Henrik Bøggild

Henrik Bøggild, musiker og komponist:

Jeg er født 17 februar 1945 i Virum nord for København, som den yngste af tre.
Glæden over musik var i mit barndomshjem en selvfølgelighed.
Bellman har jeg kendt til så længe jeg kan huske, uden dog at dyrke ham specielt. Min egentlige interesse for Bellman blev vakt da min fader købte Sven Bertil Taubes to fremragende plader, hvor han akkompagneres med fine instrumentale arrangementer.

Da jeg var ca. 10, begyndte jeg at spille blokfløjte, men min begyndende jazzinteresse fik mig i gang med andre instrumenter.
Jeg gik i skole på Bernadotteskolen, hvor Adrian Benzon, som ud over at være lærer, også var professionel jazzmusiker. Han var en ægte ildsjæl, som inspirerede til at der ud af de ca. 400 elever på skolen, med et knips kunne stilles flere håndfulde dixiland bands. Lige siden har jeg haft et varmt (hot) forhold til jazz. Og har siden fulgt med i jazzmusikkens senere udvikling.
Jeg har i tidens løb spillet bl.a. blokfløjte, trompet, guitar, trombone, fagot og baritonsax.

En særlig interesse gennem mere end 50 år har været opførelsespraksis, altså måden hvorpå man har spillet musik i gennem tiderne. Jeg tillader at kalde mig en autoritet på det område.
Jeg spiller fagot professionelt og saxofon for sjov. I gennem mere end 30 år har jeg dirigeret kor og orkester. Nævnes bør også foredrag og udsendelser om klassisk musik. For bl.a. DR har jeg udskrevet og arrangeret masser af musik i tidens løb. Det er også blevet til rigtig mange korsatser ikke mindst et antal Epistler og sange af Bellman.
Hvad angår instrumental musik har jeg skrevet eller arrangeret for næsten alt fra fuldt symfoniorkester ned til to stemmer. I den lidt mindre almindelige ende, musik for sopran og fire kontrabasser.

Af kompositioner er det også blevet til en del, både i den klassiske tradition og rytmiske. Jeg nævner i flæng: Kantater for solister, kor og orkester efter H. C. Andersen ”Klokken”, ”Tinsoldaten” og sidst ”Under Piletræet”. ”Sara og Max”, en musical om indvandrere og danskere.
Diverse teatermusik: 6 Solo fantasier for fløjte, Melodier til sange og salmer. Korsatser: En håndfuld latinske motetter, korsvar til kirkeåret, danske sange osv.

Jeg er musikuddannet på Det Kongelige Danske Musik Konservatorium. Og jeg har faktisk, som en af ganske få mænd i nittenhundrede og tresserne, en uddannelse som småbørns pædagog fra Fröbelseminariet.
Jeg er forholdsvis litterær, og læser gerne poesi – helt af mig selv !
Endelig til slut: Jeg har en begejstret tilgang til Wein, Weib und Gesang, og jeg er god til at lave mad!

I styrelsen februar 2015. Formand 2016.

Til index/top