VUGGEVISE for autors yngste søn Charles

Lille Charles, tag sødt et blund,
Våge kan du siden,
Siden se vor tid er ond,
Smage galdens biden.
Verden er en sorgens ø,
Ånde frit, vi skal dog dø
Og blive muld med tiden.

Engang flød en lille bæk
Der hvor neg stod dannet.
Der stod der en gut så kæk
og spejled sig i vandet.
Bedst som han så sit portræt
I sit vandspejl friskt og let,
Blev det væk i sandet.

Sådan er vort liv på jord:
Et år er det sidste;
Som man trives bedst og gror,
Lægges man i kiste.
Det skal Charles nok tænke på
Når han ser de blomster små
Skyde knop og briste.

Visselulle, lille skat!
Moders lille glæde.
Når du vågner, tager vi fat
Og klipper hest og slæde;
bygger korthus, visselul
som vi blæser kvikt omkuld
og små viser kvæde.

Se hvad mor har til sin dreng:
Sko af guld som kappen;
ligger Charles sødt i sin seng,
hør’ vi far på trappen.
Godter har han med sig hjem,
Sov nu, drøm så sødt om dem,
Sut imens på tappen.

Sommeren 1787