Fredmans sang nr. 38 En dame var Potiphars hustru

En dame var Potiphars hustru, med pli,
Men Joseph, ham vil hun forføre,
Ta’r ham i jakken og sukker: hør, De,
Så bli’, så bli’.
I sengen lå rosen i skønneste ro
– Plukke den, det la’r sig gøre.
Men Joseph, den slyngel, stak af, så tableau!
Mons tro? mons tro?
Havde jeg stået hvor Joseph stod,
Det tog jeg imod.

Men Joseph, det fæ, ud ad døren han fór,
Damen, hun vinker og beder;
Aldrig har man set en dåre så stor
På denne jord.
God mad, gode vine i Potiphars sal,
Pejsen den blusser af ceder,
Ingen bagtaler og kræver duel,
Rival? Nej, vel?
Kom med et hurra for Potiphars fru’!
Hun sover endnu.

Men noget ved Joseph var ganske forkert,
Ædru og angst for det meste.
Over for piger så skrækk’lig genert,
Og reservert.
I Pharaos garde en skidt officer
Var Potiphar vist som de fleste,
For søvnig og slap mellem lagner og fjer
På den manér.
Kom med et hurra for Potiphars fru’!
Hun lever endnu.

1767 eller tidligere