Fredmans epistel nr. 62 Angående det sidste bal på Grønne Lund.

— Movitz sit valdhorn proberer
og han valker skråen i sin mund,
springer omkring og funderer,
polskakvadriller formerer —-
ordne, befale, fornærme,
ildtænger, gitre og skærme,
alting ramler nu i denne stund;
stolene skydes mod væggen,
hirschfængren skærpes langs æggen.
Fremad, folkens, Grønne Lund!

— Hvad står du der og betragter?
Loft og vægge, dum som en so,
rammer og bil’der og dragter,
tårne og flåder og fragter? —
Jo, kønt syn for øjne og sjæle.
Nymfer på højbårne hæle
løfter sig op for at glo.
Ryster på ho’det og glaner,
samler så viften og aner
oldtidens lystne niveau.

— Loftet, ja kors for en vrimmel,
se dér, sole, vinger og glød!
Hoffbro har malet en himmel,
engle og paver i stimmel. —-
Goliath selv, vil jeg sværge,
med røde strømper og værge
slår kong David ihjel med en nød.
Absalon hænges ved håret,
Ester hun klappes på låret,
kong Ahasverus i hendes skød.

— Movitz, det billed af marken
hvor syv køer foderet fik.
Dér ser du Noa i arken.
Kors, hvor det regner i parken! —-
Dér ridder dronningen Disa,
dér kør’ profeten Elisa
op til himlen i en gig.
Sæt dine briller på næsen,
dér står historien, læs’en,
om Susanna; Movitz, så kig!

— Hold, Movitz, op med at granske!
Lyset sprutter, fløjten si’r kvivit.
Hofmarskal, se, som de franske,
ej, hvor han slår med sin handske. —-
Kringlerne glitrer af sukker,
Nymferne, små pyntedukker,
pudrer sig og svinger skørtet frit.
Spil op til polsk, hvorfor vente?
folk står ved dørene, spændte,
nu begynder ballet; det ender skidt.

— Movitz på valdhornet sutter
og med polska åbnes vort bal,
knap sir han nu før han slutter,
hør hvor han triller og trutter:—
Øjnene fastspændt til noden;
Hver gang han trutter, går foden.
Som han tramper, Gud, han er gal.
Se som han står dér i frakken,
Trutmund mod mundstykkelakken,
Lysekronens skær i vor sal.

— Ekko fra søjlerne svarer;
Salens hvælv, lys, kalket og hvid.
Gutterne skumpler som harer,
Hver med sin mage sig parer.—
Søstrene er elegante,
Nogle dog mere kontante,
Råber på kusken: kom hid!
Andre vil helst stå afsides,
Handskerne vendes og vrides;
Movitz byder skrå: her, en bid!

— Prosit, mamsell Wilhelmine!
Større kreds her! – Hurra! Vær god,
Du der på Laxen, Regine!
Bådsmænd skal vrænge og grine. —
Nedtrådt er tøflen i hælen;
Du tripper kluntet og kælen,
Under stadsen kulsort af sod,
Mouchen i tindingen borte.
Armene inte så korte,
Større kreds her! – Frøken har mod!

—Snyd dig om snuden, manerer!
Prøv valdhornet, snyd dig og spil!
Damerne kvikt arrangerer,
Tar sig en pris og spadserer,—
Wingmarks skønjomfru på fløjen
Jumper med drej’ren i støjen,
På sin fod går hun indadtil,
kobberrød er hun i barmen,
Drejeren tar hun i armen
Med hans passer og hans dril.

—Nu skal der trampes med foden
Og med hænderne klap-klap-klap!
Ulla, klap i her i boden!
Hænderne op, kræver moden;—
Armene ud og duk under,
Hva’ det for kunster? Du blunder?
Jomfru Ulla! – Hov, du er skrap,
Stodder, find piger på flisen!
Movitz, så spil da reprisen!
Stik ham én og så et par rap!

— Wingmark med stor piskparyk på
Går og stønner, bejler og be’r;
Skjorten er stivet med tryk på
Blafrer og dasker hans ryg blå.—
Se hvor han danser nu, stumpen,
Bukserne nede på rumpen,
Hånd i siden – sikken maner!
Hatten på ho’edet med trenser,
Bagvendt på Wingmark den lænser,
Gubben hoster, fløjter og ler.

—Tramp, fjolser, nu skal I trampe!
Større kreds her – tag bedre i!
Stampe og trampe og stampe,
Ram ikke krone og lampe,—
Luk drej’ren ind, ind i kredsen,
Mester, din plads er i spidsen!
Stød i valdhorn, blæs symfoni!
Armen på ryggen, vi svajer!
Fy for den lede, den drejer!
Støt i valdhorn! Bergstrøm, skænk i!

—Folk står i gangen og spærrer,
Dér er kromand’n – giv plads, kom ind!
Så har vi øl. Det forværrer
Ikke vor fest, go’e herrer!—
Hurra, som helte berømmes!
Kærligheds skål – glasset tømmes!
Drej’rens skål! – kom, dans som en hind!
Ud gennem salen til gangen!
Vi står i støv op til svangen,
Større kreds nu – rundt og kom ind!

—-Hånden i vejret, en halv ring,
Nå, begynd nu alle på en gang!
Movitz skal sørge for alting,
Olie til hornet, en smal ting.—
Trip så på hælene, piger!
Nej, sikke asner og skriger!
Sikke æsel i en kjole trang;
Som hun tog mål her til brædder,
Sminket, i flor fra en skrædder,
Kalveknæet, med skæg og lang.

—Det er min kær’ste, kanalje,
Si’r du asen? – Vist gør jeg så!
Janter, en slant og medalje.
Jeg vover nu en batalje.—-
Alt tør jeg vove for hende,
Dig skal jeg hugge til pinde-
Brænde nu. – Lad fløjterne gå!
Smæk ham en flaske i snuden,
Smid hans paryk gennem ruden!
Christian Wingmark, nu skal du få!

—Hør ham på tærsklen, han skumler,
Hans paryk, den vrøvler han om.
Drejerens kæreste mumler,
Tier og hikker og fumler.—
Ham fatter krofar om håret,
Halvskallet, mørbanket, såret
Bli’r han høflig, tålsom og from.
Faklerne slukkes i glansen,
Hun får abort midt i dansen,
Klemt og krammet, syg, sløv og tom.

—Gør kredsen større, Malene!
Hold du masken, den er fin!
Bergstrøms madam hun kan bene
Lige til helved alene!
Kors, som du bander og skælder!
Tøjet, det blafrer smælder.
Aj, betjenten ta’r et gardin.
Stop for den polska, silente!
Oh, kære søster! Betjente!
Den slags baller – en ren ruin.

23. november 1771