Bellmans tale til kongen, forklædt som same

Längst från Nordens djupa dvala

Hid fra Nordens dybe dvale
Aldrig varm af solens brand,
Hid fra Kemis frosne strand,
Gennem glatte klippesale,
Gennem stormes træk og brag
Vover sig en lap og træder
Frem og viser kongen hæder
På hans høje fødselsdag.

Rensdyr drev i store flokke,
Denne lap gik ene mand;
Stolt sprang mit dyr, se hvor han
Kasted med gevirets stokke
Under førerklokkens klang.
Intetstedsfra ildstedsduften,
Ulvehyl blot, sne i luften,
Bjørnen sov, og elgen sprang.

Stundom mellem nøgne kviste
På de ranke hvide træer,
Så man månens matte skær
Lægge sølv på slædens riste,
Skænke skønhed til min ren;
Stundom sprang en natlig stjerne
Frem bag sortblå skyers kerne,
Glimted over stok og sten.

Himlens hvælving, hvor den brændte,
Nøkken sang sin barske sang;
Renen, åh hvor vildt den sprang,
Jorden bølged hvor den rendte
Og holdt ho’det op mod skyen.
Der hvor horisonten endte,
Kom vor sol så småt og tændte
Morgengry: et prægtigt syn.

1782