EPISTEL NR. 77 Angående jomfru Sofie på Lokatten og om noget som foregik.

Skål, bette piger, se skyerne glitre,
Stjerner lægger sølv over bredning og land,
Se månen stå som en guldmønt og sitre,
Se den sprede guld over Mälarens vand;
“Lokatten” lyser med labber og kløer
Oppe på skiltet der knurrer og hviner
Mutter har brosche og ring, hendes ør’
Stråler af guld og rubiner.

Sort i parykken er ham dér, den skipper
I den brune frakke og hatten på sned;
Han slog en sekser, og brikken den vipper
Han med ulden vante i bræthullet ned.
Han er forliebt, er kaptajnen som sagt,
Jo, femten gange har han ligget ved Sofie
Der i kahytten om bord på hans jagt
Som hedder “Jomfru Marie”.

Skål, gamle Fredman har mønt, hør de klirrer,
Så, I bette piger, en snaps mod kontant!
Nå, men den skipper som spiller og svirer,
Skal I vide, piger, er fra Alicant.
Hvis han nu vinker jer til med sin hånd,
Banker på ruden med knoen og kalder,
Så får I kniplinger, huer og bånd
Lagt på hans stol, hvis I knalder.

Se hvor hans vimpel den flagrer og vipper,
Og hans røde fane den svulmer så rund,
Dypper i bølgernes top sine snipper,
Mellem alskens joller, ducd’alber og grund.
Der står en tambjørn i lænker på dæk,
Lyset fra månen det glimter og blinker,
Og der i skyggen af sejlet halvt væk
Sidder musikken og klinker.

Kors hvor hans ræling den gynger og vrikker,
Og som det da knager i stormasten, hør!
Hør der ved skibskisten tolderen hikker,
Dér med dokument fra hans skibsspeditør.
Her tag min kikkert. Bror Mollberg, en skål!
Nej, træk den ud, jo du kan blot du prøver.
Se der på dækket, hans hår gråt som stål,
Ham den fordømte – den røver.

Skål, åh I kønne og vakre småpiger!
Men, o jøsses kors, som jeg hikker og dør;
Stolen den sejler og gulvet det viger,
Jeg har drukken væk både syn og gehør.
Jeg syntes nok det var godt køb jeg fik,
Så’n en gewesen gesvindt i sig hælde,
Men skal jeg sige hvad det var for en drik,
Så bli’r det pas jeg må melde.

Se nu kaptajnen, han skawer sig tosset,
Latterlig og hjulbenet, dum som en ko;
Brandgule skinner hans strømper, hvor klodset
Sidder store sølvspænder midt på hans sko.
Skål, min Sofie, åh, nu er du kæk:
Håret er løsnet og huen sidder lige,
Forklædet revet og fartøjet læk.
G’aften, kaptajn, De vil sige?

Himmel, der kommer kaptajnen! Vent nu li’e,
Stokken højt i vejret, dens dupsko slår lyn,
Han greb en stol – av, av, av, av, Sofie!
Av, av, av, min ryg går i smulder og gryn.
Søde kaptajn! Nå, god damn you, din hund!
Det skal jeg love, Sofie la’r jeg være,
Fra hendes seng og fra denne her stund
Holder jeg mig. På min ære!

1788 eller 1789