Af: BACCHI TEMPEL åbnet ved en helts død.

En præstinde:
Flodens rislen, vindens vift,
Stjernehvælvets svage flammer,
Månen dæmrer lidt på skift,
Øger blot min jammer.
Døden? Mod min åndes drift
Hæver den sin hammer.

En præstinde:

Natur kan ingen kue …
Nej, hver dag dette hvide skørt må jeg beskue:
Hans minde det står prentet i dette faste bryst.
Men glem nu sorg og kval og med trestemmig røst
Syng til vor mandolin.
Trio:
Svagere bølgegang,
Æol mindre hviner
Nu han fra strandens tang
Hører mandoliner;
Månen forfiner
Vandets glitrende gestalt,
Syrén, jasminer
Spreder vellugt over alt.
Blomsten bær’ guld og grønt:
En sommerfugl. Hvor skønt!
Snart kryber ormen op fra sit grus,
Snart kryber ormen op fra sit grus

Træer med stille sus
Yder læ med kroner,
Skjult fra det grønne hus
Lyder fugletoner.
Sangen forsoner
Sig med vores mandolin
Blandt legioner
Af de vilde bier på stien.
Fiskene danser flot
Der hvor der er så vådt –
Dagen får sin morgenrus,
Dagen får sin morgenrus.
Kor:

Hvem mindes ej vor broder mer?
Endskønt man ej hans skygge ser,
Endskønt hans valdhorn stumt står hen,
Så lyder det i skov igen:
Endnu kan fugles skare
Hans spil så ømt forklare,
En jæger ved sin snare
Skal lade fløjten svare:
Hvordan blandt Orphei svende
Af Bacchus kronet denne
Den bedste var blandt mænd.

Kor:

Bort, al urolighed!
Alt er jo støv og aske.
Lad os bli raske
Og tømme vor flaske
Blandt brødrene!
Nabo, nu gør du som jeg gør,
Man kør’ så godt når godt man smør’.
Hvor den var mægtig!
Hvad var det? ”Jo, prægtig
Malaga. Se!
[. . . ]

Bort, al urolighed,
Bort alt som gør os kvaler,
Bedst du befaler
Det i sølvpokaler
Som glider ned.
Nabo, nu gør du som jeg gør!
Olien du ved, den gi’r humør!
Oj, det var lækkert!
Hvad var det? Rhin-blækkert?
Oui Monseigneur.

1783
Til index/top