Fredmans sång nr. 13 Klubben

Det var ganske pudsigt; i går aftes sad vi og snakkede om
som finanserne stod for nuværende, efter at kursen var reguleret i
al pari. En vis tilstedeværende lod som om du var en bank og lå i
Munkens trapper, jeg kravlede derop efter dertil given tilladelse; in
bona fide giver jeg dig mit Ego som pant; du vil, men kan ikke; jeg
kan, men du vil ikke noget; var det så sådan at du bare for det
umulige i hele sagen ville skubbe mig ned mod Lossen og de
trappefrie trapper?

På Lossen, på Lossen! Go’e ven, se gutår!
De har violiner og tøser i år;
I karme, i glugger, i kroge og hvor;
Et skørt og en bådsmand, og elskovleg går.

Hvad rager det mig, regnskabsvæsen, finans,
når femører, fadøl og jeg får en dans?
Al pari og samfundssind, banklån og skidt,
har byen blot burøl, ja, så er vi kvit.

Men Italien – ser du – Holland, Spanien: kan man mon tænke sig at
deres politiske konstruktion i henhold til freden i Aachen, den
westfalske fred, Concilium Tridentinum, børsen og inkvisitionen skal
kunne holde?
Gi’r du mig blot brændevin, piber og snak,
så regner jeg kroner som et stop tobak,
tobak ligesom kroner og tal lommeuld,
og westfalske skinker som sceptre og guld.

Jeg tolder min flaske og synger min sang,
En øltønde udstikker tronen hver gang.
Men fik jeg bestemme, så sku de få skyl,
Ministre og konger, hver dag i godt øl.

1768