Fredmans epistel nr. 23

-som er et soliloquium da Fredman lå ved krogen Kryb-Ind,
lige over for bankohuset, en sommernat anno 1768

Ak, du min moder, hvem var det der sendte
dig hen til farmands seng?
Der blev de første glimt af liv antændte,
stakkels mig, en dreng!
Din lyst, begæret
gav mig besværet
i vor jammerdal.
Du blev fornøjet;
nu har jeg døjeti
siden du blev sval.
Havde du blot haft bom
for din jomfrudom,
—— for din jomfrudom.

Føj, himmelseng og føj for mellemværker,
dundyne, brudevår!
Føj, dine øjne, som min far bemærker,
føj, dit jomfruhår!
Føj, kimeriet
da du blev viet,
ja i lyst og nød!
Føj, sko der klemmer,
føj, ømme lemmer
som gør sengen sød!
Hvis ikke I tog fat
på et bord den nat,
——på et bord den nat.

Troskab og dyre ord, ja, jeg foragter
altsammen, mor og far!
Her ligger jeg i skidtet og betragter
disse sko jeg har!
Se! Sikke haser!
Jakken i laser!
Skjorten sort som sod!
Slipset i stykker,
Uldhårsparyk og
den forvredne fod!
Åh, hvor den klør, min krop
kom og hjælp mig op,

—— kom og hjælp mig op.
Føl mine hænder, magre og kolde,
skælve ved støj og larm,
de synker ned, et vissent strå kan holde
mer end denne arm.
Øjne og kinder,
altsammen minder
om min skrøbelighed.
Gud, nej, min tunge
kan ikke sjunge
mer om herlighed:
om elskovs lyst og kval
og en fuld pokal,
—– og en fuld pokal.

Kom, læsk min tunge, åh, hvor det styrker,
når proppen trækkes ud!
Jeg er jo hedning, mund og hjerte dyrker
vinens høje gud.
Vist er jeg dranker,
men når der vanker
vin, så blir jeg rig.
Hvad der end sker mig,
om døden ser mig,
er min flaske uden svig,
når døden når sit mål,
sir jeg atter skål,
—– sir jeg atter skål.

Men kroen åbner, skodderne fjernes;
natklædte folk i byen.
Himlen får morgenrødme, se, hver stjernes
glans forgår i skyen;
solstråler sitrer,
kirkespir glitrer,
luften blir tilpas.
Hvor har jeg kappen?
Her ser jeg trappen
ned til Bacchus’ plads.
Tak, en gevesen først,
før jeg dør af tørst,
——-før jeg dør af tørst.

Så vil jeg binde op om mine lænder,
vandre til bords og glas.
Nu skal de smøres, alle led og hænder,
komme lidt på plads.
Hurra, til lykke!
Lystigt, på krykke!
Frisk til flasken, hej!
Nu er jeg modig,
tapper og frodig,
uden frygt nu. Nej.
En snaps til, nej et par!
Tak til mor og far,
—— tak til mor og far.

Tak for hvert knald og skål, hver forlovet
som gik til altrets fod;
tak du som snedkred fødeseng og skoved
træet just hvor det stod;
tak, kødets lyster!
bifaldet høster
du, min gamle far!
Var du til stede,
blev det til glæde,
vi drak hvad der var!
Lie til vi gik om kuld,
sku du drikkes fuld,
——-sku du drikkes fuld.

Foråret 1770