Over evangeliet på helligtrekongers dag Math. 2,1

Ved et skær af nattens stjerne
Som så spæd i skyen stod
Gennem ørknen fod for fod
Går tre vandringsmænd så gerne
Ned til Bethlehem i dag.
Tusind hindringer bereder
Dem besvær, men ildhu leder,
Letter deres åndedrag.

Ødemarkens gru og lede,
Ørknens tomhed, nød og brist
Røvere på lur bag kvist,
Nattekulden, dagens hede
Tigerglimt og løvetrav,
Sørgeråb fra slægt og venner,
Intet standser dem der kender
Kraften stjernens stråler gav.

Desto mer den stjerne gløder,
Desto mere hast de får,
Indtil de for Herren står
Og dens fulde styrke møder
Over blot et usselt skur.
Armod glor fra alle sprækker,
Og et æsel står og trækker
I sit tøjr ved en mur.

Bøjet sidder der en kvinde,
Åbenbart fra Galilæ,
Om hvis hoved, bryst og knæ
Morgenrødens milde vinde
Breder gyldne ringes skær.
Lagt til brystet roligt dier
Han som er vort folks befrier,
Mørkets lænker sprænges her.

Omspændt af den gyldne lue,
Det guddommelige skær,
Drister de sig, en og hver,
Ind i staldens barselsstue,
Knæler der andægtigt ned.
Verdens storhed er for ringe,
Når en pilgrimsgang kan bringe
Dem til Himlens salighed.

Gaver har de til den spæde,
De har hele favnen fuld,
Myrrha, røgelse og guld,
Juda konge må de glæde,
Skønt Herodes vil ham ondt.
Safirglans i stjernen funkler,
Dagens fakkel snart fordunkler
Ledestjernens strålebundt.

Kom og se ved sang og bønner
Denne krybbe, denne stald!
Verdens storhed står for fald,
Livets lys dens dag forskønner,
Livets lys gi’r hjertefred.
Mørkets fyrste mister magten,
Døden taber, det er pagten,
Engleskarer stiger ned.

1787