Hvordan levede man på Bellmans tid i 1700-tallet ?


Rödaste smultron i mjölk och vin...
Om maden i Fredmans Epistlar og Fredmans Sånger

af cand. mag. Katrine West.

Publiceret i Meddelelser fra Selskabet Bellman i Danmark (MfSBiD) nr. 67 2010

At der drikkes hos Bellman er velkendt. Men faktisk spises der også en hel del, både i Fredmans Epistlar og Fredmans Sånger; i hvert fald nok til, at man kan danne sig en slags billede af, hvilke typer af fast føde man i Fredmans verden indtog ‒ eller drømte om at indtage ‒ til hverdag og til fest, på kroen, til gravøl eller på udflugter i det grønne.

Et lille bidrag til madens historie


Stilleben
Pieter Claesz: Nature mort
Da jeg i 2009 var med til at sammensætte programmet for arrangementsrækken "Herregårdskultur på Djursland 2009 ‒ Musik og ord på herregårde", forsøgte jeg at registrere, hvad jeg kunne finde af fødevarer i de to nævnte værker. Baggrunden var, at der ved hvert arrangement skulle serveres en menu, der tidsmæssigt skulle passe til den musik og de ord, der var på programmet. Menuerne blev sammensat af madhistorikeren Bi Skaarup.

Eftersom et af arrangementerne var en Bellman-forestilling, tænkte jeg, at jeg ville hjælpe hende med lidt inspiration, og foretog derfor ovennævnte registrering. Jeg noterede mig alle de steder i teksterne, hvor mad i en eller anden form nævnes: færdige retter, råvarer, kød, fisk, grøntsager, frugt, søde sager... ja, sågar en del madvarer, der nok ikke skal opfattes helt bogstaveligt, men fortrinsvis har billedlig værdi eller måske kun eksisterer i (ønske)drømme.

De fleste ville formentlig synes, at en ren opremsning af de tekststeder, hvor der optræder fødevarer, kunne blive lidt tør læsning (selv om jeg da også har taget et par af de våde varer med, der hvor de akkompagnerer de tørre...). For at gøre fremstillingen mindre søvndyssende har jeg forsøgt at omorganisere stoffet lidt og kommentere det undervejs. Her er resultatet:

Tag en sup, på skorpan tugga

Der festes ofte og grundigt i Fredmans verden. Talrige er de scener, hvor han og hans venner er til fest, på kroer eller i privat regi. Her drikkes selvfølgelig grundigt; men selv de mere garvede brødre kan ind imellem have behov for fast føde, når rusen bliver for stærk.

Det er måske tilfældet i FE 13, hvor broder Bredström i et anfald af voldsom jalousi har fået rigeligt af de våde varer ‒ så rigeligt, at han

Nature mort
Jan Davidsz de Heem: Stilleben

Opp, Amaryllis, vakna min lilla!
(Fiskafänget) - Fredmans sång No.31

"ser ut liksom Lucifer" (5.18)

Det opfordres han til at reparere på med kommenbrændevin og skorpa, tvebak:

"Tag en sup kummil och skorpa begær" (5.17)

Skorpa var i det hele taget almindeligt tilbehør til brændevin, øl og vin, og nævnes også flere andre steder, således i FE 71:

"Primo en skorpa, sekundo en kanna Hoglands vin" (2.7),

som Ulla bliver bedt om at række ud ad vinduet på Fiskartorpet.

I FS 1 kræver den rystende beskrivelse af, hvordan nogle brødre i Bacchi Orden adles, noget at blive skyllet ned med, og altså også noget at tygge på:

"Tag en sup, på skorpan tugga." (2.9)

Også i FS 48, hvor retsformanden under "Backi boupteckning" er lige så fordrukken som den anklagede Bacchus og alle de øvrige involverede, hører skorpa med som tilbehør til den bordeauxvin, han indtager:

"Herr preses med skorpan i truten,
och lagboken bredvid sin pontaksterrin ..." (3.3)

Salt, sødt og citroner

Punschbordet
Nordiska museet, utställningen Gavarni: "Dukade bord ‒ Punschbordet" 1700 tal
Skal der være ordentlig fest, kræves der lidt lækkerier til at stimulere drikkelysten med. Det er tilfældet i FE 21:

"Nu för jag ordet;
Skinkan på bordet
Svept uti blommor som reta vår smak;" (4.5)

hvor skinken svøbt i blomster skal pirre smagsløgene og måske også vække de erotiske lyster. Senere i samme epistel skal den i hvert fald hjælpe til at give fornyet styrke oven på anstrengelserne for at gøre den skønne tilpas:

"Tar en bit skinka och brännvin och smör." (6.6)

I FE 53 er kroen trist, stemningen sløv, spillemanden uoplagt, og det hele ender i slagsmål; men undervejs gøres der forsøg på at live pigen ‒ og stemningen ‒ op med forfriskninger:


"Här är oss gott, gutår min sköna!
Tag en våffla och melon;
Drick ett glas öl med stjälkar gröna,
Fyllt med muskot och citron." (9.1-4)

Citoner
I FE 63 bydes der ligeledes på søde sager, som tydeligvis især er noget for kvinder:

"Lät oss ge våra små mamseller
Vin och sviskon och karameller" (1.5-6)
Senere i samme epistel optræder en pige, som

"Sockrar våfflor, och dricker nektar" (1.23) Om samme pige hedder det i øvrigt:

"Korgen med citroner
Tynger inte mera hennes arm;
Nu ibland baroner
Dansar hon sig varm" (1.17-20)

Citroner optræder flere steder, således i monologen i FE 33:

"Kullerbytta med madamen i skjulet, citronerne på duken, och spinnrocken på taket...",

i FE 53 (citeret ovenfor), i FS 9:

"Med sleven full av rack, citroner och prål" (2.13),

og i FS 20:

"Och i näven en citron" (1.4)

Citronerne er en vigtig ingrediens i flere drikke og kan således opfattes helt bogstaveligt; men de kan også være et emblem overtaget fra barokkens portrætkunst, hvor en citron i hånden på en kvinde angav, at hun var enke. Det kunne måske godt passe på pigen i FE 63, som nu ikke længere tynges af kurven med citroner, men i stedet danser sig varm blandt baroner ‒ om end også andre tolkninger kunne være nærliggende, for eksempel at hun nu har fundet sig en anden levevej end at bære rundt på bakker og kurve med citroner. Men den ene tolkning udelukker jo ikke den anden.

Til festen hos korporal Mollberg i FE 68 serveres der både sødt og salt. Der er struvor, en slags kager kogt i smør:

"Hurra vad struvor och vin!" (4.6),

skinke:
"Bergströmskan hon skrattar
i skinkfatena fattar" (4.8-9),

og vafler:
"Och den där kusin
som uppå våfflan äter" (4.11-12)

Kong AhasverusEsthers bog i Gamle Testamente.
Haman appears to ask the King to hang Mordecai, but before his request, King Ahasuerus asks Haman what should be done for the man the king wishes to honour.
Også på Ahasverus' (storkongen Xerxes') bord i bibelparodien FS 40 finder man pudsigt nok spegeskinke, herlig (svensk) sommermad:

"Ahasveri bord det prålar;
Vin bärs fram i gyllne skålar;
Spicke skinka, härlig sommarmat,
Låg på silverfat" (3.1-4)

Et helt måltid

I FE 69, hvor Mollberg agerer dansemester, er der ikke tid til at spise; men kroen ville under andre omstændigheder måske have serveret den fisk, som Mollberg lander i, da han springer over disken:


MolbergAkvarel af Elis Chiewitz: "Hvorledes Molberg lider uskyldigt på kroen Rostock."
"Nu sprang han över disken,
Bums i en så,
Där krögarmor har fisken" (1.10-12)

Fisk kan man også få på kroen i FE 79:

"Mor där på tavlan vid disken,
Stryk ut två öre för fisken;
Ditto det öret
För gamla smöret
Noch för den ålen
i gröna skålen;
Noch för den där potates
som jag i mig drar,
vad den var rar ://:
och trind och platt." (1.9-18)


FestbordNordiska Museet, Udstilling 'Dukade Bord'. "Det här festbordet är dukat enligt anvisningar från Johan Winbergs Kok-Bok som kom ut 1761. Här finns spansk tårta, kalvstek, kalkon, glaserad skinka, en aladåb, kronärtskockor, gröna bönor och champinjoner med kräftstjärtar. Här finns också Schiemerta, ägg som egentligen är fiskbullar. Det var högsta mode att laga rätter som såg ut att vara något annat än de egentligen". Foto: Mats Landin, Nordiska museet.

Povel Ramel: Måltidssång
Carl Michael Bellman -
Fredmans Sang nr. 9
Her beskrives et helt måltid, som Fredman indtager, samtidig med at han udmaler sin nært forestående død og dermed forsøger at vække kromutters medlidenhed og få hende opgive at tage betaling for herlighederne.

I FS 9 beskrives også et fuldstændigt måltid, nemlig et festmåltid ved et privat selskab:

"Nå ödmjukaste tjenare, gunstig Herr Värd!
Klang! en klunk uppå skinkan innan steken blir skärd.
Vad den soppan den var delikat utan flärd,
Och de frikadellerna, charmanta Herr Värd!
Sillsalaten förträfflig med äpplen och lök!
Delicieux den kalkonen i sin flottiga rök!
Maken bringa näpp'lig fins i Konungens kök!
Råga mer i glasen, och den punschen försök." (1.1-8)

Meget passende hedder sangen også Måltidssang. (Sjovt nok er der i Bellmans mest kendte Måltidssang, FS 21, "Så lunka vi så småningom...", bortset fra udråbet "Driv sådan gäst från mat och vin" (7.5), ikke et ord om mad!).
I de følgende strofer af FS 9 er maden ude af billedet til fordel for de våde varer ‒ lige indtil den bliver aktuel igen i sidste strofes sidste vers: "- hit med en sill!" (3.13).

Gravøl og ölostvassla

En særlig variant af fest- og kroscenerne er gravøllet. Som bekendt hænder det ikke helt sjældent, at en af brødrene eller søstrene bukker under for det hårde kroliv, og så må han eller hun naturligvis følges behørigt på vej med mange skåler, men også med noget til at holde tørsten ved lige med.


Molberg Kobberstik af Johan Snack omkr. 1780: "Ölsälskabet eller Latinska Klubben" I FE 46 og FE 47 er det mutter på kroen Wismar, der er død, og Mollberg skal sørge for, at hun får en passende begravelse og et ditto gravøl.


I FE 46 rider han omkring og skaffer i rygende fart alt, hvad der står på hans liste:

"Primo vin, secundo kista,
Tertio tags konfekt." (1.20-21),

"Mollberg skall alting bestyra,
köpa struvor, skaffa musik," (2.14-15),

"Qvarto Pontac, quinto fisken,
Sexto saffrans-bröd." (2.20-21)

I FE 47 vender han tilbage til kroen med resultatet af anstrengelserne:

"Säj vad har du i korgen? Konfekt och suckat".
Än i byttan på armen? Kålrötter, spenat,
Och finkel ett stop delikat ://:" (2.10-12)

Fisken dansar qvick i katsen och här
I knytet låg kringlorna ‒ Gudar jag svär!" (4.5-6)

Han har ganske vist glemt at organisere selve begravelsen og at få fat i en kiste; men han har altså sørget for det væsentlige, herunder mad og musik ‒ og naturligvis brændevin.

I FS 18, Frossan er der endnu ikke tale om gravøl, men om en jegperson, der er så syg af malaria, "frossan", at han ikke længere har fornøjelse af at drikke. Han har det

"Likt flugan på en sockerkaka,
När innanmätet är för hett" (3.7-8)

og formår kun at indtage harmløse drikke som ölostvassla‒ en drik af øl og mælk ‒ og havresuppe.

"Ja, där som fordom på min kista
Ur flaskan Backus åt mig log,
Står nu en skål från Liljans krog
Med ölostvassla til mitt sista,
Och havresoppa i mitt stop!" (6.1-5)

Muntert er det ikke.

I FE 43 bliver ölostvassla pudsigt nok på en helt anden måde forbundet med livstruende omstændigheder. Barselssengen danner på en gang modpol og parallel til begravelsesberetningerne, idet barslen på den ene side selvfølgelig markerer begyndelsen på et nyt menneskeliv, men på den anden side er livsfarlig for barselskvinden, her Ulla:

En piga höser såppa
Pehr Hilleström: En piga höser såppa utur en kiettel ‒ i en skål, 1700-talets mitt

"Tusen dödar kring dig stimma" (2.12)

Alt, hvad der kan styrke hende og lette hendes nød, skal derfor bringes til veje:

"Värm mer öl och bröd,
Län Madam Wingmarks kanna,
Läg kummin i, Susanna" (1.1-3)
og
"Renskt vin, mjölk och mjöd,
Mer ölostvassla, kära.
Mer socker, ingefära,
Alt hvad skönt hon vill begära
Lätta dess nöd" (2.1-5)

Vår lilla frukost vi framställa

Udflugten i det grønne er en særlig variant af festen, hvor kroen er udskiftet med ‒ eller ligger i ‒ den skønne natur, der omgiver Stockholm. Her medbringer man ofte skovturskurve med alverdens gode ting.

Ved den noget løsslupne skovtur i FE 19 bydes der ud over de våde varer på vafler og struvor:

"Käraste bröder och systrar slån upp edra tjall:
Våfflor och struvor i gröngräset ställ." (1.5-6)

FE 49 beskriver en udflugt til den landlige kro, hvor man tidligere (i FE 42) har spillet kort en vinteraften. En mængde lækkerier bringes i land fra båden:

"Stöt ej basfioln, kamrat.
Stjälp ej kull vårt våffelfat
Bär smörbyttan under armen
Brynt i varmen
Som suckat.
Sicken tårta, bränd och stel,
Strödd med socker och kanel!
Med bruneller,
karameller,
Och ansjovis till en del." (2.1-10)

Søde sager er i høj kurs, også ved fester i det grønne.

I de indledende vers af den berømte, tidligere nævnte pastorale FE 71, til Ulla i vinduet på Fiskartorpet, får Ulla tilbudt både skovjordbær og karpe frisk fra hyttefadet:

"Ulla! min Ulla! säj får jag dig bjuda
Rödaste smultron i mjölk och vin?
Eller ur sumpen en sprittande ruda,
Eller från källan en vatten-terrin?" (1.1-4)

Om hun tager imod tilbuddet, fremgår faktisk ikke; men mon dog ikke?

I en anden kendt pastorale, FE 80, er det krebs, der serveres:

"Det torpet lilla, straxt utom tulln,
Där kräftan ljustras röd i kastrulln." (2.5-6)

Den noget atypiske FS 46, Mollberg och Camilla, backanalisk pastoral, er, som titlen siger, også en pastorale, bygget op som dialog. Mollberg gør kur til Camilla, som bærer et knyte:

Mollberg:
Pige_med_kurv "Vad innebär
knytet det där
Du med dig för?"
Camilla:
"Smör.
Och till full råga
Fin maglikör." (4.5-10)

Det er dog ikke beregnet for Mollberg:

Camilla:
"Jag går att möta
Vår Celadon.
Knytet ar hans,
Med pomerans
Løjor och nors", -
Mollberg:
"Kors!"
Camilla:
"Färska och blöta
Ur havet fors." (5.3-10)

Til sidst får Mollberg tilsyneladende alligevel overtalt Camilla til, at de skal dele både fisk og flaske.

I den allersidste epistel, FE 82, understreges den fortryllende stemning af det lette, men udsøgte måltid:


Molberg"Vila vid denne källa."
Carl Michael Bellman - Vila vid denna källa - tolkad av Fred Åkerström


En ret så løssluppen version:
Fredmans epistel nr 82 — eller Oförmodade avsked, förkunnat vid Ulla Winblads frukost en sommarmorgon i det gröna. Pastoral dedicerad till Kgl. Sekreteraren Leopold"
"Vila vid denna källa,
Vår lilla frukost vi framställa:
Rött vin med pimpinella *
Och en nyss skjuten beckasin." (1.1-4)

"Nymfen, se var hon kliver,
Och så beställlsam i sin iver,
Än ägg och än oliver,
Uppå en rosig tallrik bär.
Stundom en sked hon öser,
Och over bunken gräddan slöser;
Floret i barmen pöser,
Då hon den mandeltårtan skär.
En kyckling där,
Av den hon vingen river,
Nyss kallnad är.
Nymphen se var hon kliver,
Och svettas i et kärt besvär.
Och svettas i besvär." (4.1-14)

Ved et par lejligheder tager udflugten sin begyndelse på en livlig kaj, hvor der også holdes marked, og hvor man således kan få indtryk af, hvilke råvarer man handlede med et sådant sted.

Det er tilfældet i FE33, hvor der ud over de tidligere nævnte citroner i den indledende monolog tales om "mjölkkäringar" og om "nylänningen med sudna kringlorna kring halsen".

Det kan også ske, at en udflugtsbåd møder folk, der er på vej til markedet for at afsætte deres varer, som i FE 48:

"Hör var är ni hemma ni?
Ifrån Lovön komma vi
Med grönsaker, selleri,
Mjölk och äpplen klara. (4.5-8)

Si en julle skymtar fram,
Marjo åran lyftar,
Med sin lövbrodd, mjölk och lam
Hon åt tullen syftar,
Har i knä en bytta smör,
Körsbärs-korgar frammanför;" ( 5.1-6)

Madsatire

Et par af Fredmans Sånger er satirer, hvor maden ikke så meget har konkret karakter, men mere bruges til at understrege pointerne med.

Således FS 13, hvor livsnyderen affærdiger sin samtalepartners politiske tomgangssnak ved at understrege, at han agter

"Westfaliska skinkor som spiror och gull." (4.4)

og altså er ligeglad med magt og politiske intriger, når bare han kan få brændevin og øl, mad, tobak, musik og kvinder.

I småstadssatiren FS 34, hvor Mariefred sættes i et ikke just flatterende lys, er fraværet af mad en væsentlig anke mod stedet:

Bellman nær døden

"Dammborst, viska eller skovel
Är där lika rar som mat
Ja, den ädla magistrat
Tror jag får ej annat sovel
Än pannkaka, lök och frat" (1.7-11)

"Ingen skorsten såg jag röka,
Ingen matmor gå och stöka,
Jag såg bara tomma fat,
Tallrik varken djup ell' flat." (1.14-17)

Endelig er FS 63 en satire over en præst, der taler dunder fra prædikestolen, men som i øvrigt er mere forhippet på at spise og drikke end på at passe sit embede:

"Kålen står på bordet, supen väntar
Har ni väl ert kära ölstop glömt?" (2.3-4)

Drømmemåltider


Østers
En ganske særlig kategori af Fredmans Sånger er fantasier over klassiske ønskedrømme.
I FS 11 udvikler jeget sin variant af drømmen "konge for en dag". I denne indgår ‒ ud over en prinsesse og et farvel til kreditorerne ‒ naturligvis et kongeligt måltid med østers, rhinskvin, rosinbudding og vafler:

"Ostron jag väljer,
Renska buteljer
Skulle min drottning och jag tömma ut;
Pudding med russin,
Våfflor et dussin
Bleve vår frukost, en kallsup til slut." (3.1-6)

Ved sangens slutning melder den barske virkelighed sig dog, og han må nøjes med et noget mere beskedent måltid ‒ på kredit, og uden nogen dronning at dele med:

"Ände på psalmen;
Jag går til Malmen,
Och på kredit tar en sup och kotlett" (4.7-9)

I FS 12 er hele Olympen inviteret til fest i en enkel hytte med enkel kost:

"Värden är ringa:
Skinka och bringa,
Pepparrot, senap och vin några glas." (2.7-9)

Guderne har imidlertid alle mulige dårlige undskyldninger for ikke at komme, og værten ender med at falde i søvn efter at have påkaldt Bacchus og Cupido.

I FS 14 fantaserer jeget om, hvad han ville gøre, hvis han havde sekstusinde daler i kvartalet og altså var rig. Frem for alt ville han drikke; men at kunne gnaske udsøgte delikatesser som mesterkokken Johan A. Nebbs krebse-postejer i sig indgår også i drømmen:

krebspie

"Mumsa Nebbens kräftpastejer
Jag ej väjer. ://:"

FS 16 indledes med en hensigtserklæring:

"Är jag född så vill jag leva
och må väl på bästa vis,
Som en Adam med sin Eva
Uti Paradis;"   (1.1-4)

Herefter uddybes det, hvad der skal til for at opfylde denne drøm, blandt andet

"Stekta sparvar uti munnen få." (1.5)

‒ og så naturligvis musik, dans, piger, sød søvn og rigelige mængder af himmelske drikke.

Kandemælk med rödaste jordgubbar


Jordbær
I Katrine Wests artikel nævnes i rækkefølge:

FE 13, FE 71, FS 1, FS 48, FE 21, FE 53, FE 63, FE 33, FS 9, FS 20, FE 53, FE 63, FE 68, FS 40, FE 69, FE 79, FS 9, FS 21, FS 9, FE 46, FE 47, FS 18, FE 43, FE 19, FE 49, FE 71, FE 80, FS 46, FE 82, FE 48, FS 13, FS 34, FS 63, FS 11, FS 12, FS 14, FS 16
Som det skulle fremgå, spiller maden en ikke helt uvæsentlig rolle i Fredmans verden. Her er både dyre udsøgte retter og enkle hverdagsretter. En egentlig analyse af fødevarernes tidstypiskhed og sociale betydning vil jeg overlade til madhistorikerne. Jeg vil nøjes med at konstatere, at skinke, frisk fisk og vafler lader til at have været populære spiser i 1700-tallets Stockholm, hvilket næppe kommer bag på nogen. Derudover er der rigeligt af andet at lade sig inspirere af.

Under forudsætning af, at opskrifter fra tiden lader sig opdrive, skulle det snildt kunne lade sig gøre at sammensætte en fristende menu udelukkende på grundlag af Fredmans Epistlar og Fredmans Sånger. Men der er naturligvis mange hensyn at tage, og man har også spist mange andre ting i 1700-tallets sidste halvdel.

Her er den menu, der blev serveret ved vores 1775-rokokotaffel i riddersalen på Gammel Estrup i 2009:
  • Urte-Suppe
  • Popiets af grøn Fiskefars med Spinatsauce
  • Fransk Fadepostej af Kalvefilets
  • Agurke-Soest
  • Kandemælk med Snemoes og Jordbær
  • Hvedebrød og Smør
Skinke og vafler måtte vi altså undvære, men fisk, postej og spinat spiser man også hos Bellman. Selv om man ikke umiddelbart kan se det, fik vi tilmed skorpa; der er nemlig tvebakker i snemos... Også en anden helt essentiel ting er med i menuen, i hvert fald i tilnærmet form: Rödaste smultron kan det være vanskeligt at skaffe til 60 mennesker; men de rødeste jordbær var der i hvert fald sørget for, og vi tog gerne imod dem!



Fredmans Epistlar og Fredmans Sånger er citeret efter:
Carl Michael Bellman: Fredmans Epistlar, utgivna av Gunnar Hillbom, Hans Nilsson, Jacob Boëthius, Propius, Stockholm 1994 og
Carl Michael Bellman: Fredmans Sånger, utgivna av Gunnar Hillbom, Hans Nilsson, Jacob Boëthius, Propius, Stockholm 1997.

Tallene i parenteserne henviser til strofer og vers i de værker, der citeres fra. (1.1-4) betyder således ”strofe 1, vers 1-4”.
Jeg har desuden benyttet mig af ordforklaringer og kommentarer fra disse udgaver samt fra www.bellman.net

Katrine West


Sångaren och gitarristen Thord Lindé framför Fredmans Epistel 72 Glimmande Nymf av Carl Michael Bellman från nya albumet "Venus jag följer - med Bacchus jag flyr".
Webmaster har tilladt sig at 'krydre' Katrine West' fortrinlige beskrivelse ovenfor med diverse illustrationer og nogle henvisninger til videoklip.

Katrine West nævner i sin afhandling foredragsrækken "Herregårdskultur på Djursland 2009 ‒ Musik og ord på herregårde".
Her deltog den svenske Bellman-troubadur Thord Lindé, der også fortjener at blive lyttet til. Og der er fryd både for ører og øjne.



Hvad drak man ?

Forfatter Søren Sørensen skrev i MfSBiD nr. 1 - 1994:

"Det prekære spørgsmål er stillet: hvad drak man i Fredmans Epistler og sånger? Det korteste svar er: alt, også selv om svagdricka gör mig sjuk (Epistel nr. 9: Käraste bröder). Der er tale om en slags tyndt hvidtøl ... I det foreliggende tilfælde gjaldt spørgsmålet nu hvidvin.
  I Epistel nr. 2 hyldes vin i grønne glas. Man antager uden videre at der så må være tale om en hvid drue, indtil man i Ep. 11 får at vide at værtinden på værtshuset Lokatten giver rött vin i gröna glas. I Ep. 40 fås der frontignac, hvilket formodentlig er en muskatvin - og dermed hvid; i Ep. 43 er det rhinskvin.
  Ellers er det mest i Fredmans Sånger vi finder opskrifterne. I den berømte nr. 21 (Så lunka vi) hilses med vinet rött och vitt,og ellers har vi hvidvin i bl. a. nr. 8, nr. 11 og nr. 56. Den ungarske vin i nr. 8 kan dog ikke med sikkerhed bestemmes som hvid. Kun en nærmere undersøgelse af importen vil afsløre sandsynligheden."

(Søren Sørensens indlæg fortsætter efter et post scriptum fra webmaster):

Ærbødigst P. s.
(Webmaster, der også er visesanger, fandt i bogreolen denne kuriøsitet, der dokumenterer tidens fordom:

- To brødre var begge dygtige versemagere: Den ene, Per Barfoed, (Lars Peter Theofil Barfoed), 1890-1939, journalist.
Fra broderen Viggo B. som en kort tid havde skrevet vers i Horsens Avis under mærket P. Sørensen-Fugholm, overtog Per Barfoed dette pseudonym, der oprindelig skulle minde om et bevidst forbillede: forfatteren Peter Fristrup og et af dennes pseudonymer i Klods-Hans: P. Ferd. Vadum (jfr. samlingen "Vadums Harpe", 1912). Per Barfoed besad langt større versifikatoriske evner og langt frodigere humor end Fristrup, forsøgte først genren 1921 i "Vore Herrer", men overgik snart forbilledet og skabte efterhånden en fuldt ud original og virtuost behandlet figur inden for dansk humoristik (optrykt i "Digte af P. Sørensen-Fugholm". Det var med overraskende sproglige nydannelser, rigt varierede versformer, den velberegnede, men tilsyneladende så naive syntaktiske ubehjælpsomhed, pudsige ordstillinger og sprælske rim, den sikre sprogfølelse og den lige så sikre musikalitet, altsammen båret af en mild og klog menneskelighed og et velgørende og befriende lune.)

Den anden bror, Viggo Barfoed (1895-1948), skrev under forskellige mærker: “Sylen”, “Yngst”, “Boy” og endelig “Ærbødigst”.
Fra Sjette samling af Ærbødigst fra 1927 stammer vedstående digt. Ærbødigst
(Webmaster har ikke fundet en Bellmansk melodi, der passer, men det er nok en skillingsvise, der er forlæg: ' - En ny og sørgelig vise ...').
En af de populære melodier var Hjalmar og Hulda: 'På blomsterklædt bakke sad Hjalmar så tavs ...' - Den passer som fod i hose.

For Viggo Barfoed blev det til mere end 10.000 journalistiske digte. Han debuterede som revyforfatter i Horsens i 1915, hvor han digtede med utrættelig opfindsomhed og frodigt humør. Hans evne til at finde en munter synsvinkel og en overraskende slutpointe, skaffede ham en stor vennekreds blandt læserne.

24 samlinger “Viser og vers” af Ærbødigst blev udgivet med tegninger af Jensenius, som var hans åndsfælle. Viggo Barfoed skrev “Ærbødigst Ugerevy” til Statsradiofonien 1930-43 og var medarbejder ved Blæksprutten og ved Apollorevyen 1936-37. Han skrev desuden viser og tekster til en række operetter og sangspil samt til spillefilm (f.eks. “Bolettes brudefærd”) Det er blevet sagt om “Ærbødigst”, at han var Danmarks mest læste politiske skribent).

Søren Sørensen: Sant va dä ...
at man i dansk tradition først og fremmest har set og frydet sig over drikkeviserne.

Drachmann og Seedorff har glædet sig til at møde Bellman på den himmelske kro.
Man har jublet over de tre dramme man kunne tillade sig hvis man fandt graven for dyb. Og skål for Susanne, og lad os så få de bajere knappet op og skyllet ned.
  Man har hæftet sig ved den første artikel i Sankte Fredmans evangelium: Supa, dricka. Man har taget den gode urmager på ordet og hallelujaet efter et højt kongeligt forbillede (Frederik Folkekær den 7.): Det skal ej ske! Når hans fortolkere med drukkenboltens underfundighed har citeret Epistel 1: Sant va dä, ingen dricker, drick, käre bröder! I dansk forsorenhed har man skævet til hinanden, og nu skal vi drikke de svenskere under bordet. Vi skal nok lade være med at trampe på øgene.
  Den sære afholdsprofet og -poet Harald Bergstedt kunne, for at det ikke skal være løgn, bruge Bellman i afholdspropagandaen. Jo, for hvem har skrevet mere præcist om rusens ødelæggende virkninger ?
  Sangerne har tolket Bellman som skønsang. Eller indrammet hans værker med ramme brændevinskunster. Men hvem har sunget ham som den forelskede, kvindebetagne erotiker han også og først og sidst var? Hvor er den ridderlige sanger? Vist ruller buteljerne tømte i græsset. Men pointen i "Hvila vid enna källa" er lige godt at her stod Ulla sidstegangen brud.
  Litteraturhistorikere er ikke meget klogere.
  Heiberg ser ham som som "comisk dithyrambiker" og finder hans drikkeviser langt bedre end de samtidige danske. Ikke med urette, bevares, men er Bellman ikke drukken af Eratos safter?
  Vilhelm Andersen gør ham til den største dyrker af vinguden i Norden. Hvor var Venus henne den aften? Sandt var det: den ånd man fatter, den forstår man.
  Og omvendt.
Clorion Sergel: Clodion's Satyr & Nymfe

  Herhjemme har ikke mange læst Bellmans selvbibliografi. Taler han der om sin hang til stærke drikke? Maler han linierne fulde af sin betagelse af det glitrende gllas "som liksom talar till dig"?   Næ.

  Næh, det er sin betagelse af det smukke køn han først og fremmest vil fortælle om.
Carl Michael Bellman er en af de fineste erotiske skildrere i nordisk digtekunst, en af de følsomste kvindeskildrere nogen sinde. Blandt hans finest arvtagere er Aarestrup, Sophus Claussen, Jens August Schade. H.C. Andersen forstod det også, han vidst mere om erotik, end han ville være ved. Og brød sig ikke om "Punschens Anadyomene" den kærlighedsgudinde, der ikke fremstod af Middelhavets bølgeskum, men af punschebowlens fråde. Men, alligevel født af havets eller champagnens skum, er hun en skønhedsåbenbaring, en Anadyomene, en Venus med smukke balder.
  Fredman sang at:
"vinet i mit tycke
mycke
kärlek övergår"
Hvad siger man ikke, når man er fuld?

Og Fredman er ikke Bellman. Det kan næppe siges for ofte.
  Derfor kan man mene at Sophus Claussen træffer på et hår, når han mener at Bellman først har fået sit rette monument, da en ung kvinde sætter hede kys på den kolde medaljon, på Klara Kyrkogård.
  Det var sandt, det.

Artikel i MfSBiD nr. 7 1995, Søren Sørensen.


Kilde: Wikipedia

Svenska köket

Kaffe

Kaffet kom till Sverige mellan 1674[50] och 1685,[57] då det på Göteborgstullens papper står att någon tog in ett halvt kilo kaffe. Två år senare var kaffe en medicin i apotekens utbud,[58] varefter populariteten successivt steg. 1728 fanns det åtminstone ett femtontal kaffeserverande caféer i Stockholm.[58] Det var dock inte helt uppskattat av myndigheterna. Det fanns tidigt regleringar på kaffehusens öppettider, och under tre perioder var kaffet förbjudet i Sverige.[58] Under andra världskriget kunde man inte få tag på kaffe, innan Sverige lyckades få fram ett specialtillstånd för att införa vissa speciella varor till landet. Den första varan som importerades var kaffe.[59]

Svensk snaps och punsch

Svensk snaps dricks till maten vid flera av de typiska festmatborden. Absolut Vodka, Renat Brännvin såväl som andra spritmärken är starkspritdrycker, tillverkat av potatis eller vete, som säljs okryddat, vanligen med en alkoholhalt runt 40%. I Sverige tillverkas och säljs även en lång rad med kryddade snapssorter, med smaker av exempelvis anis, johannesört, pomerans, koriander, fläder, dill eller bäsk som kryddas av malört. Snapsen avnjuts typiskt iskall, men om man vill att kryddsmaken bäst ska komma till sin rätt, kan den även drickas rumstempererad. Punschen, som är en mycket svensk företeelse, kan drickas varm eller kall. Den dricks av tradition gärna till ärtsoppa.

Brännvinsbord

Ett brännvinsbord var en äldre svensk förrättsmåltid bestående av fem delar: ett par olika sorters bröd, smör, en eller två sorters ost eller potkäs, fisk t.ex. rimmad eller gravad lax eller en sillinläggning, någon korv, rökt, spicket eller torkat kött, samt ett par-tre sorters kryddat brännvin som kummin-, malörts- och dillbrännvin. Brännvinsbordet skapades sannolikt på 1500-talet, eventuellt genom rysk influens även om det får anses tveksamt. Det hade sin storhetstid under 1700-talet och utvecklades under 1800-talets början till smörgåsbordet.
Brännvinsbordet var en måltid att samlas kring före middagen och det hade samma uppsamlingsfunktion som en fördrink med tilltugg har i vår tid. Det ingick inte i den formella middagssittningen utan intogs vanligen i ett separat rum före middagens ordinarie förrätt serverades. Brännvinsbordet dukades upp på ett mindre sidobord som en slags buffé. Det förekom att män och kvinnor åt sitt brännvinsbord var för sig, ibland i separata rum, och kvinnorna bjöds inte sällan ett mer sötat brännvin eller likör till sitt brännvinsbord. Historiskt drack man även utländskt brännvin till brännvinsbordet till exempel franskt och skotskt brännvin (dvs konjak och whisky). Brännvinsbordet serverades ofta flera timmar innan en middagsbjudning började i väntan på att alla gäster skulle hinna komma fram med häst och vagn. Gästerna åt stående eller sittande med tallriken i knäet eller vid ett litet bord, under det att man konverserade, spelade kort och umgicks med den man ville. Inte sällan kunde brännvinsbordet ätas under fem-sex timmar och sedan intogs middagen på två korta timmar, och därefter åkte man hem eftersom middagar vanligen hade en i förväg bestämd slutpunkt när man hämtades med häst och vagn.
Brännvinsbordet tillhörde den borgerliga måltidskulturen och saknar motsvarighet hos allmogen. Det är en unik svensk matkulturell egenhet. Många utländska resenärer berättar i brev och dagböcker under 1600-1800-talet om sitt möte med det svenska brännvinsbordet som de fann ovant och oftast vämjeligt. Brännvinsbordets sammansättning var olika över landet och det hade ofta ett mycket lokalt uttryck. Rätterna varierade efter årstiden, och efter vad man lagrat i visthusbodar och skafferier. Under 1800-talet franska kulturinflytande med hors-d'œuvre, smårätter och fina pastejer osv kändes brännvinsbordet gammalmodigt och glömdes bort som egen måltidsform. Istället kom dess smaker att överleva som inledning på det då nya smörgåsbordet.
Brännvinsbordets smaker och funktion som måltidsinledning återfinns alltjämt i den svenska matkulturen men nu i nya former, till exempel som sill- och snapsinledningen på ett smörgåsbord eller julbord, som S.O.S. (smör, ost, sill), gubbröra, sillmacka eller matjessilltårta.
Ett bra exempel på brännvinsbord finns sedan 1950-talet utställt i Stockholm i Nordiska museets permanenta utställning Dukade bord.

Källor
  • Swahn, Jan-Öjvind. ”brännvinsbord”. Nationalencyklopedin. Läst 26 december 2015.
  • Berit Lyregård (22 november 2007). ”"Ett alternativ till draja och chips"”. Dagens nyheter. Läst 26 december 2015.
  • ”Från brännvinsbord till smörgåsbord”. Nordiska museet. Arkiverad från originalet den 3 september 2005. Läst 26 december 2015.
  • ”Brännvinsbordets fem grundpelare” (PDF). Arcus Sweden. Läst 26 december 2015.

Kilde: WIKIPEDIA: Svenska köket



I bränvin skall du bada. Om brændevinstyper i episteldigtningen.

Carl Michael Bellman var ikke den drukkenbolt man skulle tro hvis man går ud fra at hans viser er sandfærdige vidnesbyrd om den storslåede digters virkelige drikkevaner.

K. Arne Blom i Med en Gammeldansk bland Brännvin & Sill. En nordisk resa. Agrelin, Blom & Westlin, Malmö 2000.


Gammeldansk
Efter en hastig optælling får man at aqua vitae ardens ‒ livets brændende vand ‒ omtales i 18 af Fredmans 82 epistler.
De fleste gange temmelig uspecificeret og tre gange sammen med andre drikkevarer: Buska, som er ferskøl, vin og dobbeltøl. Påfaldende bliver det først når brændevinen opnår en nærmere karakterisering. I EP 13 og EP 14 optræder drikken krydret med kommen ‒ hvilket ifølge sagkundskaben er en nødvendighed for at man kan tale om akvavit, og i Ep. 14 kan man også nyde en snaps tilsat kanel, noget der er virkelig godt. I et par epistler, nr. 31 og 59, forekommer henholdsvis Vårt bränvin med guld og Gull bränvin, og læsere, der er gamle nok til at mindes Clocklikører fra De Forenede Danske Spritfabrikker, vil sikkert mindes at der fandtes en varietet med små. stykker guldblade i. Polens-rejsende kan ligeledes have nydt lignende fluida i Danzig. For pynts skyld, noterer Hillbom i den tekst- og melodihistoriske udgave fra 1990.

Mere påfaldende er to typer med en speciel krydring som så vidt vides ikke er i brug mere.
I den festlige epistel 22 serveres der for de fremmede gesandter ved afskedsreception det Kajserliga Myr-bränvinet, og ved krebsegildet på Första Torpet utom Kattrumps Tullen, altså numero 80, slår Vår Aymph med sin arm och blixtrande ring ... Tallstrunten ut på kjoln En tallstrunt defineres i den svenske ordbog som et ungt skud på en fyr, og sådanne fyrreskud blev i hine tider anvendt som krydderi både i øl og brændevin. Ulla Winblads armbevægelse kunne måske nok tyde på at Mor på Torpet havde brugt dem til sit øl, for når der skal arm-bevægelser til så ringen slår gnister så tyder det i den retning; for at bruge det nåleskovsduftende destillat som parfumeerstatning ville en dame ikke behøve så voldsomme bevægelser og næppe heller sætte det på skørtet.

Men det blev altså brugt til brændevinskrydring.
Og brygger Jacobsen har genoptaget ideen til det fluidum der ofte nydes sammen med snapsen.
Mere delikat er det kejserlige myre-brændevin. En skefuld af en myrestak sat til destillatet gav det den smag en myrestak nu har, og en der aldrig har smagt en myrestak, bør ikke udtale sig om hvorledes man kan forestille sig smagen. Men granens og enebærbuskens nåle har da duft og krydderegenskaber, myresyre kan nok føje visse stikkende karakterer til. I hvert fald er det så fint at stormogulen lader det servere for ambassadører.

I Ep. 26 råder der til gengæld katastrofestemning:
Lotta är borta och bränvinet kallt. Jo, for en kavaler skulle holde både pigen og snapsen varm.

Artikel i MfSBiD nr. 57 2008. Søren Sørensen.


Punsch

Att Bellman var en jäkel på att hiva bärs är väl allom bekant.
( Den fejlopfattelse er siden gendrevet.
Bellman blev forvekslet med sin fortællefigur, Fredman. -webred.)
Men att det satt en anonym Bellmanforskare, L.R., på 1800-talet och räknade alla ölsorter som nämnts i fylleskaldens digra produktion, det kanske ni inte visste? Resultatet av denna viktiga forskning blev ”Hvad man drack på Bellmans tid”,
publicerades i Hvad nytt från Stockholm ? 28/7 1894 och lyder som följer:
”Öl, dubbelt öl, enkelt öl, porsöl, tallstruntöl, körsbärsöl, färsköl, buska (färsköl), svagöl, Doppelbier, Dantziger Doppelbier, Schwachbier, Rostockerbier, Braunschweigermumma, öl från S:t Helena (?), porter, Westmans-porter, dricka, svagdricka, finsk lura samt härtill även vört (i betydelsen öl), ölostvassla, mjöd och björklaka.”
Nu väntar vi bara med spänning på att få se vilket hippt mikrobryggeri som blir först med att i modern tid producera ett tallstruntöl. (Dansk: Fyrrenåle)
Uppgifter och bild hämtade ur band II av Harald Thunaeus imponerande verk Ölets historia i Sverige (1968-1970).
http://beerandbeyond.se/category/olhistoria-2/

Miljoner små tallar ryms i en enda liten tallstrunt.
Konceptet är hisnande – hur ett enda litet pollenkorn kan bli ett stort träd som kan stå i 700 år om den får vara ifred.
”Tallstrunt” är hanblomman som växer rakt upp längst ut på tallens grenar. Blomman består av små klungor av pollen som så småningom blir till ett gult mjöl som sprider sig för vinden.
De innehåller bland annat C-vitaminer och antioxidanter.
http://lifebylisen.com/viltskola-del-25-tallstrunt/

Molberg"Fyrrerakler "

Cajsa Warg

Det er uklart hvorfra ordet punsch kommer.

En teori er fra 'puncheons', de træfade som Arrak fragtedes i fra Java. Eller muligvis fra det engelske ord 'punch' der betyder 'varm toddy' eller 'bål'.
Bogen "Om ett ord 2" af Daniel Ernerot, Emil Holmström (Forum bokförlag) noterer: "Visste du till exempel att ordet punsch kommer från hindis ord för fem, eftersom den ursprungliga drycken innehöll fem ingredienser?"
Se mere: 'Om ett ord 2', Daniel Ernerot, Emil Holmström

En, två, tre, fyra, fem sätt
att blanda till din punsch rätt
Arrak, te, socker, vatten,
kyl den väl över natten
och blanda i citronsaft!
(Tekst af: Henrik Hedlund)
Punsch blev introduceret i Sverige efter Ostindiska Kompaniets første oktroj (bevilling) 1731–1746 da de importerede arrak fra Java. Første gang punschen blev beskrevet i svensk litteratur er på "finländsk mark i samband med ett slädparti ut till en herrgård i Pikis vintern 1748, där generalguvernör G. von Rosen stod som värd. Händelsen är som så många andra från denna tid beskriven av amiral Carl Tersmeden. Den som vid den här tiden beställde punsch på krog fick då ange vilken blandning av de fem ingredienserna man vill ha. Särskilt fin anses den punsch vara som rullats, det vill säga förvarats på tunna under en längre skeppstransport. Under 1800-talet dracks punsch flitigt som avec, vilket då gav namn åt inglasade verandor, så kallade punschverandor. Idag är punschdrickandet kanske mest utbrett inom studentkulturen."

I Carl Michael Bellmans sånger kallas punschen rack på grund av att det ingår arrak i punsch. Rack är alltså ett gammalt ord för punsch.
När punschen kom till Sverige dracks den oftast varm precis som andra spritdrycker under 1700-talet.
Vanan att dricka spritdrycker varma lever kvar i bruket att dricka varm punsch till ärtsoppa.
Det var först i mitten av 1800-talet man började dricka den kall, där Johan Cederlunds firma blev den första att erbjuda en fabriksbryggd punsch på flaska. Kall punsch är vanligt förekommande som avec inte minst i studentlivet. Det finns ett flertal dryckesvisor som är särskilt tillägnade punschen. Punschen serveras traditionellt i glas- eller silvermugg med öra oavsett om den dricks varm eller kall. Kyld punsch serveras ofta med dryckeskärlet på en bädd av is men sällan med isbitar i punschen.

Bellman och Cajsa Warg Punsch från år 1755:

Gyllene Racken 35 cl (Arrak fra Java)
2 dl. sukker (- tidligere fra sukkertoppe)
ferskpresset citron 1 - 1½ dl.
vand, 1 - 1½ dl.
omrøres

Endnu en gammel punsch: Biskop:

"... Vidare in och bjuds nu på Bischoff. Vilke är en söt rödvinsbål smaksatt med pomerans. Som Bellman diktar om vid flera tillfällen.
Recept kom från Cajsa Wargs "Hjelpreda i hushållninggen För Unga Fruentimber" från 1755.


5 färska pomeranser
2 flaskor enkelt franskt rött vin
1 flaska vitt.
3 dl socker
Citron efter smak.
Rör om och låt stå å dra i en, två timmar.

Vi smakar av "Cajsa Wargs punsch" som bestod av:

7 dl arrak
2 l vatten
3,5 dl silad och klar citronsaft
700 g socker

Genom att variera vinsorten kan man få olika kvalitet på bålen. Med rhenvin blir bischoffen "ärkebiskop" och med champagne "kardinal".


Maglikör etc.

Selskabets næstformand, Randi Larsen har fundet denne beskrivelse:
Drycker. Maglikör.

Till en kanna hvitt vin och 4 S (pund) socker tages:
13 ort kanel,
6 ort ingefåra,
6 ort nejlikor,
3 ort muskotnötter och
3 ort kardemumma,

- hvilka kryddor äro väl stötta och blandade.
Sedan drycken stått ett dygn på varmt ställe att draga, filtreras den och tappas på buteljer, hvilka hartsas.
En matsked af denna likör värmer och ger god aptit.

(( 1 ort = 0,5 g. 10 ort = 1 kvint. 100 kvint = 1.000 ort = 1 pund = 500 g.))

Fundet i et gammelt svensk blad: Kvinnohistoriska Tidskrifter Idun 1888.

Webred. undrer sig over bladtitlen og må nysgerrigt GooGle ordet:
(Idun (norrønt: Iðunn) er en nordisk gudinde, der i mytologien er associeret med æbler og ungdom. Hun optræder kun i få myter, hvoraf den vigtigste er Tjazemyten, der genfortælles i Yngre Edda.
Hun omtales desuden i Ældre Edda. Disse to tekstsamlinger blev indsamlet og nedskrevet i 13. århundrede i Island, og i dem begge beskrives hun som skjalde- og digterguden Brages hustru, mens det er i den Yngre Edda, at hun omtales som vogter af de de livgivende og foryngende æbler, uden hvilke guderne vil ældes og dø.[1] Idun er ikke den mest fremtrædende gudinde i mytologien, men der er blevet fremsat en række teorier om hendes betydning og oprindelse; bl.a. at hun er en mulig frugtbarhedsgudinde, og at hun muligvis kan spores tilbage til proto-indoeuropæisk religion.
Etymologisk: Idunn betyder, den der forynger.)
:

- og her fandt jeg frem til det: Öresunds Översättningsbyrås blog om svensk-dansk oversættelse, sprog og kultur

Bellman-sang, hvori, ordet ”maglikör” forekommer:

Fredmans sång nr. 46. Melodi: C. M. Bellman,

Molberg:
"Tillåt mig fråga,
Hvart ärnar hon sig?
Glöm Damons låga,
Och tänk på mig.
Hvad innebär
Knytet det där,
Du med dig för?
Smör.
Och till full råga
Fin mag-liqueur"
.

Camilla:
"Mollberg, nej söta,
Nej släpp min person;
Jag går at möta
Vår Celadon.
Knytet är hans,
Med Pomerans,
Löjor och nors, -
Kors!
Färska och blöta
Ur hafvets fors. "
Fra Hostrups vaudeville Intrigerne
Melodi: C. M. Bellman,

Bort allt vad oro gör
Bort allt vad oro gör,
bort allt vad hjärtat kväljer!
Bäst att man väljer bland desse buteljer,
sin maglikör.

:/: Granne! Gör du just som jag gör,
vet denna olja ger humör.

Vad det var läckert!
Vad var det? Rehnskt Bläckert?
Oui, mon seigneur. :/:
Bort allt vad oro gör,
allt är ju stoft och aska.
Låt oss bli raska
och tömma vår flaska
bland bröderne.

:/: Granne! Gör du just som jag gör,
vet denna olja ger humör.
Vad det var mäktigt!
Vad var det?… Jo, präktigt,
Malaga – Ja. :/:



Bellman och pimpinella

Hos Bellman förekommer Pimpinella i flera av Fredmans epistlar.
Här citeras några.

(Observera att stavningen är Bellmans egen.)

Ep. 13
Till Brodern Bredström

Öppna barmen, sku vi hälla
Lite Hoglands vin, en tår,
Lite Pimpenella.


Ep. 19
Til Systrarna på Then Konungsliga Djurgården

Hej Pimpinella
och Hoglands
och sött Frontignac!


Ep. 63
Diktad midt i veckan

Pimpinella Mor Maja häller
Uti glas och krus.

Ep. 82
Efter Oförmodade Afsked, förkunnadt vid
Ulla Winblads Frukost en sommar-morgon i det gröna.

Hvila vid denna källa,
Vår lilla Frukost vi framställa;
Rödt Vin med[1] Pimpinella
Och en nyss skuten Beccasin.


PimpinellePimpinelle Saxifraga Pimpinelle
Pimpinelle Major
Pimpinelle saxifraga
kan krydre bjesk og konfekt og lindre halsonde.
Der findes to arter af pimpinelle i Danmark: Almindelig pimpinelle (Pimpinella saxifraga), der kan blive mellem 15 og til 50 cm høj - og stor pimpinelle (Pimpinella major), der kan blive op til 100 cm høj.
En god ven af halsen. Almindelig pimpinelle er kendt som et godt middel mod hæshed. Man drypper et par dråber pimpinelleudtræk på en sukkerknald, og lægger den ind på tungen. Normalt køber man pimpinelledråberne på apoteket eller i helsekostbutikker.
Planten i naturen Men du kan sagtens møde pimpinellen ude i naturen. Selve bladet fra pimpinellen smager som en sød kruspersille, mens roden smager stærkt. Den kan faktisk godt virke lidt pebret, inden den bliver lidt stærk på tungen. Det passer meget godt til navnet, som formentligt stammer fra det latinske ord for pebret smag.
Stærk smag til stærk drik Udover at hjælpe på hæshed, så kan pimpinellen bruges til at krydre bjesk med. Hvis man laver et alkoholudtræk af den, får man en utrolig sød, nærmest vammel drik. Og der skal kun nogle få dråber til en flaske bjesk. I Middelalderen blev pimpinelle brugt som en væsentlig ingrediens i konfekt.
Skærmplanter med paraply Planten tilhører skærmplanterne, som nogle steder står tæt i grøftekanterne fx vild gulerod. En skærmplante består af en lang stængel, og blomsterne går op og ligner en paraply i toppen - deraf navnet skærmplante. Mange skærmplanter spiller en væsentlig rolle som krydderi eller grøntsag i vores dagligdag, fx gulerod, pastinak og kommen osv.

Pas på skærmplanter Det er dog også netop blandt skærmplanterne, at man finder nogle af de mest giftige plantearter - skarntyde og gifttyde. Så lad være med at plukke planten, hvis du ikke er 100 procent sikker på, at den er ufarlig.


Andre krydderier, anvendt i drikke:

Anis   (Pimpinella anisum)

Anis Familie: Skærmplantefamilien. Vækstform: Etårig urt. Pimpinella anisum er et krydderi, der har en karakteristisk lakridsagtig smag. Det er frøene fra anisplanten, der anvendes som krydderi, og de ligner frøene fra fennikel, dild og kommen. Også i duft og smag er der stor lighed mellem anisfrø og de andre plantefrø.
Anis må ikke forveksles med stjerneanis, der tilhører en anden planteslægt.
Anis er en etårig plante, der tilhører skærmblomstfamilien. Den bliver omkring 50 cm høj og får hvide blomster i en skærm. Frøene er grågrønne og er lidt mere buttede end kommensfrø. Anisfrø indeholder tre procent af en æterisk olie, som hovedsagelig består af stoffet anethol, der har en typisk lakridssmag. Desuden indeholder anis to procent estragol, som også findes i estragon.
Anvendelse
Anis er en av de ældst kendte krydder og medicinplanter. Den blev brugt så tidligt som for 4000 år siden i det gamle Egypten, Grækenland og Rom. Anis vokser ikke vildt – den er sandsynligvis en oprindelig plante fra Mellemøsten, men har været en indfødt plante i Midterhavsområdet fra arilds tid. I dag bliver den dyrket meget i Midterhavslandene så vel som i Bulgarien, sydlige Rusland, Indien, Mexico og i dele af Sydamerika. Den velsmagende olie fra anis spaltefrugt kan bruges som lægemiddel eller krydderi. Mest af alt bliver det brugt som et krydderi i alkoholiske drikke – anisette, ouzo, pastis og raki iblandt mange flere smager alle af anis. Den pimpinelle, der er nævnt i gamle tekster som krydderi i vine og likør kunne være anis, men ofte er det måske bibernelle (Sanguisorbra minor), begge planter kan blive kaldt pimpinelle. Anis bliver også tilsat mange mediciner til at dække over den ubehagelige smag af andre lægemidler. I korrekte doser kan anisolie bruges som et lægemiddel i sig selv til at dæmpe nervøse kramper og imod luft i maven. Midlet kan dog også blive til en gift: i store mængder er anisolie giftig, specielt hvis den ikke har været opbevaret i en lufttæt beholder. Anisfrø skal anvendes med omtanke i madlavningen, da smagen er dominerende. De bruges især til indisk fiskesuppe og sammen med kål og grønsager.
Anisfrø bruges også som krydderi i brød, desserter og kager.
Anisolie bruges som smagstilsætning i slik. Bedst kendt er ”Kongen af Danmark”-bolsjer og lakrids. Desuden er en række sydeuropæiske likører og spiritusdrikke lavet af ekstrakter fra anisfrø. Det gælder blandt andet ouzo, pernod, absint og raki.
Anis bruges også i hostemedicin og hostestillende bolsjer.
Anis kan købes både som hele frø og som pulver.
Oprindelse
Anis er en ældgammel kulturplante, der stammer fra Tyrkiet og Egypten. Den menes at være kommet til Europa omkring år 400 e.Kr. I Danmark er krydderiet først omtalt omkring år 1300, hvor det var en luksusvare.
Navnet anis kommer af det græske aneson, der betyder dild. For de gamle grækere troede nemlig, at dild og anis var samme plante. I Iran og Indien skelnes der sprogligt ikke mellem fennikel og anis.
Stjerneanis  (Illicium verum)
- er et lille til mellemstort stedsegrønt træ med en pyramidal vækstform. Alle dele af træet er aromatiske: barken, bladene, blomsterne og de blanke, brune frøkapsler.
Stjerneanis minder meget om anis i smag, og er meget brugt i kinesisk madlavning, og i mindre grad i sydasiatisk og indonesisk madlavning.

Stjerneanis "Illicium verum" Stjerneanis "Stjerneanis"
Tamarinde, tamarindetræ, Tamarindus indica, art i ærteblomstfamilien af usikker oprindelse, nu almindelig dyrket i tropiske egne. Det er et stort træ med ligefinnede blade og store, hvide eller lysegule, rødprikkede blomster.
Ordet tamarinde kommer via oldfransk fra arabisk tamr 'daddel' og hindī 'fra Indien'.
Frugten er en uopspringende bælg, indtil 15 cm lang. Frugtkødet har en behagelig, syrlig smag og spises råt eller bruges i drikke, chutney mv.

Tamarind"Tamarind"


William Shakespeare: Falstaffs yndlingsvine

William Shakespeare er fra år 1564 til 1616. Men de varer, der var i London dengang, fandtes sikkert også i Stockholm på Bellmans tid:

"... drik og tre slags mjød (meath, metheglin, hydromel) og hver drik var duftende af blomster, krydret med plantesmag.
I hvidt mjød alene kom man rosmarin, timian, vilde roser, mynte, laurbær, karse, agermåne, althea, leverurt, jomfruhår, betonie, øjentrøst, blåknop, asketræsblade, kristtornrødder, engelurt, malurt, tamarisk, stenbræk, og foruden alt dette hyppigt jordbær og violblade. I Sherry og Sack kom man nellikeblomstsirup ..."

"Man havde 56 franske vinsorter og 36 spanske og italienske foruden de mange hjemmelavede.
Men blandt de frremmede vine var der ingen, der nød den ry, som Falstaffs yndlingsvin Sack. Det var en sød vin, hvis navn var en fordrejelse af ordet sec, (tør).
Den kom fra Xeres i Spanien, men lignede, sød som den var, ikke den vin, der nu bærer dette navn. Den var det ypperste i sin art og havde en langt bedre bukét end Sack-vinene fra Malaga og de Canariske Øer (Jeppe på Bjerges Canarisæk), skønt disse var stærkere og sødere end den.
Så sød den også var, havde man dog for skik at komme sukker i den. Engelske sanser har jo aldrig været fine. Og Falstaff kommer altid sukker i sin vin. Derfor Falstaffs ord, hvor han spiller Prins overfor Prinsen som konge: "Ifald Sæk med sukker i er en synd, så Gud nåde syndere." Han kommer ikke blot sukker, men ristet brød i vinen: "Gå, hent mig et krus Sæk, kom en skive ristet brød i !". (Lystige koner)
Derimod holder han ikke af æg i sin vin, som andre yndede: "Nej, det rene væsen. Jeg vil ikke have kyllingefrø i min drik." Og lige så lidt vil han have kalk i vinen, en bestanddel, ved hvilken man dengang sikrede sig dens holdbarhed og styrke: "Din skurk,der er kalk i dennne vin også ... men en kryster er værre end et bæger Sæk med kalk i" (Henrik IV, II).


Seilenos
Falstaff er vinkender og vinelsker, som selve * Silen. Men hvor meget mere er han ikke ?
Han er et af de lyseste hoveder, England nogensinde har frembragt. Han er en af de mest storstilede personligheder, en digters hjerne nogensinde har undfanget; der er meget slyngelagtigt og meget genialt, men ikke det ringeste middelmådige i hans natur. Han er altid den overlegne, altid ..."

Citeret fra Georg Brandes Samlede Værker, indeholdende følgende *) Thornbury: Shakespeares England, Sweets and Liquids ...

(* silen, af gr. Seilenos en gammel satyr, Bacchus' opdrager og ledsager, fordrukken satyr el. satyrlignende halvgud.)
Martin von Wagner Museum, University of Würzburg, Würzburg, Germany: A group of Seilenoi (or Lenai) are depicted in the process of producing wine: one picks the grapes from the vine, another casts them into a vat, a third treads them down to juice, another plays the flute to accompany the dance of the treader, and the last pours the juice into a pithos jar ready for fermentation. The Seilenoi are shown as fat, old men with oversized, erect members. They have pug noses and the ears and tails of an ass.