart Lindegaard. De havde valgt at dele Fredmans Epistler og Sange ind i en række temaer som: “Dans og livsglæde”, “Naturen”, “Udflugter”, “Bibelske motiver”, Udskejelser og “Døden”, sidstnævnte med titlen “Ædelt billede af sorgen”. Men det bliver, med garanti, det eneste sørgelige i det program !

Denne udstilling fulgtes af en fyldig pressedækning:
Sjællandske 18. oktober 2006: “C.M. Bellman gæster byen” af Henning Gøtz:
Sydsjællands Tidende 18. oktober 2006: “Bellman-udstilling på vej til Vordingborg” red.
Ugebladet 24. oktober 2006: “C.M. Bellman gæster byen” af Henning Gøtz
Sjællandske 28. oktober 2006: “Bellman-formand i byen” af Henning Gøtz
Sjællandske 30. oktober 2006: “Alex Pedersen er til Bellman” af Henning Gøtz: “Vordingborg: I tre uger knoklede Alex Pedersen for at skaffe informativ og fornøjelig udstilling af kendte kunstneres illustrationer inspireret af Bellmans spøjse univers til Sydsjælland“.
Sjællandske 2. november: “Erik Harbo vil gæste aktuel Bellman-udstilling” af Henning Gøtz. Det foregik fredag den 3. november. 
Sydsjællands Tidende 1. november: “26 tavler med illustrationer …. vil blive udstillet…”  
Sydsjællands Tidende udateret: “Sjung om kärlek, vin och lycka”

Til index/top