Enquete: Hvordan mødte man Bellman

Om hvordan skuespiller Jarl Forsman mødte Bellman

Første gang jeg blev klar over at der var noget der hed Bellman, var da jeg som 11-12 årig var med Tivoligarden på turne til Sverige. Ikke at jeg var synderlig interesseret i Bellman, endsige at jeg overhovedet vidste at der var tale om en person.
Det, jeg husker bedst, er at en masse mennesker var klædt i tøj fra gamle dage (17/18 hundredetallet).
Derved standede mit Bellmankendskab i henved 30 år indtil jeg sammen med bassangeren Ulrik Cold kom på at synge først glunter (Glunterna – nej ikke af Bellman, men af Wennerberg, red.) og siden inddrage C. M. Bellman, ikke mindst tiltrukket af hans fremragende på engang socialrealistiske, surrealistiske og poetiske tekster og fra hans og andres hånd gode melodier.
Måske er det i virkeligheden ikke så meget førstegangsmødet med Bellmans tekster der er stort. Det fascinerende er at de vokser i styrke jo mere man arbejder med dem, og at de til stadighed er udfordrende at tolke / nytolke på. Dette gælder ikke kun for forskere, men i lige så høj grad for udøvende kunstnere inden for alle kunstarter. Den modsætning der ligger i at leve fuldt ud, uagtet at døden bliver prisen for netop dette levned, er den styrke i digtningen som jeg hele tiden føler jeg har lyst til at udfordre med alle tænkelige følelsesmæssige udbrud og tolkninger, og som bevirker at jeg trækkes dybere ind i hans farverige univers.
Jeg tror aldrig jeg bliver færdig med Bellman, nu da jeg er begyndt at gå tæt på ham.

Om hvordan Rikke Steenholt Olesen mødte Bellman

Rikke Steenholt Olesen, Lektor, ph.d. Afdeling for Navneforskning, Nordisk Forskningsinstitut, Københavns Universitet

Det var i min studietid. Præget af kaotiske tilstande. Higen og søgen. Indsigt og udsigt.
Jeg havde været på studieophold ved Universitetet i Bergen. Her havde jeg for første gang stiftet bekendtskab med den nordiske filologi (trods flere år på danskstudiet i København!). Det var kærlighed ved første garpe-genitiv * .
Vel hjemme var det tid til danskstudiets undervisning i svensk og norsk sprog og litteratur. Hos den norske lektor lyttede vi os igennem den ene dialektprøve efter den anden fra Østfold i syd til Finnmark i nord. Vi lærte, at det er dejligt at være norsk i Danmark, og at (Benny Andersens (red)) Svantes viser i Poul Dissings fortolkning er så dansk som noget. Viser ligger ellers ikke til de danske som til de svenske, vel?
Svensk. Ind ad døren trådte en herre. Mægtig, karismatisk, dramatisk. Med vest og broderier og et efternavn med blomsterduft og accent. Måbende sad vi der og ventede på de svenske dialektprøver, da vores svenske lektor i stedet for båndoptager trak guitaren frem og lod sin røst trænge gennem lokalet.
Og lige dér mødte jeg ham så, denne Bellman. For første gang. Og jeg sang med.

* : ‘far sin hatt’ er en garpe-genitiv, og en ‘garper’ en hanseatisk indvandrer til Bergen og Vestnorge, idet man antager at ‘sin’ i stedet for ‘hans’ er plattysk.

Om mit møde med Bellman. Og med Selskabet Bellman i Danmark

Alex Pedersen, visesanger.

Jeg har været interesseret i litteratur, prosa såvel som lyrik, så længe jeg kan huske.
Både gennem den interesse, og sidenhen som visesanger, er jeg selvfølgelig jævnligt stødt på Bellmans værker. Men for nogle år siden fik det en kraftig vækst. Om det har været via en presse omtale eller hvad, er for såvidt underordnet, men fakta er at jeg deltog i først et og siden mange flere af SBiD’s arrangementer.
Som efterhånden gammel gubbe må min hukommelse have noget at støtte sig til. Her kunne jeg gå i gemmerne og finde gamle kalendere. Men hvorfor i grunden det, når man har det moderne vidunder, sin pc og Internettet, World Wide Web. Og i det net spræller Bellman lystigt. Prøv bare at se på www.bellman.dk. Her kan jeg hurtigt, under ‘Historie’ se en oversigt over selskabets arrangementer.
Blandt disse er der nogle faste traditioner. Som den forening, det er, er der selvfølgelig det mere formelle. Årsmødet, generalforsamlingen der holdes tæt på Carl Michael Bellmans fødselsdag. Han blev født 4. Februar 1740 og døde 11. Februar 1795.

Formalia i et selskab skal være i orden og styres af vedtægterne. Men ud over de formelle sager, er der også altid blevet plads til det sociale islæt. Af annalerne ser jeg, at årsmøderne i flere år blev af holdt i Bakkehuset. Fra 2001 og nogle år derefter foregik det i Frederiks Bastion på Amager, (det var på det tidspunkt, jeg kom ind i Selskabet Bellman i Danmark, i daglig skrift: SBiD) – derefter i Dansk Forfatterforenings lokaler i Tordenskjolds gård på Amager. De sidste år har Sveriges Ambassade velvilligt stillet sig til rådighed, både med husly, men også, meget gæstfrit, med lækkerier i pausen før underholdningen.

Næste tradition i kronologisk orden er Bellmandagen på Sophienholm, der fra 2002 blev et fast islæt. Ideelt set skulle disse arrangementer foregå i fri luft, hvor publikum kan slå sig ned med picnickurv på plænen neden for Sophienholm og nyde de Bellmanske underholdninger. Seks gange har vejrguderne imidlertid tvunget til at måtte flytte inden døre.
I kommentaren til 2002- arrangementet stod der: “Selskabets indtil nu mest storslagne arrangement”. I årene der fulgte, har man fulgt op på den standard. Klip fra efterfølgende referater anvender udtryk som: “-en af de ypperste fortolkere…”, “- (den) fornemme mandskvartet…”, “Enestående og taktfaste præstationer…”, “Stående og taktfaste ovationer…”, “Sikke en søndag !”

Et smukt, farverigt programtryk orienterer om det aktuelle emne, med fælles sange og de optrædendes navne. Så talrige har der været, at jeg ikke her vil nævne enkelte, men også i den sammenhæng henvise til hjemmesiden www.bellman.dk, hvor man under Temasider / Bellmandage på Sophienholm kan læse det detaljeret. Og konstatere den store række af solister, ensembler og kor, der har bidraget til festlighederne. Disse dyrebare (-og dyre !) arrangementer kunne ikke gennemføres uden støtte, dels fra Lyngby-Tårbæk kommune, dels fra en række fonde, der generøst har stillet midler til rådighed. Mit råd til dig, kære læser: Snyd ikke dig selv for de kommende Bellmandage. Og så er der Fredmandagen. Den følger selskabets stiftelsesdato (1993), den 18. november.

Disse arrangementer byder også på adskillige Bellmanske og Fredmanske løjer. Selskabet Bellman i Danmark sørger ikke blot for at Bellman kommer ‘ud over rampen’, men også ud ‘blandt Folket’: Seminarer, symposier, konferencer, og ikke mindst udstillinger. Her mindes jeg især salig Jens Lund, medlem af selskabet fra starten, hvis store interesse for den billedkunst, der har været tilknyttet Bellmans værker, fra hans egen levetid og helt frem til nutiden, udmøntedes i en stor udstilling.
“Den 10. september 2006 åbnedes på Frederiks Bastion den af Jens Lund tilrettelagte, meget instruktive, overskuelige og meget fyldestgørende udstilling af illustrationer til Fredmans Epistlar og Fredmans Sånger og illustrerede udgaver af disse værker fra Sverige, Danmark og Tyskland gennem 220 år. Desuden udstillede maleren Hanne Bonde sine silkemalerier med motiver fra epistlerne” . Den genudstilledes samme år i Havnefrontens Erhvervscenters galleri i Vordingborg.

SBiD udgiver kvartalsvis et medlemsblad, “Meddelelser fra Selskabet Bellman i Danmark” (MfSBiD), hvor dette blad er nr. 83 i rækken.
Derudover bøger, hvor 6 er udgivet og nr. 7 på vej.

Jeg indledte med titlen: “Om mit møde med Bellman. Og med Selskabet Bellman i Danmark.”
De to ting er nemlig for mig blevet stærkt forbundet.

Om hvordan Søren Sørensen mødte Bellman

Nya strumpor himmelsblå. Søren Sørensen, forfatter.

En gang tog vores dansklærer os med hjem. Han boede i en af de nye lejligheder i Rosenparken. På væggen i stuen havde han et stort maleri i ekspressionistisk stil, forestillende en meget fed og meget let påklædt negresse. Det tiltrak ret naturligt alles opmærksomhed, interessen for billedkunst var veludviklet i gymnasieforeningen.

Ja-, sagde Offer Andersen, der kan I se: nya strumpor himmelsblå. Han sagde ikke Epistel 9. Han sagde ikke Carl Michael Bellman.
Vi lo alle, for vi var vel undervist, også i Bellman. Agerskov, Nörregård og Roikjers Svensk Læsebog tolvte udgave 1956. Den med noder; nyt allerede i den 9. fra 1945 (!) var at Bellmans og Gunnar Wennerbergs digte ledsages af noder. Også af Retskrivningen af 1906 er – ligesom i de allerfleste svenske skolebøger – gennemført overalt. Fredmans Epistel N:r 9 (Till gumman på Thermopolium Boreale och hennes jungfrur) var den første poetisk-litterære tekst der mødte eleven. Svensk var ikke nyt for os; vi havde haft svensk som særskilt fag i mellemskolen, og læst svenske og norske tekster i de ordinære læsebøger derudover. Kellgrens företal till Fredmans epistlar åbnede ganske vist bogen, men den sprang vi over. Vi læste Bellman.
Synge epistlar og sånger kom jeg først til som ung lærer; skoleinspektøren og hans frue var ivrige Bellman-tilhængere. De hørte også til kredsen der ved stiftelsen i 1993 sluttede sig til SBiD. I deres hjem sang vi hele repertoiret. De klasser jeg havde i dansk, fik en grundig indføring i svensk litteratur.

Mit første møde med Bellman.

Bengt-Ole Lindberg.

I 1946, hvor jeg var seks år, placerede min mor mig foran radioen en søndag, og fortalte at min far ville synge i radioen sammen med et kor, der hed Sangkören Svea”.
De sang blandt andet C.M. Bellmans viser. Det var første gang jeg hørte ”Gubben Noah” og ”Gubben er gammel” – EP 27.
Da jeg blev lidt ældre, fandt jeg ud af, at Sångkören Svea holdt til i Gustavskyrkan, Gustav Adolphs Vej 4, hvor min mor tog mig med til den årlige julebasar, og hvor koret blandt andet optrådte med en del Bellmansange som jeg efterhånden var kommet til at holde af.
I mellemtiden var min onkel og svigerfar kommet med i koret sammen med flere af min fars skrædderkolleger. Så på den tid voksede koret, men måtte give op mange år senere.

Mit møde med Bellman.

Henrik Vinterberg, læge.

Jeg havde en pragtfuld bedstefar, barbermester i gammeldags barberstue på Frederiksberg, hvor han klippede og barberede med kniv, med efterfølgende forfriskende afskylning i kummespringvand. Han var 2. bas i Håndværkerforeningens mandskor, hvor Bellman var på repetoiret.
Som dreng sang jeg Bellman med ham, siden i skolekoret på Metropolitanskolen og så i studietiden i Studentersangforeningen.
Håndværkerforeningens kor skrumpede imidlertid desværre efterhånden ind til en dobbeltkvartet, og da så den anden 2. bas skrantede, var jeg tidvis vikar på Fjäriln vingad og Gubben Noak m.fl.
Herefter hengik en travl årrække med andre dejlige sysler som børn og karriere. Talrige vikariater i Sverige i studietiden og endelig køb af ødegård i Småland indebar brugen af det smukke svenske sprog. Da jeg derfor igen sang, i kor-, vise- og kabaretsammenhæng, var der præference for den svenske sangskat.
De 3 store er efter min opfattelse Bellman, Wennerberg og Taube. Og størst blandt dem er Bellman, erkender jeg, især efter min indtræden i SBiD.
Til ham står de andre i gæld. Man er i godt selskab i Bellmans på en gang socialrealistiske og livsbekræftende verden.
Og det er man også i SBiD. At jeg på ambassaden sagde ja til at indtræde i styrelsen skyldtes forresten bl.a., at Bellmans 275 års fødselsdag er identisk med min kære bedstefars 125 års fødselsdag.

Mig og Bellman

Af Georg T. Amsinck

Mange mennesker kan tydeligt huske hændelser fra deres tidlige barndom. Jeg har ikke denne evne, og mit første møde med Bellman havner derfor uundgåeligt i den anekdotiske ende af sandhedsskalaen.
Vi sang ikke Bellman i mit barndomshjem, vi havde ikke engang et klaver, men mine forældre tog mig som dreng med i teatret ved juletid. Det kunne være til Jul i Købmandsgaarden på Det ny Teater eller Nøddebo Præstegaard på Folketeatret. Hvis det var det sidste, kunne jeg godt have hørt Ove Sprogøe i hans debutrolle som Nicolai i 1945, hvor han sang Vejen gaar til Nøddebo. Stykket blev dramatiseret i 1888 af Elith Reumert, faderen til den navnkundige Poul Reumert, efter en roman af Henrik Scharling. Musikken til to af vaudevillens sange blev hentet af Folketeatrets musikdirektør, Nikolaj Hansen, hos Bellman. Vejen gaar til Nøddebo er musikken fra Fredmans sang nr. 10 Supa klockan över tolv, og pastor Blichers sang Så kom, I velsignede Drenge er melodien hentet fra Fredmanns epistel nr 31, Se Movitz, vi står du och gråter. De to melodiers friskhed brænder sig naturligvis fast i ens bevidsthed, når man er ung. Hostrup har også anvendt Bellmans melodier i et repertoire, som vi børn gjorde bekendtskab med på den ene eller anden måde. Eventyr på fodrejsen, men især En Spurv i Tranedans, hvor Hostrup anvender de fleste Bellman melodier til et syngestykke. Det kongelige Teaters opførelse af Genboerne i 1947 gjorde et uudsletteligt indtryk på en 11 årig dreng. Her hørte jeg, uden at vide det, Bellmans stemme, når Poul Reumert, som Løjtnant von Buddinge, sang Jeg var i selskab hos en Baron hvilket endnu engang er fra Fredmans sang nr.10 Supa klockan över tolv.

Heldigt var det, at min grundskoling fandt sted på Katrinedals skolen i Vanløse. Her var Inger Merete Nordentoft vores inspektør. En dame der gik ind for det nordiske samarbejde, så vi lærte den norske formskrift før alle andre. Men både norsk og især svensk stod på skemaet, ikke kun for et syns skyld, men for alvor. Vi rejste jo meget i de to lande, og siden da har jeg forstået svensk, så jeg senere kunne arbejde i både Sverige og Finland uden at skulle ty til engelsk. Men også i dag er jeg tryg ved at læse og synge Bellman på originalsproget, og selv om vi har gode oversættelser, så er Bellmans egen stemme langt mere lyrisk end en nutidig dansk gendigtning.

Så kom gymnasietiden. Vi læste svensk og Bellman forstås, men mine bedste oplevelser er nok fra efter eksamen, hvor vi studenter i København dansede omkring Krinsen og som i en evig festrus sang Belmanns Så lunka vi så småningom Fr.S 21 og Gaudeamus Igitur. Al fest får en ende, og jeg begyndte et studium på universitetet. Her mødte jeg selvfølgelig en anden studerende, en pige, der læste teaterhistorie og amorinerne fløj. Hun læste på dette forholdsvis nye studium, der blev grundlagt af Torben Krogh i 1953. Og hvem har professor Krogh så skrevet om, andre end Bellman, i afhandlingen Bellman som musikalsk digter fra 1945. Professor Krogh var en stor inspiration for de studerende, hvor kredsen blandt andre omfattede Joen Bille, Jess Ingerslev og Jesper Klein. De spillede teater, så ofte det kunne lade sig gøre på psykologisk laboratorium, og resultatet var da også, at de omtalte studenter blev skuespillere alle som en, ja undtagen min daværende kone som blev magister i faget historie. Alle de nævnte skuespillere sang Bellmans melodier, den ene vej eller den anden. På SBiD ́s cd udgivelse: Bellman i Danmark kan man høre Jesper Kleins fortolkning af Bellmans epistel 77, Klang mina flickor i Jens Louis Petersen uovertrufne gendigtning Skål, piger skål.

Al ting får en ende, og vores ægteskab sluttede som så mange andre med en fordragelig skilsmisse i 1984. Et par år efter mødte jeg min nuværende kone Jette Rymar. Hun er en af de upædagogiske typer, der kan huske alle tekster og melodier til sange hun har hørt eller sunget siden barnsben. For os begge er Bellman et begreb, der fascinerer og drager. En af de største oplevelser vi har haft, var vel nok da vi for år siden oplevede Nis Bank-Mikkelsen på Hofteatrets scene, hvor han optrådte med sit onemanshow; causerede over Bellmans personer og sang Bellmans viser. Hvis Bellman tidligere havde været et luftigt begreb, blev han nu en realitet, som ikke var til at komme udenom. Forståelsen var fuldkommen. At vi så er forelskede i Nis’ format, det er selvsagt.

Om søndagen holder vi af at gå ture enten på Eremitagen eller rundt om Bagsværd sø. En smuk august søndag i år 2002 gik vi en eftermiddagstur for, ved Sophienholm, at standse op og nyde synet af mennesker, der sad på plænen og lyttede til kunstnere som fremførte sange af Bellman. Vi blev der selvfølgelig og overværede den i øvrigt fremragende underholdning. Fra den dag blev Bellmandagen en tilbagevendende begivenhed, som vi ser frem til hvert år, og i øvrigt sørger for at gode venner bliver inviteret med til. I den kolde og mørke januar måned inviterer Jette så familie og venner til en aften med gule ærter. Rigtige flækærter og suppe kogt på sprængt gås. Jeg har i flere år haft æren af at forestå traditionen med at synge for på det danske snapseritual. Første skål synges med den svenske tekst En liten fågel satt en gang, og den sidste skål, kvinten, slutter med strofen fra Fredmans sang nr. 21, Måltidssången: …då en sup, tag dig sen dito en, dito två, dito tre, så dör du nöjdare. Gutår.

Noget om Bellman. Empatisk hyldest

Hans Lundsteen. Provst, pastor emeritus.

Det følgende skal blandt andet handle om en ønskelig overensstemmelse mellem en forfatters tanker og hensigter og læserens forhåbning til det læste. En læser begynder fuld af forhåbning og vil gerne lade sig bevæge til gråd eller latter. En forfatter er tilsvarende fuld af forhåbning om, at læseren således vil lade sig bevæge af værket. Læsere er, tror jeg, under læsningen således samhørig med forfatteren og følger ham ind i fortællingens eller digtets rejse gennem tilværelsens mangfoldighed; og tænk om man gennem læsningen blev lykkeligt forløst i selskabet med forfatteren, måske ligefrem i en slags fælles indsigt. Det behøver ikke at være så forfærdelig alvorligt eller i retning af det tragiske; måske blot det at man kommer til at le højt ad sig selv og hinanden – eksempelvis ved læsningen af Bellmans epistler. Bellman ønskede – tror jeg – inderligt at komme sin læser til at le, og hvilken læser håber ikke netop på således at blive hjerteligt berørt? – samtidig med at man under læsningen mærker en lægende alvor rykke en tæt ind på livet. Jeg forestiller mig netop Bellman som en sådan eksemplarisk rejsefører, humoristisk og hjertelig og med en inderlig alvor over for livet og døden, hvilket lægger læseren en ønskelig eftertanke på sinde; hvad man som læser ønsker sig, svarer just til, hvad digteren har haft til hensigt med sit værk. Her er den fineste overensstemmelse mellem forfatter og læser….. Ja, det vil sige, for tænk om det hele blot beror på en indbildning, for hvor i alverden kan man overhovedet vide noget om Bellmans inderste, hans tanker og hensigter? Der er jo kun, hvad han har skrevet.

Nu forholder det sig nemlig sådan, at der ikke kun er læsere, men også litteraturforskere, og litteraturforskere søger efter andre tilgange til værkerne og en anden slags indsigt end den bevægede læser. Her gælder det forskning. Engang blev det anset for selvfølgeligt, at det biografiske var nøglen til at forstå en forfatters værker, idet person og digtning hørte uadskilleligt sammen. Derfor gjaldt det om at få indsigt i forfatterens liv og levned, for at forstå hvad han skrev. Således også med Bellman. Det var hans i livet erhvervede indsigt, som bar hans digtning, og her kunne man lære digteren at kende som en medrejsende på tilværelsens bevægede sejlads: læs her til trøst og lise. Men nu er dette synspunkt ganske forladt til fordel for det modsatte, som fastholder, at kun selve det skrevne, teksten er vedkommende; alt det ”interessante” ved forfatterens person og liv er ganske uvedkommende. Det forholder sig ligefrem for visse Bellmanforskeres vedkommende således, at man slet ikke kan vide noget om digteren, hans tanker og hensigter. Det er ligefrem tabu at tale derom. Og i en vis forstand er det jo rigtigt, for hvad kan man egentlig talt vide om et andet menneskes inderste? Det vigtige bliver i stedet, for eksempel, at undersøge værkets samfundsmæssige sammenhæng, eller dets ideologiske baggrund, eller dets genre samt den litterære retning hvori det hører til, m.m. Det vigtige er alene teksten, mens forfatteren selv forsvinder ud af billedet sammen med den forhåbningsfulde læser. Kort sagt: selvfølgelig kan man vide en hel mængde realia om Bellman, men hvis man tror at vide, hvad han ville med sin læser, og i det hele taget hvad han selv mente, så er det uvedkommende, ja, i en vis forstand forbudt, for kun teksten forligger som genstand for undersøgelser. Litteraturforskere skriver da mest for hinanden, selv om de selvfølgelig håber, at andre vil læse med. Deri er der kun godt og slet intet ondt – men når man tænker på den almindelige, forhåbningsfulde læser, så har det litterær-videnskabelige værk ikke så forfærdelig meget at byde på bort set fra diverse facts.

Hvor mon nu læserne af dette blad befinder sig? – vort selskab er jo netop i færd med at udgive endnu et bind i sin litterære skriftserie, hvilket vil vise sig i allerhøjeste grad at være ”videnskabeligt” anlagt med en række af bidrag til en nutidig Bellmanforskning af digterens tekster. Gid det må anspore mange, selv om det altså kun drejer sig om noget, som Bellman har skrevet og ikke om, hvad han personligt har ment dermed og måske gerne ville være fælles med sin læser om. Bindets artikler – meget om epistlerne og lidt om salmerne – kan helt sikkert ikke undgå at interessere; man risikerer ligefrem at blive klog under læsningen – men der er næppe nogen, som vil blive bevæget i retning af det ovenfor omtalte empatiske eller til at føle sig i slægtskab med Bellman og hans personer, – og måske vil den forhåbningsfulde læser derfor føle sig en smule skuffet, for hvad blev der af Bellmans egen hensigt med det skrevne? hans imødekommenhed over for den enfoldige læsers forhåbninger? og hvad han måske gerne ville være fælles med læseren om? for slet ikke at tale om, hvad Bellman selv har tænkt og udgrundet for sit eget vedkommende?

Kan man virkelig slet intet vide om Bellman? Måske noget naivt vil jeg gerne huske på, at Bellman samtidig med epistlerne også skrev en del salmer, som i hvert fald vidner om en helt ualmindelig stor indsigt i evangelisk-luthersk kristendom. Var Bellman da ikke selv et kristenmenneske – eller var det hele blot digteriske øvelser? Det får i hvert fald en til at spørge, om ikke netop den alvor, som man fornemmer i epistlerne og den tilsvarende alvor i salmerne, på en eller anden måde er forenede et sted i Bellmans indre i en bevægelse imod læserens hjerte? Selvfølgelig kan man nøjes med at sige: at teksterne, i hvert fald salmerne og måske også epistlerne, vidner om, at forfatteren Carl Michael Bellman var fortrolig med tidens evangelisk lutherske overlevering – men om han selv ”troede”, lader sig ikke sige, og den læser, som alligevel forsøger at knytte en sådan indre forbindelse, er selv blevet ”digter” eller ”entusiast” – altså i følge visse forskere, for hvem ideen om den bevægede læser og den lige så bevægende digter er fri fantasi, og måske ligefrem utilstedelig. De kan nu sige hvad de vil. Lad forskningen glimre til indsigt og oplysning.
Det ændrer ikke ved undertegnedes glæde over Bellman som rejsefører i humor og hjertelig alvor. Lykkeligt bevægende.

Om hvordan Per Olsen mødte Bellman

Den första gång jag såg dig… Mine møder med Bellman. Per Olsen, lektor mag. art.

1.
Erindringer skal man omgås med forsigtighed. At bruge af arvesølvet er at tage af hovedstolen. Jeg vover alligevel det ene øje og ”giv(er) et Glimt tilbage!”, som en af vore nationalskjalde skriver et sted. Mit første rigtige møde med Bellman var på Virum Statsskole, nu Virum Gymnasium, lidt nord for København. Dog kendte jeg Bellman hjemmefra, mest fra fællessange ved festlige lejligheder. Men i gymnasiet fik han mere kropslig og sjælelig substans i det frodige, kreative, innovative og intellektuelt stimulerende miljø for os elever (det var før det hed ”studerende”), som var interesseret i litteratur, musik og billedkunst.
Tiden o. 1960 var præget af store opbrud og ankomster, både litterært, kunstnerisk og musikalsk, men også politisk: der arrangeres anti-atommarch fra Holbæk til København, DDR bygger muren i Berlin, Sovjet opsender det første bemandede rumskib, der er (rock’n’roll-)ungdomsoptøjer på Enghave Plads, valgretsalderen nedsættes fra 23 til 21 år, Cubakrisen, John F. Kennedy myrdes i Dallas, topløse piger chokerer i Ekstra Bladet, The Beatles giver koncert i KB-hallen m.m. Nye oplevelsesformer, livssammenhænge og adfærdsmønstre var i hastig fremmarch. Et anti-autoritært oprør var på vej. Den ny verdens maksikale sanselighed mødtes med et topmål af personlig følsomhed og modtagelighed. Vi var ikke for fastholdere.
Som medredaktør af skolebladet ”Vi-Sta” anmeldte jeg med stor entusiasme nogle af tidens nye litterære og kulturelle strømninger, ikke mindst de avantgardistiske tiltag. Det kom bl.a. en række moderne og aktuelle forfattere til gode: Morten Nielsens Breve til en ven, J.D. Salingers Franny og Zooey, Rifbjergs Under vejr med mig selv (anden- udgaven), Voliere, filmen Weekend og Studenterforeningens nytårskomedie Gris på gaflen. Jeg oprettede litterære studiekredse om bl.a. Villy Sørensens Ufarlige historier, Axel Sandemoses Varulven og Agnar Mykles Sangen om den røde rubin. Skrev introduktioner til bl.a. Bert Brecht, Tristan Tzara og dadaismen og anmeldte stykker af Harold Pinter og Samuel Beckett på det nystartede Fiolteatret. Skrev referater fra gymnasieforeningens arrangementer, fx af en kunstaften med William Soya og Knud Hvidberg. Dyrkede den nye franske bølge i filmen, ”la nouvelle vague”, med dens ungdommelige og drilagtige friskhed, stileksperimenter og moderne rastløse og frigjorte persontyper (i fx Truffauts, Chabrols, Rivettes og Rohmers film – og ikke mindst i Godards Åndeløs). Deltog også i studiekredsen ”Jazz med kommentarer”, hvor jeg holdt foredrag om bl.a. guitaristen Charlie Christian og Miles Davis’ Kind of Blue, og var til koncert med hans Quintet i Tivolis Koncertsal foråret 1960 sammen med en dejlig bellmansk Cajsa Stina og i efteråret 1964, efter gymnasiet, med hans ny gruppe i KB-hallen, ledsaget denne gang af en lokal, køn og sanselig Ulla Winblad. Vi hørte Jazz & Poesi i kælderen under Københavns Universitet, i Fiolteatret, Jazzhus Montmartre og på det unge kunstmuseum Louisiana i Humlebæk. Optagetheden af jazzmusikkens improvisation kunne jeg senere linke til Bellmans poetisk-musikalske polyrytmik. 1) Samtidig lavede jeg interviews sammen med den funky fætter og senere provo Ole Grünbaum fra min parallelklasse med bl.a. Blovstrød-præsten Harald Søbye, maleren Wilhelm Freddie og forfatteren Børge (Jeg er salig-) Madsen.
Vi fløjlsjakkeklædte, omnipotente unge fyre – og pigerne – greb engageret dagen på alle tænkelige og utænkelige måder og områder; vi erfarede at lykken sjældent kommer alene – således også når der en gang om måneden var fest i skolens kælderkantine med Adrian Bentzons eller et andet jazzband, med dæmpet lyssætning og med vin eller øl (det var årtier før fredagsbarernes tid), og hvor man kunne score en af de mange hippe, kønne, velformede (og ofte seksuelt villige) piger. Mange var opvokset bag ligusterhækkenes skærmende ly i de parcelhuskvarterer, som opstod i 50ernes koldkrigeriske konservativt-bornerte miljø. 2) Der var ikke meget, der blev forsømt i de år, og da slet ikke foråret. John Lennons udsagn om at ”Life is what happens to you, while you are busy making other plans”, passede i hvert fald ikke på mange af os, snarere Bob Dylans ”The Times They Are A-Changing”. Friheden var der – både fri fra, og især fri til – muligheden for at, med et senere udtryk af Michael Strunge, folde sine personlige, faglige, kreative og sociale ”drømmens faner” ud. Gymnasiet var et sted og en tid med rigtig meget (vel)behag for os elever og med en sval distance til verden. Bellmans ven og kollega Samuel Olof Tilas siger det sådan: ”Vår ungdom är en Juni-dag” 3), og Bellman udtrykker samme tilstand på denne måde: ”Här är Musik och Flickor hvar dag,/Här är Bacchus buden,/Här är Kärleks Guden,/Här är all ting, här är jag.” (FE 9) Efter studentereksamen kom de mange fester, og dér var Bellmans epistler altid med som fysisk og psykisk bagage – i form af forlaget Prismas billigbogsudgave til 11:50 SEK. 4)

2.
Jeg boede med mine forældre og min storesøster på Virum Stationsvej 202, næsten helt oppe ved Hummeltoftevej, tæt på skoven, Mølleåen og på den anden side af den Sophienholm; her lå ”Spurveskjul”, og myten fortalte at H.C. Andersen havde digtet ”Moderen med Barnet” (”Hist, hvor Veien slaaer en Bugt”) hér. Der var heller ikke langt til Frederiksdal eller Furesøen, som Chr. Winther havde skrevet om: ”Flyv, Fugl! flyv over Furresøens Vove!” I det hele taget var området velegnet til romantiske ture med kærester – dag som nat; og i løbet af gymnasietiden fik jeg da også en række on-and-off-kærester i Frederiksdal, Brede, Sorgenfri, Lyngby, Holte, Gl. Holte, Søllerød (hvor de hverken var eller er sølle eller røde) og sågar i Farum og Birkerød…

– en Kirsten, en Lotte, Gitte, Helle, Annette, Eva, en Anna, en Ida og et par virumske Ulla’er, hvis brystholderstivere man ofte fik filtret fingrene ind i. Mange af deres forældre – inklusive mine egne – kunne deres Bellman, om ikke udenad, så dog godt nok til at forstå hvad epistlerne og sangene handlede om! Mine forældre havde en samling Skæmtsomme eventyr fra Danmark, Norge og Sverige stående i bogreolen. 5)
Ved læsningen af de såkaldte ”Bellmanhistorier” blev det hurtigt klart for mig at Bellman og Fredman absolut ikke var identiske. Der var bellmanske aftener der aldrig kunne få ende, det var et uendeligt forår. Området havde en bellmansk topografi, som emmede af følsom kærlighed og senere i gymnasieforløbet af sanselig erotik; fx når man efter et besøg på det lokale ”Lokatten” (FE 77), eller efter et kulturelt arrangement på gymnasiet eller et andet hypet sted i området fulgte en dårende dejlig, lokal Cajsa Lisa hjem i måneskin ved Furesøen med Bellmans lyrik i baghovedet og listede ind af forældrenes kælderdør, op på pigens værelse og med ned under dynen i hendes seng: ”Öpna din barm, min liufliga trängtan / Och lägg på denna stol / Särk, byxor, kåft och kiol / Och somna in wid min Viol”. Selvom jeg spillede på en Gibson-guitar, havde jeg en ubevidst anelse om hvad ”Viol” eller ”fiol” betød i dén kontekst. 6) Det handlede om (vove)mod, elskov, dejlige piger og humor!

3.
Vi havde en ualmindeligt uinspirerende dansklærerinde. I løbet af gymnasiet nåede vi frem til ca. 1918. Hun var stærkt optaget af Biedermeierkulturen, men fatsvag overfor mig og de andre ikonoklastiske elever, som var optaget af ny(ere) litteratur, de amerikanske beatniks, 7) de franske eksistentialister og de modernistiske strømninger; bl.a. den ny poesi og prosa, som kom frem o. 1960: Klaus Rifbjerg, Leif Panduro, Peter Seeberg, Jørgen Sonne, Ivan Malinovski, Per Højholt, Benny Andersen, Jørgen Gustava Brandt, Villy Sørensen, Uffe Harder, Jess Ørnsbo, Inger Christensen, Sven Holm, Svend Åge Madsen osv. De kom som en sommer, en multidonor eller, som Benny Andersen skriver et sted: ”Omkring dig blegner vistnokker og måskeer/og verden bliver dagligt født under pragtfulde veer!”
Jeg kan huske at jeg skrev en (dansk) stil om Rifbjergs Camouflage, som min bogholderbetænkelige lærerinde – til trods for at hun sagde at hun hverken forstod et ord af digtet eller af min stil – gav mig en høj karakter for. Digtet har de frapperende indledningslinjer: ”Vil med anderledes styrke/hente mod til at tage ved hånden/nu da bygningen står og kan ses”, og slutlinjerne lyder: ”tinsoldaterverdenen/
spejderelskværdighed gode gerninger/trukket i automat med indbygget/syndsforladelse mørket mellem os en/ikke ubehagelig tryghed uskyldig dette/ord første eneste sidste umuligste gang/før gråden”. Hvabehar! Vrooooommm… siger det på syntaksautostradaerne – eller ”Happy New Ears”, som John Cage sagde. Jeg fik senere at vide, at min stil havde cirkuleret på lærerværelset blandt dansklærerne, som heller ikke havde forstået meget af den (for slet ikke at tale om Rifbjergs digt), undtagen Paul Nakskov som var gift med den fine lyriker Tove Meyer.
Tidligere havde jeg mødt Bellmans digtning som et slags åndeligt fællesskab, som fællessang ved festlige lejligheder hjemme i familjen, samt som akkompagnement til de første amourøse liaisons, men havde endnu ikke beskæftiget mig konkret – og da slet ikke analytisk – med hans tekster. Men så, engang tidligt i 3.g, kom vi i Falkenstjerne & Borup Jensens Håndbog i dansk litteratur, bd. 2 (12. udgave, 1961) til ”formskærerlavet”, 8) altså J.L. Heiberg og Henrik Hertz. Vi satte sagen på spidsen: ”Enten er det stort, eller også er det (noget) lort”. Og nu udbrød der nærmest en åben krig mellem traditionalisten, lærerinden, pebermøen, og modernisten, eleven og den ungdommelige nærlæser, som allerede da var stærkt interesseret i litterær teori og metode. 9) Jeg tror vi brugte 5-6 timer til gennemgangen af ”Posthuset i Hirschholm”, hvilket dengang var helt uhørt lang tid at bruge på en enkelt tekst. Allerede dengang kendte jeg til forskellen mellem den eksplicitte og den implicitte forfatter, vidste at der er forskel på fortælleren og forfatteren, at Bellman altså ikke er den absolut ikke-promillesky Fredman, og derfor ikke kan tages til indtægt for dennes spirituøse og seksuelle udskejelser, men at det selvfølgelig hvirvles op i skriften. Også dét var hun helt uenig i. På trods af min kritik af ”Posthuset…” og hendes biografistiske og atomistiske læsning af digtet, blev jeg fanget ind af professorfruens sang, Bellmancitatet i str. 6 og fortællerjegets kommentar: ”(…) ’se skyarna glimma,/Stjernorna försilfra båd vatten och land,/Månan i molnet sin guldgula dimma/Kastar öfver klappträn och såar vid strand./’BELLMAN! Din Sang, der er kjendt af saa Faa,/I hendes drømmende Tanke den hviler.” Der var ingen sproglige problemer, det var dengang man læste og lærte svensk i gymnasiet. Men hvad var det denne Bellman kunne? – det måtte jeg finde ud af! Det prøvede jeg så og opdagede at hans epistler var The Real Poetry Thing, Spoken Word – 1700-tallets Jazz & Poesi – og at der i dem var mere kærlighed, brunst og brændevin end i ”formskærerlavet”s æteriske og sublimerede æstetik; livet var lykkeligt meningsløst, bohêmen Bellman vs. formskærerne Heiberg og Hertz – og epistlerne passede fint ind blandt mine ovenfor nævnte husguder. Og jeg fik skaffet artikler og bøger om ”Den svenske Anakreon” og kunne sætte min dansklærer skakmat med henvisninger til Niels Afzelius, Torben Krogh, Olle Holmberg i festskriftet til Paul V. Rubow, Örjan Lindberger og E.N. Tigerstedts Svensk litteraturhistoria. Desuden udkom der nu Bellman-LP-plader med Sven-Bertil Taubes nye, friske fortolkninger. Ikke flere deklamatoriske Aksel Schiøtz- og Poul Reumert-fortolkninger eller, som Ivan Malinovski skriver: ”At høre Poul Reumert sige ’Hvad er klokken?’ er som at delagtiggøres i det endelige, uomstødelige resultat af et langt livs tung tænkning om tidens korthed, evighedens væsen.” 10) En ligeledes afgørende og strømførende inspiration i denne sammenhæng blev Gunnar Ekelöfs En Mölna-elegi fra 1960: ”Vindsus och vågstänk/Vågsus och vindstänk/Vågornas sus och vinden/kyligt mot pannan och kinden – ensamheten och du/evigt på samma kryss.” Med Bellman, en samtidig til Ewald og Mozart, var der kommet en ny fræk, poetisk-musikalsk dreng i klassen, a kindred spirit, som satte nye litterære standarder. Og desuden fandt jeg 1700-tallet elementært spændende: oplyst enevælde, oprør mod kirken, statskup og revolutioner, adelen og det opkommende borgerskab samt de franske oplysningsfilosoffer. Der var for mig, dengang som i dag, ingen kulturel botox i Bellmans digtning, og da jeg meget senere fandt ud af, at Kierkegaards bogsamling af svensk skønlitteratur begrænsede sig til Bellman, bekræftede det hans niveau. Sådan har jeg haft det lige siden.
Skolens rektor, Folke Roikjer, havde udgivet en Svensk antologi for gymnasiet, som vi brugte, og i forbindelse med gennemgangen af ”Posthuset…” læste vi bogens tre Bellmantekster: FE 9 (”Käraste Bröder, Systrar och Vänner”), FE 49 (”Mamsell Ulla, märk Mamsell”) og FE 81 (”Märk hur’ vår skugga, märk Movitz Mon Frere!”). Uden dansklærerindens synderlige engagement eller begejstring – Biedermeier Bitch.

4.
Nogle år efter min magisterkonferens i Almindelig og sammenlignende litteraturvidenskab fra Københavns Universitet kom jeg med i en arbejdsgruppe, som udgav et nyt og anderledes litteraturudvalg til gymnasiet, der blev lanceret som en ”marxistisk” eller ”socialhistorisk” litteraturantologi, og som frejdigt erklærede at ”Falkenstjernes afløser er kommet”: Samlerens antologi af nordisk litteratur, bd. 1-11; bd. 5, som jeg lavede sammen med nu afdøde Finn Hauberg Mortensen, handlede om perioden 1785-1825, og da fik jeg så mulighed for at beskæftige mig forskningsmæssigt og professionelt med Bellman.
I bindet, der udkom i 1983, bragte vi FE 3 (”Fader Berg i hornet stöter”), FE 9 (”Käraste Bröder, Systrar och Vänner”), FE 12 (”Gråt Fader Berg och spela”) og FE 79 (”Charon i Luren tutar”), samt ”Företal til Fredmans epistlar” (”Läsare. Här ser Du en skugga af en Backi Hiälte”) og ”Lefwernesbeskrifning” (”Som jag almänt är känd så på den Moraliska som Physiska sidan”). Desuden bragte vi en række erotiske tegninger af Sergel (den slags var Falkenstjerne og den svenske antologi klinisk renset for) og, på s. 529, skjult i noterne, Oehlenschlägers elegante og frække ”Raad til unge Ægtemænd”. 11) Vi havde imidlertid glemt at tage i betragtning, at det foregående bind i antologien – som omhandlede perioden 1700-1785, og som udkom året efter vores bd. 5 – selvfølgelig også ville medtage tekster af Bellman. Det kan forklare, at de tre første tekster i bd. 5 alle er fra 1770, og altså rettelig burde have været med i bd. 4, som rummer FE 45 (”Tjenare Mollberg, hur är det fatt?”), FE 48 (”Solen glimmar blank och trind”), FE 72 (”Ulla! min Ulla! säj får jag dig bjuda”) og FE 23 (”Ach du min Moder! Säj hvem dig sände”), samt ”Fredmans testamente”, nr. 208 (”Isterhaka, väldig buk”).

På dette tidspunkt i mit liv lærte epistlerne mig også, at mad ikke er det eneste, kvinder har lyst til tre gange om dagen. Arbejdet med antologien bekræftede mig i hvad jeg i gymnasiet kun ubevidst, men alligevel drømmeagtig sikkert havde forstået: hans poetisk-musikalske teknik, rytmen, fraseringen, det sangbare, talesproget, digtenes dramatiske karakter, det ironisk-parodiske – det performative (Fredman som conférencier) – Fredmans epistler som ”impressionistisk” storbylyrik, Stockholm und kein Ende! 12) og endelig det vældige tematiske spænd fra følsom rokokokærlighed (FE 80) over gruppesex (FE 49), dans og sang (FE 2, 3), druk og rendesten (FE 23) til blandingen af det bakkanalske og makabre, latter og sorg, liv og død – for livsrejsen i epistlerne og sangene foregår altid med døden som følgesvend og ender på kirkegården (FE 54 og FE 81):

Märk hur’ vår skugga, märk Movitz Mon Frere!
Innom et mörker sig slutar,
Hur Guld och Purpur i Skåfveln, den där,
Byts til grus och klutar.
Vinkar Charon från sin brusande älf,
Och tre gånger sen Dödgräfvaren sjelf,
Mer du din drufva ej kryster.
Därföre Movitz kom hjelp mig och hvälf
Grafsten öfver vår Syster.

I 1990 var jeg på ”job swop” tre uger i Norrköping, hvor den svenske lærer boede hos min familje og underviste mine hold i Bellman og moderne svensk litteratur, mens jeg boede hos hans familje og underviste hans klasser i dansk 80er-lyrik, ny dansk film og Ambrosius Stub, hvis rokokopastoraler dannede sparringspartnere for Bellmans. 13) Det var så heldigt, at der samtidig var en stor udstilling med og om Sergel på Nationalmuseet i Stockholm, som jeg rejste op og så.
Bellman hørte jo til inderkredsen af de kreative og gustavianske forfattere, som Sergel færdedes i. Sergel og Bellman var gode venner, og han har skildret Bellman flere gange, altid ukonventionelt og livsnært. De to portrætter i Nationalmuseet, som Sergel tegnede af digteren, viser hele spændvidden i Bellmans person: mellem den fint påklædte posør med paryk som læser op ved hoffet, og den trætte flanør og sanger som efter at have festet igennem hele natten, nu gnaven banker på billedhuggerens dør og bliver budt på en bid brød og en opstrammer. Den sidste tegning er fra 1790erne, hvor Bellman var plaget af sygdom og havdproblemer med alkohol og med økonomien. Bellman var helt klar over Sergels kunstneriske mesterskab og giver i et digt fra 1783 en malende beskrivelse af hans kunst: ”En Sergell åt sitt ler en stum/förundran delar,/I kalla marmorns klyft båd lif/och värma spelar/Och blodets lek och svall”.
Bellman fik sin naturlige plads i kursusprogrammet på et to-semesters overbygningskursus om ”Verdenslyrik”, jeg afholdt på Litteraturvidenskab & Semiotik, Syddansk Universitet 1994-95. Bellman kom her i selskab med Sapfo og Anakreon, Catul og Ovid, Villon og Petrarca, Ronsard og Shakespeare, Hölderlin, Heine, Blake og Foscolo, Baudelaire, Verlaine og Sophus Claussen. Og så var kurset pludselig – alt for hurtigt – slut, men vi havde alle ”levet en Dag i Ekbátana” i dette fantastiske og nobelprisformidable lyriske landskab!

5.
I 2004 blev jeg inviteret til at holde et foredrag i SBiD om ”Bellman og Carpe diem-temaet”, et tema som jeg var i gang med at skrive en bog om. I bogen, som udkom i 2010, og hvor jeg bl.a. analyserede FE 23 (”Ach du min Moder”), bliver digtet diskuteret i en kontekst af den græske eller palatinske antologi, Wessel, Stub, Ewald, Tilas og klubdigtningen i slutningen af 1700-tallet. 14). Og i foråret 2013 var jeg, sammen med et par andre styrelsesmedlemmer med til at lave et Bellman-seminar på Tisvilde Højskole, hvor jeg talte om ”Fredmans epistler” og ”Bellman som verdenslitteratur”. Seminaret blev anmeldt fint af to deltagere. 15)
Jeg blev tilbudt en styrelsespost i selskabet og er nu endt som næstformand, og så var der igen-igen ingen vej tilbage. Men det er ikke sikkert at det slutter med Bellman og mig hér. Jeg har nemlig en bog om Dansk jazzlyrik 1914-2014 undervejs, hvor jeg søger at trække en linje fra Fredmans improvisationskunst til jazzmusikkens, og en anden om Moderne litterære parodier, hvor nogle af hans tekster jo helt oplagt hører hjemme.

6.
Så blev der igen plads til læseren, for endnu engang vælder hele det righoldige bellmanske univers op. I forbindelse med udgivelsen af det nye bind i SBiDs skriftserie 16) lystlæste jeg det meste af den store svenske Standardudgave, og fandt atter nye, overraskende sider af Bellmans mangfoldige forfatterskab, genrespredningen, den fortællemæssige kompleksitet og figurernes livsglæde og livskapacitet: han forener den mest overgivne lyst(ighed) med det dybeste vemod:

En Nymph i det gröna,
Och Vin i gröna glas:
Lika godt Calas,
Båda om mig dras.
(…)
Jag är i våda.
– – Supa, dricka,
Och ha sin flicka,
Är hvad Sancte Fredman lär.

Bellman er jo uendelig langt mere end ”Wein, Weib und Gesang”, ”Øl, fis(se) og hornmusik”, selvom Fredmans glas altid er ½ fyldt, aldrig ½ tomt! Freud ville ikke være tilfreds; han opererer som bekendt med såvel et lystprincip som et realitetsprincip, men i Fredmans epistlar bliver det sidste aldrig ført ud i virkeligheden. Gang på gang bliver vi mindet om at ”Gubben är gammal, urverket dras,/Visaren visar, timman ilar./Döden sit timglas har stält vid mit glas,/Kring buteljen strött sina pilar” (FE 27), og at ”Ända i din kärleks timma,/Måste du en död förnimma.” (FE 43); eller, som Dan Turèll, en anden kindred spirit skriver: ”Alt er kød på vej mod død.” Det er sammenfletningen af øjeblikkets selvslugeriske nærvær og dødens nærvær, som rykker hans digte op i ligaen af suveræn svensk verdenslitteratur. Især epistlerne er fine eksempler på, hvad jeg mener verdenslitteratur er og kan.
Hvorfor er Bellman så god en lyriker? 17) Hans epistler og sange beskriver umulige, uforbederlige, usle, fordrukne, forhorede, syfilitiske og deklasserede eksistenser, som han havde set i sin ungdom på Söder i Stockholm, men som også findes i Virum, København, Odense, Århus og Ålborg. 18) Men han forstår disse psykisk og socialt udsatte kvinder og mænd som mennesker og omfatter dem med megen empati, humor og sensualisme, med en bizar humor, som lader den enkelte figur og situation vokse til rabelaiske, karnevaleske dimensioner – en veritabel latterkultur. Disse skæve eksistenser, som hæmningsløst slukker deres selskabelige, seksuelle og alkoholiske begær, stiger ud af deres banale, taktile hverdagsmiljø og bliver halvt mytologiske figurer. At elske, drikke, synge og danse betyder kærlighed, vin og musik – repræsenteret af Venus, Bacchus og Apollon. Kroppen, det sanselige begær, øjeblikket, erindringen, de konkrete miljøer, den sproglige og retoriske fantasi og et udfordrende betydningsunivers – det er min verdenslitterære Bellman. Jo, man kan nå langt i sit liv med denne Bellman: fra gymnasieelev til næstformand i SBiD! ”Min Siæl hvad viltu meer?” Kunsten kan være en ilter elskerinde, således også i tilfældet Fredmans epistlar. Det har tit slået mig senere, hvor meget af sin teenagelærdom man fortrænger. Men i tilværelsens og bakspejlets ulideligt klare, kognitive lys har bl.a. Bellmans tekster hjulpet til at fragte ungdommens personlige uskyld, lyst, glæde og kærlighed med over i voksenlivet. Man var dengang i den receptive alder, betrækket er endnu ikke stivnet, og man er åben og modtagelig på en meget høj frekvens. Man skal være solidarisk med sine ungdommelige lyster (og umodenhed), men aldrig dyrke dem (den) som en last. 19) Forfatteren til Fredmans epistlar gjorde det første, men ikke det sidste!

I tror jeg fortalte det hele?

Coda

7. Mine Top 10 Bellman-Highlights
FE 3 (”Fader Berg i hornet stöter”) om den tidligere hofurmager Fredmans forskellige måder at blæse i hornet på og dermed en intensivering af dansen [jf. i øvrigt W.B. Yeats’ ”Among School Children”, Alexander Kiellands ”Balstemning”, Sophus Claussens ”Balaften”, Johs. Wulffs ”I fru Fønix balsalon”, Klaus Rifbjergs ”Til bal” og Jannick Storms ”Balaften”].

FE 9 (”Käraste Bröder, Systrar och Vänner”) med dens korte, præcise sammenfatning af ét aspekt af carpe diem-temaet (vin, musik, sang og dans): ”Här är Musik och Flickor hvar dag,/Här är Bacchus buden,/Här är Kärleks Guden,/Här är all ting, här är jag”.

FE 23 (”Ach du min Moder, säj hvem dig sände”) – ”Den svenske litteraturs Hamlet-monolog” eller monty pyton-optimistiske ”Always Look On The Bright Side Of Life”; den har klare intertekstuelle referencer til ”Jobs Bog” (GT) – og er en af mine favoritter – begrundelsen kommer her: mennesket er, i de samme historiske kulturformer, fælles om bestemte, typiske oplevelser og erfaringer. Desuden er vores bevidsthed om og tolkning af omverden til en vis grad styret af tekst- og billedmæssige koder og psyko-seksuelle organiseringer. Og i FE 23 finder jeg som læser en sådan tæt og kompleks vellykket sammenhæng på indholdssiden mellem den private tilværelse (intimsfæren), den offentlige verden (socialsfæren) og digtets tematik og struktur/forløb. Og på udtrykssiden er digtet et rent tragisk-komisk, oralt karneval (når man hører det sunget af fx Fred Åkerström). Visen falder i tre dele: strofe 1-4 handler om det tilfældige samleje, hvis resultat blev jeg-fortælleren Fredman; anden del (str. 5) er den centrale trosbekendelse til vinguden Bacchus, og i tredje del (str. 6-8) fokuserer jeg-fortælleren nu på naturen og viser modsætningen mellem det sakrale og bakkanalske – med takken til forældrene og forbrødringen med den tidligere forbandede far, fordi kroen igen åbner (str. 6, 1). Her er kontekstuelle sammenhænge mellem fiktion og levet liv, mellem fiktion og autofiktion.

FE 45 (”Tjenare Mollberg, hur är det fatt?”) med den politisk-satiriske samtale mellem Fredman og Mollberg om ytringsfriheden, samfundet og kunstneren.

FE 48 (”Solen glimmar blank och trind”) med dens brede, episke skildring af en sejltur med Ulla Winblad, balanceret mellem indestængt erotik og kølig topografi [jf. malerier af
Antoine Watteau, Francois Boucher, Jean-Honoré Fragonard og deres skildringer af les fêtes galantes].

FS 64 (”Fjäriln vingad syns på Haga”) med såvel den pastorale teksts som musikkens enkle folkelighed [jf. William Empsons Some Versions of Pastoral (1935), heri ”Alice i eventyrland – barnet som hyrdeskikkelse”, Meddelelser fra Dansklærerforeningen, nr. 4 (s. 533-51, 1974)].

FE 71 (”Ulla!, min Ulla!, säj får jag dig bjuda”) med dens sanselige, sensuelle, direkte og (næsten) dampende, men alligevel suggestive erotik. ”Ulla min Ulla! åh, lad mig dig byde” – på Mazurka, og på ”madraspolka”.

FE 79 (”Charon i Luren tutar”) med dens dobbelteksponering af digtets virkelige og mytologiske figurer.

FE 81 (”Märk hur’ vår skugga, märk Mowitz Mon Frere”) med dens ’realistiske’ og dobbelte syn på døden som både tiltrækkende og frastødende [sammenlign med fx Thomas Grays ”Elegi skrevet på en landsbykirkegård” (1751, dansk 1924) – og se desuden Carl Fehrmans Kyrkogårdsromantik (1954)].

FE 82 (”Hvila vid denna källa”) med dens gennemført lyriske behandling og raffinerede sammenkædning af vin, musik, pastoral sødme, erotik og død i det helt store register – rokokolandskabets – perspektiveret til forholdet mellem digt og virkelighed; fiktionens verden er her tilpasset virkelighedens verden gennem sprogformens gennemslagskraft, fortælleren har skabt et tætvævet net, som læseren falder i.

Noter:
1. Mange forskellige rytmer der fungerer samtidig i forhold til en fælles puls, men som hver især indgår i en anden rytmisk sammenhæng. Tenorsaxofonisten John Coltranes første trommeslager, Elvin Jones, var en mester i at lade rytmerne skubbe kraftigt til hinanden – en konstant polyrytmik; se desuden “Frigørelsens hylen”, Spring. Tidsspring for moderne dansk litteratur, nr. 21 (Tema: Musik og litteratur) (s. 115-27, 2004).
2. Med et uddrag fra forordet i Virum Gymnasium. Jubilæumsskrift 1957-2007: ”Rækkehuse i lange linier øst og vest for Kongevejen, nord og syd for Virumvej, er indbegrebet af Virum, et rigtigt pænt middelklassekvarter, der blev udbygget i de forsigtige halvtredsere. Pæne familier med pæne stillinger og mange pæne børn fra de store årgange flyttede ud til rækkehusene, der alle lignede hinanden.” Nogle husker stadig den amerikanske protestsanger Pete Seegers ”Little Boxes”, som kunne være skrevet i 1950ernes Virum – og mange andre forstadskvarterer. Virum var dengang, i slutningen af 50erne og begyndelsen af 60erne, ikke helt så fornem som i dag – en mellemting mellem land og by, idyl og industrialisering.
3. Med den lysende linje ”Vår ungdom är en Juni-dag”skaber Tilas en identifikation mellem metaforens to led. Han har droppet det mere forsigtige sammenligningsled ”(lige)som” og skaber derved en ”moderne” metafor; desuden får linjen en mere sanselig friskhed og intensitet med det konkrete ”Juni-dag” frem for det mere abstrakte ”Vår” (”forår”). Shakespeare, der jo ellers godt kunne skrive sonetter der letter, skriver i sin berømte sonet 18 fx: ”Shall I compare thee to a summer’s day?” ”Vårens och ungdomens flyktiga behag” kan synges på en populær melodi fra Mme Favarts lystspil Annette et Lubin, nemlig arien ”Annette à l´âge de quinze ans” (1762).
4. Benyttet udgave hér er: Carl Michael Bellman: Fredmans epistlar. Text- och melodihistorisk utgåva med musiken i reproduktion efter originaltrycket. Textredaktör Gunnar Hillbom. Melodiredaktör James Massengale (1990), 1. Texten; 2 Musiken och kommentarer.
5. De grovkornede ”Bellmanhistorier” indgår i Laurids Bødkers m.fl. (red.): Skæmtsomme eventyr fra Danmark, Norge og Sverige (1957).
6. Dette er den oprindelige FE 28, som blev erstattet af en mere erotisk tam udgave (FE 72) i den endelige udgave af Fredmans epistlar fra 1790. FE 28 slutter: ”Döden gier lif och kärlek bortblandas/Men ack, sängbottnen sprack/Mitt Lårben himmel ack/Håll med violen, Movitz stor tack”. FE 72 slutter langtfra så erotisk heftigt: ”Men fast din puls slår matt,/Så blundar ögat gladt./Håll med fioln; god natt! God natt!” Og optakten til FE 72 er ligeledes meget mere mat: ”Natthufvan ren din hjässa kringknuten,/Ren Norströms Pisk-peruk/Den hänger på sin spik./Sof, somna in vid min musik”.
7. ”Indledning”, Per Olsen & Christian Kold Thomsen (red.): Frigørelsens hylen. En bog om den amerikanske beatgeneration, 2004, s. 12-39.
8. Læsteskærer, en der udskærer modeller; begrebet blev anvendt af St. St. Blicher om J.L. Heiberg og hans kreds som karakteristik af en formfuldendt litteraturkritik uden indhold.
9. Allerede i gymnasiet var jeg gået i gang med at oversætte Cleanth Brooks’ nykritiske hovedværk The Well Wrought Urn fra 1947 – vistnok inspireret af Johan Fjord Jensens netop udkomne Den ny kritik (1962) – med stringente, metodiske og systematiske nærlæsninger, fra tekster af Shakespeare og John Donne til W.B. Yeats; min engelsklærer kendte til Brooks (og til Bellman!), men ikke min dansklærer. Hvad jeg lærte af nykritikken dengang, af de lyriske modernister og af Bellman var, at tekster kunne og skulle opfattes som helheder, at de enkelte dele i tekstanalysen følgelig skulle samles til en helhedsfortolkning, og at form og indhold er en funktionel enhed – noget, jeg som ikonoklastisk gymnasieelev naturligvis ikke dengang kunne sætte på litteraturvidenskabelige begreber. Vi havde mange hidsige, men som oftest urbane diskussioner i klassen med den, i min datidige optik, litterært mumificerede dansklærerinde. Jeg ville snakke om tekstens temaer, struktur, fortælleren, persontegningen og sproget, mens hun refererede til Falkenstjerne & Borup Jensens biografiske noter og kommentarer, som intet havde at gøre med det autonome digt og dets litterære og historiske kontekstualisering; lyt fx til denne kommentar: ”Slottet. Det af Christian VI’s dronning Sofie Magdalene opførte Hirschholm slot gik ved hendes død (1770) over til Chr. VII og Karoline Mathilde. Her fødte denne sin sidste datter Louise Augusta og var selv midtpunkt i de strålende fester, som fik så brat en ende i 1772. Det skønne rokokoslot fulgtes af en ond skæbne, det sank mere og mere i bunden og fik lov til at forfalde, indtil hovedbygningen nedbrødes i beg. af 19. årh. Kun alléerne, haven og enkelte af grunden fremdragne skulpturværker er tilbage. 1882 indviedes den ny kirke.” Min oversættelse af Brooks udkom i 1967 med titlen Poetisk struktur. Jf. Peter Brask: ”Kánon, doktrin og historieforfalskning. Et eksempel fra gymnasiets tekst-tradition”, Jørgen Holmgaard (red.): Tekstanalyser. Ideologikritiske analyser (s. 65-73, 1971),
Per Olsen (red.): Analyser af moderne dansk lyrik 1-2 (1976), Peter Lützen: Et billede at læse med (2002), Johannes Fibiger m.fl. (red.): Litteraturens tilgange – metodiske angrebsvinkler (2008) og Lasse Horne Kjældgaard m.fl. (red.): Litteratur. Introduktion til teori og analyse (2012).
10. ”Ned med teatret!”, De tomme sokler. Viser og indlæg, 1963, s. 30-33.
F. BoucherFrancois Boucher:
Blond-Odalisque
11. Slutlinjerne lyder: ”Om du gaar frem ad denne Vej,/da siger hun dig aldrig Nej,/men er paa første Vink tilstede/at aabne Grottens Bund med Glæde.” Vi overvejede også at bringe en enkelt af Hogarths socialkritiske billedserier, Watteaus ”fêtes galantes”, der handler om at livet er et stort rollespil, Bouchers rokoko-pornografi, hans intime, sanselige nøgenbilleder, og Fragonards tvetydige erotisk-udfordrende scenerier mellem voyeurisme og ekshibitionisme – i farver. Det strakte forlagets økonomi dog ikke til.
12. Jf. Baudelaires Paris, Dostojevskijs Skt. Petersborg, Freuds Wien, Hamsuns Oslo, Joyces Dublin, Kafkas Prag, Brechts Berlin, Valby-parnasset anført af Tom Kristensen og Emil Bønnelycke, Rifbjergs Amager, Turèlls jazzede prosodi Vangede, Bjarne Reuters Brønshøj og Bella Bio, Austers Manhattan m.fl.
13. Bl.a. ”Du deylig Rosen-Knop!” og ”Eya, hvi tripper du saa fast”.
14. ”Rationalisme, rokoko og selskabsdigtning”, Livet bliver ikke genudsendt. Carpe diem-temaet, 2010, s. 121-46.
15. Meddelelser…, nr. 77, 2013, s. s. 5-7.
16. Tøm nu dit glas, se Døden på dig venter. Den svenske digter Carl Michael Bellman. Indfaldsvinkler, planlagt til udgivelse foråret 2015. Redaktionen har fået overtalt Benny Andersen til at skrive et digt til CMB, som indleder bogen:

Hyldest til Bellman

Sorrig og glæde de vandre til hobe
som hos Kingo
således også hos Bellman
(og hans ætling Svante)

Jublende lykke og dyb fortvivlelse
løssluppen elskov og lammende sorg
fødsel og død
sygdom og nød

Hos Bellman er intet for småt eller stort
Op al den ting som han har gjort!
Lad os kippe kækt med det svenske flag
for i dag er det atter en Bellman-dag!

17. Jeg har andre steder givet nogle bud på Bellmans særlige kvaliteter; se bl.a.”Bellmans maskebal”, Meddelelser…, nr. 75, 2012, s. 11-15, ”Bellmans epistel nr. 2. Føl på min fiol”, Meddelelser…, nr. 80, 2013, 4-6, ”Bellman som komisk dityrambiker”, Meddelelser…, nr. 80, 2013, s. 8-11, ”Herlige karneval!”, Meddelelser…, nr. 81, 2014, s.11-17. Og i Skriftseriens kommende udgivelse uddyber jeg mine vurderinger, og kriterierne for dem, i analysen & fortolkningen af FE 23: ”At være eller ikke være – på plads. Always Look On The Bright Side Of Life”. Her kommer mine foreløbige 10 bud & argumenter:

Bellman leverer dramatiske fortællinger
B. skriver i mange genrer, og blander i epistlerne og sangene stemning, stil & sprog (hybridformer)
B. bryder med tidens, stedets & handlingens enhed
B. tegner sine figurer levende & komplekse (både som individer & typer)
B. har en stor stilistisk spændvidde – fra det plumpe, lavkomiske til det sublime, høj & lav stil blandes – alt efter miljøet
B. har et relativt stort ordforråd
B.s verbale magi består af bl.a. ordmusik & ordspil
B. er tæt på sine litterære kilder, men omstrukturerer selvstændigt stoffet, ofte gennem en parodisk vinkling
B. spejler 1700-tallet mellem klassicisme og førromantik (verdensbilledet, genrerne, temaerne, sproget, de sociale klasser, psykologien og figurerne)
Han er, som Ben Jonson sagde om Shakespeare, ”not of an age, but for all time!”

18. Nyere fiktive beskrivelser af Virum-området er bl.a. Bent William Rasmussen: Til venstre for Virum (1970), Poul O. Andersen: Til ære for Peter (1991) og Jan Sonnergaard: Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen (2003). Frank Jæger har skrevet digte og fortællinger med stof fra Nordsjælland, området N og NV for Furesøen, bl.a. Hverdagshistorier (1965/1951). Om de mange oversete forfattere i 1950erne, se Søren Schou: Og andre forfattere. Dansk fiktionsprosa 1945-60 (2001).
19. ”Ingen sidste salgsdag”, Jørgen Dines Johansen & Johs. Nørregaard Frandsen (red.): Skyld og uskyld i mellemtiden. Klaus Rifbjergs Den kroniske uskyld, 2012, s. 33-52; epistlerne bidrager (som al anden suveræn kunst) til erindringen, fx Marcel Proust eller, med Søren Kierkegaard: ”Da mindes jeg min Ungdom og min første Kjærlighed – da jeg længtes, nu længes jeg kun efter min første Længsel. Hvad er Ungdom? En Drøm. Hvad er Kjærligheden? Drømmens Indhold.”, Enten-Eller. Et Livs-Fragment, 1962, s. 43-44. Og de bidrager til at knytte fortid, nutid og fremtid sammen – med T.S. Eliots ord: ”Time present and time past/Are both perhaps present in time future,/And time future contained in time past”, “Burnt Norton”, Four Quartets, 1943. Således kan der blive sammenhæng(skraft) i ens personlige, faglige og sociale liv – fra ”den Vaar, da mit Hjærte i Kim” i Virum, til den dag i dag i Odense – selvom jeg bor et andet sted nu!

Per Olsen, lektor, mag.art. Næstformand i SBiD og medredaktør på Skriftseriens bd. 7:
Tøm nu dit glas, se Døden på dig venter. Den svenske digter Carl Michael Bellman. Indfaldsvinkler, (Forlaget Spring, foråret 2015).