Fredmans sang nr. 37

Kære venner, skal vi drikke
Vore nye venners skål,
Ta’r vi den med bredfyldt mål
Tømt til punkt og prikke;
Men en gammel stamfar vil
Vi ej heller glemme –
døden kom til – ://:
Og hans pris istemme.

Abraham med hæderskrone
Fandt sig i sin ungdoms vår
– Skål for alle gode skår! –
Sårn en dejlig kone.
Halvvejs ræd og halvt jaloux
Sa’e han, hvis det lyster
dig, vil jeg du://:
Kalder dig min søster.

Stakkels mand, hans håb blev brukne:
Konen fik kong Keops forført.
Den slags bli’r så let for tørt,
Harmen må man drukne.
Ved sin egen Hjertenskær
Blive kongens svoger!
Hæder mig her, hæder mig dér –
Harmen i mig koger.

Men hvis alle gifte havde
Samme trøst som Abram fik
Dengang Sara hjemad gik,
Glemte de den skade.
Lad os drikke hjemkomstøl;
Sikke afskedsgaver:
Æsler og føl ://:
Får og fæ og slaver!

Rig var Abraham, ubændigt
Rejste han med stads og pragt,
Slog et slag mod fyrsters magt
Hvis det blev nødvendigt;
Sejrede om så det gjaldt,
Drik og råb: Han leve!
Vandt han da alt://:
Over shah som greve?

Et slag ku’ han ikke vinde:
Sara sov med ryggen til.
Altså drev han elskovs spil
Med en køn slavinde.
Abraham var frisk i en seng,
Pigen af de kvikke.
Hun fik en dreng://:
Barnsøl sku’ vi drikke.

Vi mig én som kan det samme:
Abram, fyldt de hundred år,
Sørger for at Sara får
Påbegyndt at amme;
Konen hun var fyldt halvfems
Før hun fik sin første;
Hans eller hvems?://:
Karlens? Skal man tørste?

Sara dør, og Abram græder,
Trøstet bli’r han dog igen
Med en ny som ægteven
Får han faderglæder.
Så potent på hundredfyrre år
Kunne Abram være?
Vi ta’r en tår://:
Til hans lov og ære.

Datering usikker (1760’erne, sidste halvdel?).