Fredmans epistel nr. 12 Elegi over slagsmålet på Gröna Lund

Græd, fatter Berg, og spil nu
Skalmejen, mollstemt før,
– – – og pres dens rør.
Mit bryst er svært redt til, du,
Det udspyr øl og fedt –
– – – blæs, fatter, lidt.
Du mindes denne stue?
Men piger? Er her fler?
Nej, her er ryddet helt ud, knapt en flue
Under loftet mer.
Og Jørgen Pukkels prinsebuk med hatten er et skue
Man ej ser.

Og borde? Nej, og bænke,
Blot døre uden greb.
– – – Hvad om du peb?
Før stod her glas og skænke
Og brødre stod i ring,
– – – Nu? Ingen ting.
Du stod lidt venstreude
Med valdhorn, og du gol,
Nu ser man bare skår i hver en rude
Og en søndret stol.
Her får du aldrig mer en skilling for at tude
En triol.

Hvor gulvets brædder knaged
Ved stampen, larm og brus,
– – – er ikk’ en snus.
Så frønnet er nu laget,
Den skorsten knækker nu.
– – – Blæs, kære du.
Hvor før man så trompeter
I åbne vinduesfag,
Ses bare stumper af gardiner og tapeter
Vifte som små flag.
Forgæves kigges efter hest og vogn, kareter
For og bag.

Når ingen kan forliges,
Tja, sådan må det gå.
– – – Min ryg er blå.
En lussing kan undviges,
Hvis selv man holder fred.
– – – Læg fløjten ned.
Og mer må ingen drikke
End det han har betalt;
Thi næsen i korp’ralens kande stikke,
Det er asocialt,
Og danse med en andens dame, er det ikke
Altid galt?

Eftersommeren 1770