Fredmans sang nr. 65 Brev til Kongelig Sekretær Elis Schröderheim i anledning af kongens rejse til Rusland år 1777

Sådan ser jeg ud ved stranden, min bror, hvor Mälaren blander sin bølge,
Grædende, ør, beklemt og forsagt, thi kongen, ham må jeg ej følge,
Følge det mandskab som pryder hans skibe, som bådsmand, og klatre i tove;
Eller ved glasset besynge hans flag, eller smile til brusende vove,
Om den er rolig, den skvulper, er skumklædt, så ønske monarken al lykke
Og stemme min cister, beundre hans færd, men tårer mit øje besmykke.
Nej, jeg skal stå på et skibsskrog væltet om kuld, i bamren og bulder,
Puffet og klemt mellem navere, oldinge, kvindfolk med småbørn, dalkuller,
Jeg står på tå med min kikkert i hånden og sukker ved glimt fra kanoner,
Ser hvordan Neptun i glitrende springen fremkalder de nøgne tritoner
Som stiger af skumsprøjt med flagrende hårpragt vel op over tusinde steder,
Skællene, mørke og grønne, forsølves når vandet henrislende væder
Havmændenes arme som krydses, de tumler og stimler, de ler og gør løjer,
De flyder i ring, sætter ryg imod ryg, hovederne ser man de bøjer,
Nogle, mens andre har malede krukker og udøser skønne kaskader,
Blæser i horn så roerne fanger en ugle ved deres bravader,
Indtil de samles i klynge og plumper i bølgen og dykker mod bunden,
Igen springer op og sprøjter gevaldigt så stormast og rig er forsvunden.
Æolus ser man i tordenblå skyer, og Flora blandt blomster i marken,
Pan slår de vårgrønne hvælvinger op, og Diana hun hilser monarken.
Valdhornet høres til sang af tritoner som mumler og tumler beklemte
Til bunds nu imens de opsender en vandsøjle, det var salutten som skræmte.
Holme og skær mod den blånende sø danner et blomstrende skue,
Et Tyrus i Norden med skibe og skuder i bugte og sejlløb. En due
Kurrer i luften herover og istemmer lovsang, for nu vil den synge,
Nede ved brygger og pæleværk ser man så ænder og gæslinger gynge.
De mange, de blafrende faner forvirrer mit blik iblandt masternes skarer;
Spanske og russiske, hollandske, græske og engelske hilser og svarer.
Strandene myldrer af liv, det sprudler af farver og felter som smælder,
Det ligner det spil, den brogede pragt efter stormen som regnbuen melder.
De stejleste skrænter forvandles til loger hvor Venus med hele sin skare
Sidder så fornemt, men træt og bekymret, kan ikke tale, ej svare,
Bøjer sig frem og betragter med ømhed chaluppen som kløver sig banen,
Ser årerne glitre i vandet, ser skærfklædte roere, folk som har vanen,
Skvalper med drikken af mandler og mælk, til den endelig lyner, kanonen,
Da hun bestyrtet ser kongen om bord, og næppe kan tømme portionen.
Alt er så muntert og ånder så frit, og solen gir skyen forgyldning,
Med ét blir her mørke og kval i stedet for det det fortjener vor hyldning.
Den yngste blandt nymfer med sjalet i hånden, hun vinker og nejer med klage,
Spør så uskyldigt og velment hvornår kan så kongen mon ventes tilbage.
Søster og bror i faldhat og ble, de tumler i græsset, de roder,
Kongen skal rejse; de brister i gråd; hold op, siger fader og moder.
De små blir forskrækket, vil op og blie tørret om næsen, og moderen spørger:
Ser I vor konge? nu rejser han bort: Gud ved hvorfor hjertet nu sørger?
Ser du hans skib? dér pranger hans vagt; dér vajer hans flag, åh så brede.
Glem aldrig du så det, sov sødt på min arm. Din vugge, den skal jeg nu rede.
Giv mig din hånd, se her, om min hals.
Så vandrer hun bort og forsvinder;
Vandrer forbi en krøbling på broen, gribes af mildhed og finder
I pungen den eneste skærv som hun ejer, den gir hun den arme som klager,
Fejrer med skænken en dyrebar dag. Det er hvad vor konge behager.
Dér er en anden, og bleg og foramet hæver han sig ved sin krykke,
Svinger med hatten, ser op imod himlen og råber: Gud give dig lykke!
En tredje, så rigt klædt og fornem i purpur og glans, blir næsten en anden,
Vender sig bort og trænger sig ind mellem folk med hatten i panden,
Møder en ven og hilser forvirret, til begge gør holdt og så bukker,
Omfavner venligt hinanden, ønsker det bedste for kongen og sukker.
Nogle går rundt som i tåge og synger, funderer på vimplernes vajen,
Syge af omsorg og kvalt af bekymring sidder en flok der på kajen,
Andre har plads i kareter med vrinskende heste, men læner sig, strækker
Sig fremad og vinker med vifter, med kranse af løv når matroserne trækker
I snoren og løsner et skud af kanonen imens de selv råber: han leve.
Hestene ryster så mankerne flagrer, det gnistrer fra hove og lænder
Når paukerne drøner derude, og flagskibets flydende slot rundt sig vender.
SCHRÖDERHEIM, ved du nu hvad, jeg må opgi at skildre det savn og den længsel
Der selv i de gladeste bydele udspreder mørke og angst som i fængsel.
Derfor min broder, så går jeg min vej, og så må tilfældighed styre,
Bøder mit net eller griber til bøssen, ja, tilmed kassererer min lyre.
Vandrer af sted i det vejløse, skovens gudinde vil jeg besøge
Og pynte det alter hun ejer med vildt jeg har skudt og vil røge.
Synes du om mig i jægerforklædning? Og sig: er jeg værdig Diane?
Mener du trøjen og hatten de klær mig på denne min blodige bane?
Seler af taft og så vævet i guld og i grønt, er spændte som sener,
Fjerbusk og højpuldet hat, mandskraft og vellyst er det de forener.
SCHRÖDERHEIM, ved du hvad? Hørte du valdhornet gjalde, så herligt det klinger?
Hundene render i strakt karriere efter hvor harerne springer,
Luften er sval, det er stille, og engene grønnes så prægtigt herude,
Gedernes klokker, og lammenes, lyder langt borte, og brøl! Det er stude.
Nede i dalstrøget sidder en pige og tuder i horn, det er køer hun passer,
De går i enge, og lange i halsen glor de mod gårde og pladser.
Dér ku du se på en pige som malker, og yndigt hun fylder sin bøtte,
Mens bremserne svirrer om koen som halen dog nok kan beskytte.
Der går en vogn; det støver fra hjulene, dér: Marjo er ude at ride.
En sovende bonde højt på et læs, for ham viger alle til side.
Hist ved et hjørne ser man et prangende skilt som falder i øjet,
Dér står der heste som mangler en grime, et vognlæs er væltet i møget.
Krohuset ser man træernes skygge, aspe og elle og lønne
Som hegner en rislende bæk der forsvinder i bugtninger ind i det grønne.
Indendørs ser jeg et bord mod en væg hvor husmanden sidder med hatten
Under en kukkende gøg i et ur og en kande, nu drikker han af den;
Sliber sin knivsæg mod hælen på skoen og snitter en ege til hjulet,
Tar sig en hivert og løfter bredt smilende hatten; en tår til til sulet?
Rummet er prydet med ordsprog og brogede billeder, røde og gule:
Saul med et spyd og Susanne i badet samt Absalons flygtende mule.
Her står en seng med kvaster af garn og tæt ved en vugge der gynger,
Dér på en puf sidder farmor med briller på næsen og biblen; hun synger,
Skønt stemmen er sprukken, søger i bogen, ord efter ord får hun stavet,
Beder for kongen, andægtigt og fromt, og ønsker ham lykke på havet.
Armstolen rummer en bonde, beruset, med pisken i hånden, han nynner,
Nikker begejstret ved skålen for kongen, og stolen er noget han ynder,
Titter mod vinduet, ser at det mørkner og glaner på stjerner og måne,
Vinder er gunstig, tror han, og viser hvor Åbo det ligger i Skåne.
Staldkarlen lytter og renser sin snadde, men bander sit fyrtøj og tønder,
Sukker af hjertet og ser op mod himlen, følger de kongetro bønder,
Smasker en gang og sender en røgsky og mener, om guderne vil det,
Om Gud gir sin hjælp, så er kongen tilbage til jul eller dér, se nu til det.
Endnu en kælling, ret rynket og solbrunet, hun vikler garn af en vinde
Og skændes med en ved komfuret der står og gør ost i en kærne, og hende
Fortæller hun udsigt for høsten nu kornet bær godt, har aksene rige,
Så kan de gi malt, ja og mask, om nu blæsten vil lægge sig, ønsker hun lige.
Én står med ildtang og lægger de glødende kul godt til rette i pejsen,
Og midt i det hele så nejer hun ydmygt og beder for kongen på rejsen,
Klapper mig venligt og beder mig synge, nævner sin hersker med smerte.
Således, under den tværeste maske bor ofte det frommeste hjerte.
Villig og glad synger jeg lissom hun, den skål vil jeg holde i minde.
Så går det løs her, for stole og skabe som rokker og borde herinde,
Her danser kællinger, småbørn og bondemænd, staldkarle, vandrende svende
Rundt hånd i hånd, men skytten forsvinder bag fjelde hvor skud høres brænde.
Snart har jeg harer i bælte og nogle små viber forvaret i tasken.
ELIS, god nat! Jeg vil drikke din skål til den yderste dråbe i flasken.
Skænk mig lidt lindring, se, tag du min lyre, min sorg kan jeg ikke styre,
Kongen han leve, så elsket og stor. Far vel! Her har du min lyre.

***

Månen tændes, lysglimt glipper
Medens vimpler vajer drøjt;
Og de mørke joller vipper
Medens søfolk skråler højt.
Corno
——-
Hurra, vor konges skål!
Tag hatten af.
Hurra!
Hurra, i bredfyldt mål
Vor konges skål.

5. juni 1775*