Fredmans sang nr. 58

Forgæves! Intet sted
ser man en pige der gi’r øjet ro,
i grus – og lerjord med –
ej aftryk af en sko
og silkestrømpesøm
i en sød hyrdindes spor –
nej, se, en aftrådt hæl, min drøm,
dér, i den våde jord.
Forgæves! Intet sted
giver piger øjet ro,
i grus – og lerjord med –
ej aftryk af en sko.

Skønt solen har lagt guld
på tag ved tusind fugles sang,
er ingen krovært fuld
og har hængt skilt på stang.
Ak, havde Fredman blot forlag,
så hang i hver en krog
en malet kande med beslag –
en ørn på kandens låg.
Skønt solen etc.

Ja, hvor jeg vender mig
imellem pytter, dynd og kær,
så går jeg vild min vej
og ingen nymfer her!
Hvem hør’ min sang fra denne sten
her midt i denne sump?
Blot skaden på den tørre gren,
en ravn på fyrrens stump.
Ja, hvor jeg etc.

Står kornet gult i vang
og bølger tungt for vindens sus?
Går høstfolks arbejdssang
til leens og lejlens brus?
Forgæves ser man efter neg og stak,
og lytter? en fiol?
skønt vejen går til slottet, ak
og sanggudindens stol.
Står kornet etc.

En ynk at jamre ud:
kun bremser summer mens de flyr;
her brøler først en stud
og nedenfor en tyr.
Ved stakkehavens brustne led
har hesten smidt sig mat,
og ham der nys så modig red,
han snorker uden hat.
En ynk at etc.

Det sjasker for hvert skridt!
Grankogler, pinde, vissent løv!
Og uglen har det skidt
blandt døde stammers støv.
Her plukker ingen hyrde mer
sin kæreste Jeanett’
fra disse tuers dynd og ler
den mindste brystbuket.
Det sjasker etc.

Nej, fanden sidde her
og tørste, så sku man da være dum!
God vin, en hjertenskær
er livet i en sum.
Enhver som slipper mas og tvang
og når til Bacchusfest,
syng her din rette friheds sang,
fyldt er dit glas – de’e bedst.
Nej, fanden sidde her
og tørste, så sku man da være dum!
God vin, en hjertenskær
er livet i en sum.

1791 eller måske 1790